Industri, identitet og intensitet

Men med debutalbummet TOWERING IRON træder Krøyer frem som et soloprojekt, der er langt mere intimt, eksperimenterende og personligt end noget, vi har hørt fra hende før.

En ramme af industrielt mørke

Åbningsnummeret “COVER ITS MOUTH” sætter scenen. Det er ikke tungt på lyrikken, musikken er fortællingen. En rå, industriel lyd med eksperimenterende elementer og en stemme, der bevæger sig fra dybets mørke til skyens spidser. Det er Krøyers soniske erklæring: Velkommen til hendes univers.

Debutsinglen “GAS STATION” følger og slår fast, hvad KRØYER-projektet handler om. Den er elektronisk, symbolsk ladet og velproduceret. I musikvideoen dræber den nye Krøyer sit gamle jeg. Sukkerroerne og Nakskov nævnes. Ophav og kulturarv kan man ikke slippe for, men man kan beslutte sig for, hvad man gør med dem.

Kød og blod

Midten af pladen er, hvor Krøyer blotter sig mest. “ORDINARY GIRL” åbner med råben og en cymbal, der optrapper til kaos, og kaosset kommer. En dunkende bas, flere vokale lag, dybe harsh vocals der overlapper højtråbende skrig. Et industrielt kaos, og jeg mener det som et kompliment. Teksten “There won’t be space for you” er den linje, der sidder længst i kroppen. Om ikke at passe ind. Om at vokse op et sted og føle sig for stor til det.

Så er der “MEIN BRUDER”, albummets absolutte kerne. Her mødes Krøyer og hendes storebror Rasmus i et abstrakt talerum om sympati for den vægt, broderen bærer, og om den indforståethed, der opstår, når man er vokset op i rum af jern og beton. Den tyske titel refererer til den distancerede, men tætte relation, som Lolland historisk har haft til Nordtyskland. Vokalen er en perfekt symbiose af dybe og høje harsh vocals, og det føles intimt på en måde, der næsten er ubehageligt at lytte til. Det er rent. Det er personligt.

“FUCKING HARVEST” skiller sig ud med en mere traditionel harsh vokal og tunge guitarriffs, der dominerer over de elektroniske elementer. Mere metal end techno, og det virker. Jeg savnede dog en vokal, der ramte lidt ekstra under huden.

Fra smerte til rave

Efter “MEIN BRUDER” ændrer albummet karakter. De første fem numre er de mest personlige, man mærker smerten direkte i vokalen. Fra “MIKROPLASTIK” og frem bliver det musikalsk voldsommere. Her er vi i industrial rave metal-territoriet, og jeg sad med en følelse af at blive transporteret til de mørke og svedige rum på Den Anden Side. Fucking fantastisk og jeg ser frem til at opleve det her live og gå helt amok.

“GLASS STORM” bringer den berlinske techno duo Brutalismus 3000 til tankerne. Vi er dybt i techno-territoriet, men Krøyer sætter sit personlige præg med harsh vocals og aspekter fra black metal, herunder skingrende skrig fyldt med lidelse. Genrekendskab kombineret med personlig æstetik.

Albummet slutter med “GRID”, hvor det politiske blik vender udad. Som jeg læser nummeret, er Trump omtalt som “Orange Lies” og Det Hvide Hus som “A white house of flies.” Det er en bevidst kontrastering til resten af pladens meget personlige univers, hvilket undrer mig en smule. Stadig et kæmpe brag at afslutte ens debutplade med “Fuck Ice – Do you disagree”

En debut der blotter alt

Ditte Krøyer inviterer os ind i sit personlige univers, hvor traumer, smerte og ubehag hersker. Om at komme fra et sted, man gerne vil væk fra. Om ophav og kulturarv. Vi kommer under huden på hende, fordi hun lader os, og det er sjældent at en debut er så blotlæggende.

Det er råt. Det er personligt. Og det slår fast, at Ditte Krøyer er meget mere end frontfigur i Vulvatorious.