Et sidste farvel og en kæmpe fest!

Anmeldelse af: Aphyxion, Billy Boy In Poison og Contrition : BETA d. 17. marts 2017

En farvel aften for Contrition, en debutaften for Billy Boy In Poisons forsanger og en fest, der skulle gentages for Aphyxion!

Denne aften var ikke kun udsolgt, den var også uforglemmelig! Jeg har efterhånden været til en del koncerter allerede i år, og jeg må sige, at denne koncert har sat sine spor i min hukommelse, selvom at jeg rystede mange hjerneceller ud af ørerne oppe ved scenekanten.

Contrition
Dette band, har jeg endnu ikke haft fornøjelsen af at opleve live, og det skulle så også blive min sidste gang, da de efter syv år siger tak og slutter af med manér. Contrition var hurtige til at starte festen i Beta denne aften, men desværre kun på scenen til at starte med. Om det er fordi, Beta har sat et forkert tidspunkt på deres event, eller om det var fordi, folk lige skulle spise deres aftensmad færdig, kan jeg ikke svare på, men der var ikke mange, og de få, der var, stod stille.

Jeg kan til dels følge den mindre begejstring, der var fra publikum, da de første par numre var lidt mudret sammen i det allerede varme lokale. Det, der gik klart igennem, var, at trommeslageren uden tvivl havde styr på, hvor han skulle slå, og hvor hårdt det skulle gøres sammen med deres bassist, som helt tydeligt kunne høres, men de to guitarister var meget svære at høre forskel på.

Efter de første par numre, hvor man stod og tænkte, om bandet havde øvet sig op til deres sidste koncert nogensinde, eller om de bare tænkte, “fuck det, vi er på vej væk alligevel”, er ikke til at vide, men der skete noge som gjorde det meget bedre! De to guitarister var nu til at skelne fra hinanden, forsangeren Anders Høst havde ren vokal, som han klarede bedre end growl denne aften, og bandets tidligere forsanger Nico Paidar kom med op på scenen til et nummer, som virkelig lød godt! De to forsangere burde lave mere sammen, da deres nuværende forsangers growl passede meget godt sammen med deres tidligere forsangers rene vokal.

Bandets sceneshow var heldigvis også bedre end deres performance, og fik derfor gang i festen ved at hoppe ud blandt publikum for at moshe, synge og spille – det gjorde, at jeg fik lidt mere respekt for bandet!

Billy Boy In Poison
Jo, den er god nok, der er kommet en ny forsanger i bandet… Ja tak! Bandets nye forsanger Hjalte Sejr virkede næsten til at have været en del af bandet fra starten, der var godt styr på, hvor takten lå, hvornår der skulle synges, og hvornår han kunne give den gas med publikum. Her var publikum underligt nok længere tilbage i det nu sveddryppende lokale i starten, men kom stille og roligt tættere på scenen, som aftenen skred frem. Billy Boy In Poison er et ekstremt godt liveband, og når man hører dem på deres album, er det slet ikke lige så godt, som når man står der og får oplevelsen af de tunge riffs, som får hele bandet til at gynge op og ned i takt og derved smitter publikum til det samme.

Igennem hele showet er der gang i bandet, og de ved, hvad de laver, selv når guitaristerne vælger at springe ud blandt publikum og moshe med en flok svedige og, på dette tidspunkt, lettere fulde metalhoveder, har de styr på hvordan de spiller, og jo, der sker da et par fejl når, man springer rundt på gulvet med øl og hjerneceller på gulvet, men det er en del af hele oplevelsen.

Bandet her gjorde et virkeligt godt indtryk på mig som liveband, og jeg skal da med 100% opleve dem igen, og denne gang være med til at give den gas. Måske allerede fra starten, så det ikke virker som om, at bandet skal tvinge publikum frem til scenen.

Aphyxion
Puha, endnu en aften hvor jeg sammen med andre metalhoveder var helt oppe ved scenekanten for at opleve, efter min mening, Danmarks nye metalhåb!

Jeg ved godt, at det er et stort ord og mange sikkert vil være uenige med mig, men når man oplever et band med så sikker en performance, skulle man næsten tro, at de har gjort det i 20 år, men bandet her har “kun” 10 års jubilæum i år – taget i betragtning af deres unge alder.

Aphyxion starter godt ud med nummeret “Dark Stains On Ivory”, som sparker gang i deres egne røgkanoner, som publikum glædeligt headbanger indover, så røgen kan blive kastet godt rundt i det nu meget fugtige Beta. – og her snakker jeg ikke om pigernes, og for den sags skyld, drengenes bukser, nej, jeg snakker om gulv, loft og vægge, for der er varmt, som havde fanden sluppet en vind i lokalet.

Allerede efter første nummer kommer så mit favoritnummer “Same Kind Of Different”, som også er en single fra deres seneste plade, “Aftermath“, her er der drøn på fra starten, og her gå publikum i gang med en moshpit, som varer resten af koncerten igennem!

Jeg kan, som jeg har sagt i tidligere anmeldelse, bekræfte, at drengene her ved, hvad de laver, når de står på scenen, der var ingen tydelige fejl, jeg oplevede kun en enkelt gang, at de havde problemer med at holde takten, men de fik den reddet ret hurtigt, og så glemte man alt om det.

Der er ikke så meget andet at sige om denne aften.. Nåååå jo, der var jo lige en ting, som jeg ikke før har oplevet med Aphyxion, og jeg er sikker på at bandet selv, heller ikke havde prøvet det før. Publikum var simpelthen ikke færdige, da Aphyxion gik af scenen, så der blev råbt, så meget man nu kunne efter at have skrålet med i 45 minutter, “APHYXION! .. APHYXION! .. APHYXION!”, og efter et eller to minutter kunne man høre, at drengene tændte for deres guitar, spillede lidt på dem, og her gik publikum amok, så Aphyxion kom ud på scenen igen, og gav det afventende, tørstige, svedige og zombie-agtige publikum et ekstranummer bestående af nummeret “Dark Stains On Ivory”, som de havde startet aftenen med tidligere. Zombierne vågnede og moshede, sang med og rockede med hovederne alt, hvad de kunne!

– Tak for en aften – Den glemmer jeg sent!

Se flere billeder fra vores fotograf, Guillaume Blanjean Matthiesen herunder!