Anmeldelse af KRØYER d. 3. april 2026, Hotel Cecil, København
KRØYER bragte os i et industrielt rave univers og det blev hedt på Hotel Cecil.
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Royal Spaceporn
Da jeg gik ned ad trapperne på Hotel Cecil og spottede et DJ-lignende setup på scenen, kunne jeg gætte mig frem til, at Royal Spaceporn var mere i den elektroniske bane end metal. Jeg havde på en måde ret? Men ja. Jeg har ikke så meget at sige, andet end at jeg var totalt nybegynder og forvirret over det, jeg oplevede under Royal Spaceporns sæt. Hvis jeg skal prøve at forklare det til dig, kære læser, så var det larmende og grotesk støj i hele tyve minutter. Jeg forstår det ikke, men det er ikke ensbetydende med, at det var dårligt. Jeg var bare virkelig oprigtigt forvirret og på en måde også en smule chokeret. Jeg var heller ikke den eneste, der ikke helt vidste, hvordan jeg skulle opføre mig under sættet. En masse metalfolk var jo dukket op og kender nok til KRØYER gennem Vulvatorious. Royal Spaceporn var dog nok lidt for kunstnerisk og spacey for deres smag. Jeg har aldrig set så mange metalfolk se så forvirrede ud, og det var en smule sjovt. Publikum var også en god cocktail med en god blanding af Copenhell- og DAS-segmentet (ref. Natklubben Den Anden Side). Så der var både forvirrede og helt fortryllede ansigter.
Rent musikalsk ved jeg ikke helt, hvad jeg skal sige, for jeg forstod det virkelig ikke. Jeg kan anerkende, at der var et kæmpe teknisk talent inden for elektronisk musik, men jeg har utroligt svært ved at vurdere den tyve minutter lange performance.
KRØYER
Fra den 20 minutter lange “støj”-performance fik Hotel Cecil lov til at vente hele fyrre minutter, før KRØYER indtog scenen. En smule atypisk, når man er vant til, at der maksimalt går tyve minutter mellem support og hovednavn. Men nok om det. Scenen er sat. Backdroppet er lange metalkæder, og jeg bliver transporteret tilbage til Platform på Nikolaj Kunsthal, hvor Ditte Krøyer udstillede sine kunstværker i 2025. Hvis du ikke allerede har læst den, så gør dig selv en tjeneste og læs min reportage om hendes udstilling “hard core”.
Jeg vil også lige pointere, inden jeg går ind i min musikalske anmeldelse, at Ditte Krøyers billedkunst og musikalske universer smelter sammen, og man forstår det hele bedre, når man får indsigt i kunsten og hendes historie. Læs også gerne min anmeldelse af hendes debutplade “TOWERING IRON” for at fordybe dig i hendes fantastiske univers. Pladen var jo også grunden til, at jeg befandt mig denne fredag aften på Hotel Cecil. Der var okay fyldt, men ikke udsolgt. Jeg valgte at stille mig på venstre side af scenen og fandt heldigvis nogle, jeg kendte blandt publikum, som jeg kunne stå sammen med og opleve KRØYER.
Hun træder ind på scenen med en powerful aura til lyden af elektroniske toner. Så er hun her. Publikum er ellevilde og virker klar til at opleve Ditte Krøyer med sit nye soloprojekt. “Kom tættere på! Er I der?” bliver der råbt fra scenen. Folk rykker tættere på og adlyder. Vi kommer allerede fra start ind i et rave-univers, der kun kan blive helt hedt og svedigt. Sangen “Ordinary Girl” kommer på, og min krop bliver ramt af gåsehud. Krøyers vokal består af smertefulde skrig, og jeg bliver helt blæst bagover. Vi hører først fra Krøyer igen, når hun skal introducere en af singlerne fra pladen, “Gas Station”, og hun vil se mere bevægelse. Bevægelse får hun også. Crowdet er en god blanding af moshing og klassiske technomoves. Jeg joinede technoklubbens rækker og drømmede mig væk til de mørke og svedige lokaler på Den Anden Side. Jeg begyndte at få sved på panden, og der var varmt nede på Hotel Cecil.
Krøyer får besøg af sin bror Rasmus, der er feature på “MEIN BRUDER”. Deres performance sammen er stærk, og især under sidste del af sangen, hvor der bliver brugt en telefonsamtale mellem dem. De stod og stirrede intenst på hinanden og ud i publikum. Symbiosen mellem deres vokaler er perfekt med Rasmus’ højttonede harsh vocals og Dittes dybe growls. Der bliver pumpet godt med fists nede fra pitten, og publikum er virkelig betaget af energien fra scenen. Krøyer har godt fat i hele publikum, og folk står slet ikke stille, inklusive mig selv. Der er fuld rave-stemning med strobelys, og vi har nået et punkt på sættet, hvor vi er i den del fra debutpladen, hvor jeg sad med en følelse af at blive transporteret til de mørke og svedige rum på Den Anden Side. Den følelse fra min anmeldelse fik jeg lov til at gennemleve på Hotel Cecil.
Der har været gang i moshpitten længe, og Krøyer hopper ind i pitten og går amok i dans. Og det hele fortsætter gennem resten af koncerten. Energien falmer ikke, hverken fra Krøyer eller publikum.
Der blev rundet af helt fra toppen, og jeg blev nærmest overrasket over, at koncerten var slut. Der kom ikke rigtig en “nu spiller jeg sidste nummer”, men en “tak for i aften”.
Overall en FANTASTISK koncert. Wow, wow, wow. Det er ikke en hemmelighed, at jeg er fan af Krøyer, hvis man har læst min anmeldelse af debutpladen. Hun har bevist, at hun er meget mere end Vulvatorious-Ditte og Hanekam-Ditte. At hun formår at samle to segmenter, der ellers ikke mixes sammen så ofte, er imponerende. Men det er helt forståeligt, når hun blander tung industriel techno med black metal.
Det her er Ditte Krøyer helt inderst inde, og det føles som en ære at blive inviteret ind i hendes helt personlige univers.
Fotos er taget af Joachim Vilholm Vilstrup
