En jævnlig blitzkrieg

Anmeldelse af Sabaton + The Legendary Orchestra d. 9. december 2025, i Royal Arena, Kbh.

Sabaton holdt facaden i Royal Arena, da de teateragtigt sprang og spillede sig rundt i verdenshistoriens begivenheder

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst selv satte et Sabaton-nummer på. Jeg må nok have været omkring de 14-15 år, men den gang kan jeg love dig for, at hvis du havde spurgt mig om min holdning til Sabaton, så havde den været overvejende positiv.

Dengang havde jeg ikke den stærkeste kritiske sans for musik. Nu har jeg set Sabaton i Royal Arena og står tilbage og tænker: og hvad så? Og hvad så, om man kan forholde sig kritisk til det og hatewatche?

Det er jo åbenlyst, at Sabatons præmis ikke er at udfordre lytteren, men at sammensætte et rutinefast, struktureret nummer med pompøse poweromkvæd, catchy melodiske riffs her og dér – og det er tydeligvis også dét, deres succes er bygget op på.

På samme måde, som Slayer, Cannibal Corpse og mange andre har lavet den samme plade hundrede gange efterhånden, så har Sabaton fundet en formular, der virker. Og selvom jeg ikke foretrækker musik, der bliver lavet med denne tilgang, så er det at have et principfast greb om sit eget udtryk alligevel noget, jeg godt kan respektere.

Noget sværere at prissætte er intro-gimmicken, der mest minder om en blanding af Barda og Monty Python med lederskikkelserne Napoleon Bonaparte , Genghis Khan og Julius Caesar, som i et kvarter(!) leger pauseklovne i dialog om, hvem den mest magtfulde leder har været. Det bliver dog afbrudt af tempelriddere, som viser sig at være bandet i forklædning, der får udleveret sværd og instrumenter til åbningsnummeret ‘Templars’.

Den kæmpe hævesænkebro får vist sin nytte her, og efter marchen fra platformen i midten af arenaen til selve scenen skiftes der over i ‘The Last Stand’, som bliver leveret med overraskende overbevisning. Det får så den følgende trilogi af herskernumre, henholdsvis “Hordes of Khan”, “I, Emperor” og “Crossing The Rubicon”, til at falme i pompøsitet.

Underholdningen er nærmest lige så stor en del af showet for Sabaton, som selve musikken er. Scenekonstruktionen er en ridderborg, hvor trommeslagerens platform kan hæve og sænkes, der er stroboskoplys, flammekastere, kanoner, fyrværkeri samt udsmykning til diverse numre om skyttegravskrig og luftangreb. Det er passende, men grænser sig ofte en fjoget unødvendighed.

Selvom Sabaton agerer i den størrelse, de nu engang gør, så må jeg give dem, at det imponerende nok ikke føles som “ endnu en koncert på turnéen, der skulle overstås”. Der er faktisk nærvær til publikum, spontane sidebemærkninger fra scenen og så også lige en særdeles unødvendig kommentar angående et glemt kostumeskifte – men når kostumeskiftene er det eneste umiddelbare, som vanskeliggør flowet af hele koncerten, er det man har fat i nok ikke helt udueligt. “A Tiger Amongst Dragons” gør dog også sit bedste forsøg på at vanskeliggøre flowet. Den passede i hvert fald ikke ind.

Her opstår mit hovedsagelige problem med Sabaton dog. Eftersom min smag har udviklet sig fra da jeg var 14, bliver jeg simpelthen ikke længere tilfredsstillet med Sabatons udgangspunkt længere. Jeg synes ikke, deres seneste album var særlig godt, dog, kan jeg stadig genbesøge deres ældre albums, og værdsætte mange af de samme aspekter, som jeg engang elskede til døde.

Mange af de nye numre føles som ét langt poweromkvæd, der aldrig helt giver den progression af storslåethed, som powermetallen ultimativt kan. Når det konstant føles pompøst, heroisk og episk, mister det nuancen og væsentligheden. Og det er netop dét, jeg synes Sabatons ældre numre gør bedre end de nye. Der er i hvert fald en tydeligere differens mellem vers, bro og omkvæd, så numrenes ambitus ikke føles statisk. Af de ældre numre, der bliver spillet, fungerer både “Night Witches” og “Primo Victoria” godt og får mange i salen til at hoppe og synge med i ivrighed for det gamle materiale.

Med rygdækning fra The Legendary Choir bliver det passende julenummer “Christmas Truce” spillet, som handler om den uofficielle våbenhvile, der fandt sted fra den 24. til 25. december mellem de tyske og britiske tropper under første verdenskrig. Så meget som man kan anvende kritikken om “den evige powerballade” hos Sabaton, så synes jeg faktisk, at netop dette nummer landet meget godt hos publikum.

Produktionen hos Sabaton er professionelt, og bandet gestalter da også passende med til numrene, men når der kommer en helt ny faktor ind i koncertligningen, nemlig teater, bliver det en meget smal linje mellem at være fængende og overflødigt. Den konstante anstrengelse af at skulle forholde sig til, hvilken af de to udfald, man egentlig synes, man er vidne til, er ikke til fordel for Sabaton.

Det runger også hult, når der bliver lukket på det gamle deep-cut “Masters of the World”, som mange virkede til ikke at være med på. Det er i hvert fald en klar kontrast til tidligere højdepunkter, hvor bandet selv markerede, hvor imponerende fremmødet og energien var på sådan en grå, trist og ellers ærgerlig tirsdag aften.

Sabaton endte ikke med at ændre mit musikalske verdenssyn tilbage til hvad 14-årige mig syntes var det fedeste. Det mindede mere om at genbesøge et teenageværelse med plakater, man havde glemt, man engang syntes var fede: lidt kitschet, lidt for meget, men også uforklarligt hyggeligt. For selv når teatralske kostumer kæmper mod pompøse omkvæd om opmærksomheden, så formår Sabaton stadig at levere en oplevelse, der både rammer nostalgien og publikum på den rigtige måde. Og nogle gange er det faktisk rigeligt.

Se galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder