Anmeldelse af: Afsky – Om Hundrede År. Udgivet 15. marts 2023 via Vendetta Records.
Ole Luk har endnu engang bevist, at han om nogen har en forståelse for, hvad det vil sige at lave black metal
Det her er uden tvivl en af de sværeste anmeldelser, jeg har skullet formulere. I 2018 blev lille Danmark introduceret til en plade og et soloprojekt, der uden tvivl har ændret den danske black metalscene. Med pladen Sorg blev Danmarks mørke afkroge introduceret til Ole Luks soloprojekt, Afsky. Sorg var begyndelsen på en sand række black metal-perler, hvor den seneste tilføjelse er Om Hundrede År.
Om Hundrede År begynder på en velkendt måde: Med en akustisk guitarintro bliver vi med et skrig, der hidkalder alt mørke i sjælen, taget i hånden og ført ind i det fantastiske mørke univers, som Afsky er. Der er inden tvivl om, at når man har med black metal at gøre, så forekommer det, at der er mange skrig, men det skrig vi finder på ”Stormfulde Hav”, som er åbningsnummeret, er et skrig, der på mange måder ligger vejen fast for pladen, som er dyb, mørk og noget helt for sig selv. Man kan roligt sige, at ”Stormfulde Hav” er en meget passende og utrolig fin åbning på en plade, der er noget for sig.
Det er ingen tvivl om, at allerede fra første sang er pladen på rette vej, der kan dog ske det, at pladen mod forventning skulle ændre sig. Sådan er det ikke i dette tilfælde. Både med ”Frosne Vind” og ”Tak for Alt”, forsætter Ole Luk med at holde lytteren fanget, og jo længer ind i pladen, man kommer, jo længere ned bliver man trukket i dybet og mørket.
”Tid”, der er den næstsidste sang på pladen, skiller sig lidt ud i forhold til de andre sange, der er at finde på Om Hundrede År. Det første, man nok vil bide mærke i, er åbningen. Introen minder til forveksling om ”Stormfulde Hav”, der, som nævnt, var den første sang på pladen. Det er dog nogle ’små’-ændringer. Den stille åbning er gået fra en akustisk guitar til, hvordan det ville lyde, hvis man var til hof i victoriansk tid. Dette er på ingen måde noget negativt, for det giver noget helt andet til pladen, men det fungerer virkeligt godt, for det er på en eller anden måde stadigvæk mørkt og dybt. Det er bestemt noget nyt, men som sagt er det noget, der på en eller anden måde virker og understøtter pladen på en rigtig fin måde.
Den kære Ole Luk har jo om nogen en forståelse for at bruge det danske sprog på måder, som vi andre kun kunne drømme om. “Altid Veltilfreds” er et enestående eksempel på dette, men Om Hundrede År, er uden tvivl også en plade, der bare fungerer på den lyriske front. Det med generelt at bruge det danske sprog i black metal er med til at give pladen en anden følelse og er med til at huske på, ay det danske sprog er ganske fint, selv om det bliver skreget igennem. Det er nok noget, Ole Luk ikke går væk fra, og der skal der bestemt ikke lyde nogen klager over, det er virkeligt noget for sig selv og noget, der skriger Afsky.
Om Hundrede År er en plade, der skriger følelser og, nej, ikke på den pladderromantiske måde, men på den måde man føler, når man fuldstændigt kan hengive sig til musikken og nærmest falder ned i den. Det er en plade, der står med en knivskab lyd, og alle instrumenter, alle lag og alle tekster går op i en højere enhed. Det er en plade, der uden tvivl stadigvæk vil fylde på den danske black metal scene Om Hundrede År.
