Anmeldelse af Lionheart: Valley of Death II. Udgivelse d. 9. januar 2026 via Arising Empire.
Når Rob Watson snerrer “Born with my neck in a rope” bliver man hurtigt klar over, at der ikke er tale om et Astrid Lindgren-eventyr.
Drengene fra Lionheart lyder til at have meget på hjerte, men på trods af “in your face”-sangtekster, forstår jeg ikke, hvad de specifikt surmuler over.
Lionhearts niende album, Valley of Death ll, er en efterfølger til deres 2019 album, you guessed it, Valley of Death!
Når bandets Spotify-bio i sin helhed består af sætningen, “Welcome to the west coast”, siger det måske noget om, hvor badass de selv mener, de er. I over 20 år har de nu konstrueret beskidt, gustent arbejderklasse-hardcore! På deres nyeste udgivelser er lyden dog, efter en pudsetur i studiet, knap så beskidt.
Lionhearts lyrik kan kun beskrives som episk – hvis du altså er 13 år gammel og synes Three Days Grace er poetisk verdensklasse! Selvom albummet er pænt kort, formår det alligevel at gentage sig selv.
Hvis du tager et shot, hver gang der bliver råbt “Valley Of Death” eller brugt en hundemetafor, fucking dør du! “Wruff Wruff Motherfucker!”
“No Peace” er blot et af flere numre, hvor Watsons artikulation og levering er “over the top” på den dårlige måde. Ikke engang et grandiost sample kan redde sangen, når han synger “Now listen, I’m not finished”. Det er dog intet i forhold til outroen i “Roll Call”, hvor han lyder som en pissed off Hr. Skæg.
På den instrumentale side er der dog lidt mere at komme efter. Når de ikke har for travlt med at lave monoton baggrundsstøj, producerer guitaristerne Warner og Etzel faktisk nogle hæderligt groovy riffs. Som for eksempel i “Salt the Earth”s breakdown, der med sætningen ”the god you love don’t know your fucking name“ leverer albummets bedste linje. Ironisk nok er samme sang offer for de tørrest mixede trommer jeg nogensinde har hørt. But why???
Albummet indeholder også to features med henholdsvis A Day To Remember og Kublai Khan Tx. På papiret to rigtige gode kombi. Deres deltagelse er dog så anonym, at jeg først opdagede det, da jeg efterfølgende kiggede på tracklisten.
Jeg kan dog alligevel godt se hvorfor Lionheart har sine fans. Deres musik har, på trods af hvor corny jeg finder dem, en mægtiggørende kvalitet til sig. Alt i alt har jeg haft langt kedeligere lytteoplevelser end Valley of Death ll.
Om Lionheart’s tough guy macho-attitude er intentionel komisk, er jeg ikke så sikker på. Men den er i hvert fald underholdende! Om man så griner af, eller med bandet, må man selv bedømme.
