Anmeldelse af: Eagles. Royal Arena, Kbh. 10. juni 2019.
Igen tager Metal A Day en tur i de blødere afkroge, hvor der mandag aften var stor spænding i vente over Eagles’ besøg i Royal Arena, et band, man sjældent ser på vore breddegrader.
Med en nær maraton-koncert fik vi et kvart-århundrede numre, der igennem aftenen beviste, at Eagles er garvede perfektionister.
Anmeldelse og foto af: Kasper Behrendt
Californiske Eagles er en sjælden mastodont herhjemme med sit blot tredje visit på dansk jord nogensinde siden grundlæggelsen af bandet i 1971. I 2008 besøgte det talstærke band Ceres Park i Aarhus, og i 2011 stod Hjallerup i Nordjylland for skud. Det var således længe ventet, at Eagles denne gang endelig kom forbi hovedstaden og Royal Arena.
Eagles, der står bag mesterværket Hotel California fra 1976, er et af verdens bedst sælgende albums med over 42 millioner solgte eksemplarer på verdensplan. Bandet hyldede albummet igennem koncerten med ørehængerne “New Kid in Town”, “Life in the Fast Lane” samt selvfølgelig titelnummeret “Hotel California”.
Eagles nu om dage udgøres af grundstammen Don Henley (med siden 1971), Joe Walsh (med siden 1975) samt Timothy B. Schmit (med siden 1977). Med sig havde de syv mand med sig på vokal, trommer, piano, mandolin med mere. Mest toneangivende er Steuart Smith, Vince Gill samt Deacon Frey, sidstenævnte søn af medgrundlægger, Glenn Frey, der døde som følger af blandt andet kollitis og lungebetændelse den 18. januar 2016 i en alder af 67 år. Det var derfor meget store sko at fylde ud for sin far, men Deacon tog opgaven godt til sig – takkede for at være med – og klædte resten af selskabet på scenen godt. Det så ud som om, at han følte sig hjemme. Om han havde den rette stemme til sin fars numre, eller om de andre vil have gjort det bedre, var svært at sige, men det sank ikke totaloplevelsen, at lade Deacon agere vokalen på disse sange.
Vi fik en af de store klassikere “Take It Easy” som andet nummer til synet af en ørken-solnedgang på baggrundsskærmen efter Steve Young-coveret af “Seven Bridges Road”. Don Henley bød publikum velkommen efter “One of These Nights” til ordene; “Thank you, ladies and gentlemen”, samt at dette ikke var et ekstravagant show med fyrværkeri, men en hyggestund med god musik – og denne stund blev lang. Glenn Frey blev hyldet fra scenen, og publikum klappede til et billede af manden på storskærmen efter nummeret “Peaceful Easy Feeling”.
Alt gik mere eller mindre op i en højere enhed denne anden pinsedag. Der er jævnlig snak om, at flere af “de store” falder af på den med alderens indtog, men med Eagles sad stort set det hele knivskarpt og i vatter. Professionalismen var i højsædet med flotte vokalharmonier, harmoni mellem guitar- og trommesektionen, skarpe soloer og smittende humor fra det snart 50 års gamle orkester. Man kunne nærmest høre hvert instrument for sig, hvilket koncerten igennem bevidnede, at lyden i Royal Arena ikke har lydt bedre, de gange jeg har besøgt arenaen. Bemærkelsesværdigt sad man med tanken tilbage om, hvordan Don, Joe og Timothy (alle 71 år) havde vedligeholdt deres stemmer så godt, hvor andre store stjerner fejler med alderen, men man kunne virkelig mærke den autentisk nerve og følelse, som bandet kom ud med igennem mikrofonerne.
Selvom flere af Eagles’ vanlige numre er af den mere tilbagelænede skuffe med blide guitarer og fællessang, fik publikum også lidt af den sjældne skuffe med rå guitar og en fandenivoldskhed hos Joe Walsh og hans kompagnoner, der fik de 13.500 siddende fremmødte til at klappe og rejse sig i den fuldt-siddende Royal Arena. Selv da tribunerne og gulvet på skift blev lyst op af massive lyskanoner, lød der jubelskrig og stående applaus, så det kunne høres i miles omkreds. Baggrundssekvenser på storskærmen matchende numrene igennem koncertens forløb, hvilket gjorde det hele til en smuk dyd at se på.
Løbende kom der en mindre blæsersektion ind på en forhøjet bagscene i højre side, hvilket på smuk vis var med til at højne blandt andet “In the City”, “Those Shoes” og “Already Gone”.
Med flere sjældenheder, covers (“Seven Bridges Road” (Steve Young cover), “Don’t Let Out Love Start Slippin’ Away” (Vince Gill cover), “Walk Away” (James Gang cover) og “Gang #49” (James Gang cover) samt Don og Joes egne sange (“In the City” (Joe Walsh song), “Life’s Been Good” (Joe Walsh song) og “The Boys of summer” (Don Henley song) udløste bandet et af aftenens højdepunkter, da den stærke skæring “Life in the Fast Lane” gik i gang.
Her “gyngede” hele arenaen, inden bandet herefter takkede og gik ud. Hele tre encores fulgte efter, hvor vi fik megahittet “Hotel California”, “Rocky Mountain Way” (Joe Walsh song), endnu et megahit i form af “Desperado” inden “Best of My Love” fik æren som aftenens allersidste nummer.
Hele 2 timer og 28 minutter var gået i Ørnenes audiens. For nogle måske længe, for andre lige tilpas.
Sætliste:
1 Seven Bridges Road (Steve Young cover)
2 Take It Easy
3 One of These Nights
4 Take It to the Limit
5 Tequila Sunrise
6 Witchy Woman
7 In the City (Joe Walsh song)
8 I Can’t Tell You Why
9 New Kid in Town
10 Peaceful Easy Feeling
11 Love Will Keep Us Alive
12 Lyin’ Eyes
13 Don’t Let Out Love Start Slippin’ Away (Vince Gill cover)
14 Those Shoes
15 Already Gone
16 Walk Away (James Gang cover)
17 Life’s Been Good (Joe Walsh song)
18 The Boys of summer (Don Henley song)
19 Heartache Tonight
20 Gang #49 (James Gang cover)
21 Life in the Fast Lane
Encore 1:
22 Hotel California
Encore 2:
23 Rocky Mountain Way (Joe Walsh song)
24 Desperado
Encore 3:
25 Best of My Love
