Anmeldelse af Raunchy m.f. 10. december 2016, Forbrændingen, Albertslund.

Det var et broget arrangement, der var blevet sammensat på Vestegnen denne lørdag aften

Lad det være sagt med det samme, at der skal lyde en stor tak til Musicbase, Forbrændingen og alle andre partnere for at yde støtte til den her slags arrangementer, der ikke lige nødvendigvis behøver finde sted i landets største byer.

Af samme årsag følte Metal A Day sig også nødsaget til at titte forbi og se, hvordan dette event ville forløbe med fire relativt forskellige bands på scenen.

For selvom jeg utallige gange gennem de sidste cirka syv år har vandret klods forbi Forbrændingen på Vestegnen, så skulle da altså først blive på kanten til 2017, at jeg endelig indfandt mig på indersiden af denne bygning.

Kamshaft
Først indtryk var også: Umanerlig god lyd, da første orkester, Kamshaft, betrådte scenen kort efter klokken 20. Desværre blev det også kun de gode lydindstillinger, der var den største positive overraskelse under denne koncert, for resten var ret så søvndyssende.

Kompositionerne i sig selv hos bandet er ellers velkonstruerede, men bandets gejst – eller mangel på samme – tangerede næsten mere shoegaze end så meget andet. Som hvis en hard rock-skabelon blev eksekveret med for meget tilbagelænet stoner rock-attitude.

Som sagt var sangene gode, men de efterlod ikke et nævneværdigt mindeværdigt indtryk på mig. Dog skal der lyde en stor cadeau til forsangeren, der åbenbart kun have været med i et par dage. Godt klaret.

Men som jeg ligeledes sagde tidligere på ugen i en anden anmeldelse, så ville første band på scenen nok være hurtig glemt, når vi var kommet videre i teksten. Kamshaft er i hvert fald bedre på plade end live i min optik.

Contrition
Anderledes indlevelse og nerve var der at spore hos københavnerne i Contrition og deres metalcore/hardcore-konstellation af sange. Bandet virkede til at have fans blandt de fremmødte, og de kvitterede med det samme med aftenens første form for headbanging, hvilket da også var velfortjent, da bandet kom langt mere ud over scenekanten og antændte publikum, end vi hidtil havde oplevet.

Der var enkelte problemer med bassen og den ene guitar under koncerten, men med et varm blik i øjet fra bandet og god live-erfaring, blev det taget i stiv arm, som på ingen måde ødelagde helhedsoplevelsen.

Dog havde forsanger, Anders Høst, problemer med den rene vokal, og der var vist noget med efterdønningerne fra en forkølelse, men taget i betragtning af resten af hans performance og evne til at have forsangertække med en kæk kommentar til publikum mellem numrene, så er han tilgivet – denne gang.

Defecto
Jeg lod mig forstå, at det var en fejl fra min side, at jeg ikke oplevede dette orkester på Copenhell i år, og under første sang denne aften mente jeg da ikke umiddelbart, at jeg var gået glip af det store for dette hypede band.

MEN, så blev guitaren rettet ind, bassen blev skruet hjælpeligt ned, og SÅ kunne jeg fornemme sangenes kvalitet, leadguitaristens ekvilibrisme og forsanger/rytmeguitarist Nicklas Sonnes vokals alsidighed.

Her er atter et band fra den danske muld, der placerer sig to niveauer over så mange andre fremadstormende orkestre herhjemme. De har simpelthen evnerne, sangene og live-energien til at skille sig ud fra mængden.

Defecto er tidligere blevet beskrevet som et afkom mellem Dream Theater og Metallica, og det er da en meget rammende beskrivelse, og jeg glæder mig skam til at se dem igen – og det gjorde publikum vist også, da de forlangte ekstranumre ad to omgange.

Raunchy
Og så kom forløsningen, som en god sjat af de fremmødte – som jeg må sige var velbesøgt, selvom jeg ikke har et andet sammenligningsgrundlag fra tidligere samme sted – havde glædet sig mest til.

Bandets dødspop, i mangel af bedre betegnelse, ramte lydbilledet perfekt og havde et godt sammensurium af gamle og nye numre. Personligt var det herligt at (gen)opleve sangen “Watch Out” fra pladen “Confusion Bay” fra 2004 live. Men var vi var da gladeligt også forbi deres seneste udgivelse fra 2014, “Vices. Virtues. Visions.” såsom med “Digital Dreamer”, der også gik rent hjem hos folket.

Her gik alle amok, folk moshede og headbangede på livet løs. Det var en ren fornøjelse at se.

Sammenlagt var det et veludført arrangement, som jeg glæder mig til at se flere gentagelser af. Måske var fire bands et enkelt i overkanten, men det er så også min eneste anke, men det generede nok ikke alle.