Anmeldelse og foto af: Kasper Behrendt
Californiske Eagles er en sjælden mastodont herhjemme med sit blot tredje visit på dansk jord nogensinde siden grundlæggelsen af bandet i 1971. I 2008 besøgte det talstærke band Ceres Park i Aarhus, og i 2011 stod Hjallerup i Nordjylland for skud. Det var således længe ventet, at Eagles denne gang endelig kom forbi hovedstaden og Royal Arena.
Eagles, der står bag mesterværket Hotel California fra 1976, er et af verdens bedst sælgende albums med over 42 millioner solgte eksemplarer på verdensplan. Bandet hyldede albummet igennem koncerten med ørehængerne “New Kid in Town”, “Life in the Fast Lane” samt selvfølgelig titelnummeret “Hotel California”.
Eagles nu om dage udgøres af grundstammen Don Henley (med siden 1971), Joe Walsh (med siden 1975) samt Timothy B. Schmit (med siden 1977). Med sig havde de syv mand med sig på vokal, trommer, piano, mandolin med mere. Mest toneangivende er Steuart Smith, Vince Gill samt Deacon Frey, sidstenævnte søn af medgrundlægger, Glenn Frey, der døde som følger af blandt andet kollitis og lungebetændelse den 18. januar 2016 i en alder af 67 år. Det var derfor meget store sko at fylde ud for sin far, men Deacon tog opgaven godt til sig – takkede for at være med – og klædte resten af selskabet på scenen godt. Det så ud som om, at han følte sig hjemme. Om han havde den rette stemme til sin fars numre, eller om de andre vil have gjort det bedre, var svært at sige, men det sank ikke totaloplevelsen, at lade Deacon agere vokalen på disse sange.
Vi fik en af de store klassikere “Take It Easy” som andet nummer til synet af en ørken-solnedgang på baggrundsskærmen efter Steve Young-coveret af “Seven Bridges Road”. Don Henley bød publikum velkommen efter “One of These Nights” til ordene; “Thank you, ladies and gentlemen”, samt at dette ikke var et ekstravagant show med fyrværkeri, men en hyggestund med god musik – og denne stund blev lang. Glenn Frey blev hyldet fra scenen, og publikum klappede til et billede af manden på storskærmen efter nummeret “Peaceful Easy Feeling”.
Alt gik mere eller mindre op i en højere enhed denne anden pinsedag. Der er jævnlig snak om, at flere af “de store” falder af på den med alderens indtog, men med Eagles sad stort set det hele knivskarpt og i vatter. Professionalismen var i højsædet med flotte vokalharmonier, harmoni mellem guitar- og trommesektionen, skarpe soloer og smittende humor fra det snart 50 års gamle orkester. Man kunne nærmest høre hvert instrument for sig, hvilket koncerten igennem bevidnede, at lyden i Royal Arena ikke har lydt bedre, de gange jeg har besøgt arenaen. Bemærkelsesværdigt sad man med tanken tilbage om, hvordan Don, Joe og Timothy (alle 71 år) havde vedligeholdt deres stemmer så godt, hvor andre store stjerner fejler med alderen, men man kunne virkelig mærke den autentisk nerve og følelse, som bandet kom ud med igennem mikrofonerne.
