Fald mod mørket

Det er sjældent, vi i Danmark bliver velsignet med så godt vejr som i dag. Derfor er jeg spændt på, hvordan en omgang blackmetal i Pumpehusets store mørke koncertsal vil fungere. Det viser sig, at det godt kan lade sig gøre at booke blackmetal på sådan en smuk forårsdag.

Uada

Amerikanske Uada er det første levende billede i aften. Kender man ikke Uada, så spiller de blackmetal, der ikke er tilbageholdende, når det kommer til de melodiske tendenser.

Inden bandet træder ind på scenen, er den oplyst i dæmpede blå og lilla farver. Der ses forhæng og bannere, der alle viser kosmiske konstellationer af stjernetåger og andre former for celeste-enheder.

Lyset dæmper sig endnu mere, og en form for meditativ ambianceintro starter over højtalerne. De fire bandmedlemmer træder ind på scenen. Med en scenebeklædning, der passende kunne sammenlignes med The Nazgûl fra Ringenes Herre, bærer de store hætter, og er alle iklædt sort.

Der bliver ikke talt til publikum ved indtræden på scenen, og bandet begynder med første nummer, ”Djinn”. Til start er lydbilledet betydeligt sjusket, men efter kort tid bliver det rettet op på, så man virkelig kan høre Uadas melodier.

Lyset bliver projiceret fra bagsiden af scenen, hvilket får bandets medlemmer til at fremstå som silhuetter på scenen. Det passer godt deres selvfremstilling, som er præget af mysticisme.

Meget af musikken foregår med fokus på det instrumentale, hvor vokalen ikke konstant braser forstyrrende ind. Som nævnt, holder Uada sig ikke tilbage, når det kommer til melodi. Mange af numrene svømmer i melodi, hvilket næsten skaber en form for behagelig og beroligende meditativ musik. Jeg tog i hvert fald mig selv i flere gange at stå med lukkede øjne og nyde de super iørefaldende og catchy melodier, Uada skaber, uden at skue for meget op på scenen.

Uadas musik er dog ikke kun melodisk for at være melodisk. Ofte lægger melodien grundlaget for nummeret, og man får stadig oplevelsen af et voldsomt blackmetalnummer, hvor melodien lægger sig betydeligt i undertonernes blide elegance.

Efter omkring en times scenetid takker bandet for, at de måtte spille for os i aften. Jeg står og tænker for mig selv ”Er de allerede færdige?”.

Selvom der ikke var en eneste interaktion fra bandet andet end takken ved slut, føltes showet stadig engageret og livligt, og man stod i hvert fald ikke tilbage som publikum og følte sig snydt for hverken blackmetal eller melodi.

Afsky

Aftenens hovednavn behøves næppe nogen introduktion. Ole Luk, som er bag soloprojektet Afsky, har gentagne gange bevist sin rolle i det danske metalmiljø – hvad end det er pressedækning af det højt anmelderroste album Ofte Jeg Drømmer Mig Død fra 2020 eller fra det tidligere band Solbrud.

To store fakler bliver båret ind på scenen, begge sammensat af to store grene, der får scenedekorationen til at virke som en gammel middelalderlig landsbyudsmykning.

Hvis du ikke har levet under en sten, så ved du nok, at Afsky fornylig har udgivet et nyt album kaldt Om Hundrede År, som vi gav en velfortjent vurdering af 5/5, og vi er så heldige at få lov til at høre nogle af de nye numre live i aften.

Den akustiske intro til åbningsnummeret på pladen, “Stormfulde Hav”, går igang over højtaleren, og bandet træder ind på scenen. Der går dog ikke længe, før den elegante guitarintro bliver opfulgt af Simon Frennings trommer, og Ole Luk udlader et skingert og højlydt skrig, som starter koncerten og hiver alle i publikum ind i Afskys mørke og smukke lydunivers.

Lyden er knivskarp fra start. Guitarerne kan nemt høres i lydbilledet og har sin genkendelige Afsky-lyd med sig. Til denne tour med Uada har Afsky også været nødt til at skaffe sig en ny bassist. Det er blevet Martin Jørgensen – som du måske kender som arrangør af Metal Magic Festival – og han er umiddelbart en god addition til bandet.

Vi får også lov til at høre ”Frosne vind” og ”Tak for alt” fra det nye album, der begge bliver spillet enormt tight og entusiastisk. Simon Frennings dygtige trommer fuldstændiggør passende Simon Skotte og Ole Luks guitarmakkerskab.

Det lyder også som om, at trommerne bliver manuelt indstillet for at passe ordentligt til specifikke passager. Det kan især høres i starten af ”Stemninger” – der lige skal siges, bliver fremført til absolut perfektion – og ”Angst”.

Især nummeret ”Angst” skal påpeges. Det følelsesladede nummer skuffer aldrig live og specielt ikke i aften. De melodier, Ole Luk har formået at komponere til dette nummer, er så melankolske og fungerer eminent godt som lukkenummer live. Jeg hører også to koncertgængere ved siden af mig sige: ”Hvor det er smukt!”,  mens det sidste riff i sangen bliver fremført over Simon Frennings exceptionelle gode trommespil.

Sangen skifter over i stille guitarspil, regn-ambiance og fuglesang, hvorefter bandet takker for i aften og går af scenen. De bliver mødt med et af de største og mest personlige bifald, jeg nogensinde har hørt. Det er næsten en euforisk følelse at stå tilbage med efter sådan en oplevelse. De eneste lyskildet i hele koncertsalen er svagt dæmpede strobelys og de to tændte fakler på scenen. Publikum respekterede også, at showet ikke var færdigt, og lod den præindspillede guitaroutro på 2-3 minutter spille helt færdig, før endnu et kæmpe bifald lød.

Bandet træder ind på scenen endnu en gang og siger, at de gerne vil spille et sidste nummer for os. Publikum jubler højt, og bandet afslutter nu for alvor koncerten med nummeret ”Skær” fra pladen Sorg fra 2018.

Efter nummeret er færdigt, får vi en mere personlig takken fra bandet, og vi som publikum må desværre indse, at vi faktisk er ved vejs ende nu. Jeg stod med ambivalente følelser: jeg vidste ikke, om jeg skulle smile over oplevelsen eller græde over, at det var slut.

Ord har svært ved at beskrive denne koncert og hvordan, musik kan vække visse følelser. Afsky leverede en helt eminent koncert, som ikke vil blive glemt på noget tidspunkt af aftenens gæster, og det var personligt en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har været til.