Anmeldelse af Svartsot: Peregrinus. Udgivelse d. 05.09.25 via Mighty Music
En af Danmarks største folk-metalbands er tilbage.
Gruppen fejrer 20 års jubilæum og med, hvad der er varslet som deres sidste traditionelle skive, fortæller de en saga fra gammel tid med Peregrinus.
Vi har at gøre med et konceptalbum, hvor vi følger en forældreløs ung mand i middelalderen, der gør den forkerte kvinde gravid. Han bliver efterfølgende tvunget ud på korstog, hvor han er vidne til mange rædsler og ondskab. Han vil ikke være en del af vederstyggelighederne, men da staklen vender hjem, bliver han dræbt af en lovløs. Da han ånder ud, indser han at religion, om det er kristendommen eller de vantros guder, alt sammen er løgne og ikke noget værd.
Det er ikke ligefrem en revolutionerende eller nytænkende ide, der bliver præsenteret, men derfor har musikken stadig gode muligheder for at bakke sangene op. For Thor Bager (vokal, mandolin), Hans-Jørgen Martinus Vork Rosenwein (fløjte, sækkepibe, backing vokal), Rune Frisch (trommer, råb), Simon Ranjan Buje (bas, råb), Michael Alm (rytmeguitar, backing vokal) og Cris J.S. Frederiksen (leadguitar, akustisk guitar, ekstra mandolin, råb) er jo særdeles erfarne herrer.
Produktionen af Tue Madsen kan der som sædvanlig ikke sættes en finger på. Når det kommer til musikken så er Svartsot absolut kompetente og jeg kan umiddelbart godt lidt både “Tarditas”, “Communitas” og “Simplicitas”. Hvor vi støder ind i et par problemer er at ingen af sangene rigtig sætter sig fast. Jeg mangler både at folk elementerne kommer mere i fokus så de kan tilføje deres særegne dimension og at metallen er mere mindeværdig.
Jeg kan godt lide Bager og hans brummende growl og små hæse skrig, men det bliver desværre lidt for ensformigt som tiden går. Når der introduceres spoken word, ren sang eller hvisken hjælper det med variationen. Det bliver desværre aldrig helt rigtig godt.
“Libertas” begynder akustisk og stemningsfuldt, men fortaber sig senere i middelmådighed og det er ærgerligt for jeg ved hvor meget bedre sange, musikerne har skrevet før. “Neglentia” er pladens tungeste og når der råbes i kor, hjælper det sangen til at skille sig ud, men meget af kompositionen er stadig anonym.
Det skal være et album, der tager os på en emotionel rejse igennem en blodig historie. Men sjældent mærker jeg de store følelser bagved uretfærdighederne, der synges om. “Spiritualis” leger med en mellemøstelig folk-stemning og det går bedre med at forestille sig fæstningerne og kampene langt borte i tiden.
Men det er alligevel først i “Via Dolorosa”, pladens næstsidste nummer, at vreden og frustrationen skinner igennem, og jeg mærker den trøstesløse skæbne, vi følger i 44 minutter. Her er Svartsot til gengæld stærkest og viser deres store talent. Også på den afsluttende “Silentium” rammer de plet, og den ulyksalige hovedperson fyldt med ar på sjæl og krop giver mig næsten en lille klump i halsen.
Her spiller bandet på alle tangenter, og nummeret tager sig tid til at sætte fokus på roligere stykker og en langt mere divers og interessant kombination af de ideer vi tidligere er blevet introduceret for på Peregrinus.
Så det er ikke et dårligt album, men jeg tvivler alligevel på at jeg vender tilbage til mange af numrene når der skal være runde dans hjemme i stuen.
Peregrinus trackliste:
- Como Poden Per Sas Culpa
- Tarditas
- Communitas
- Simplicitas
- Libertas
- Neglentia
- Spiritualis
- Via Dolorosa
- Silentium
