Anmeldelse af Dead Void, Siderean + Carcinoma: One Day of Death, d. 11.09.24, på Råhuset, Kbh.

Copenhagen Metal Fest nærmede sig med hastige skridt, men inden da skulle jeg en tur på Råhuset.

Foto: Gabriel Rasmussen

Sidste weekend havde taget mig på en rejse til Odense i bagende hede. Nu var jeg hjemme i vante omgivelser og klar til støj i hjertet af København. Regnen har hængt tungt over byen de sidste to dage, og kulden er snigende på vej. Selv “Mr. Shirtless” her fortrød lidt, at jeg havde bar mave inde under min Hexis-hoodie. 

Min sidste One Day of Death havde været på Basement på Vesterbro, og både aftenen og natten var forløbet forrygende. Mon det ville gentage sig? 

Dead Void

Jeg har faktisk fået set Dead Void en del gange i løbet af årene. Sidste oplevelse, jeg havde med death doom-metallerne, var sammen med Chaotian og Strychnos på Stengade i marts 2023. Gruppen har tre demoer bag sig, og yderligere har de udgivet fuldlængdealbummet Volatile Forms (2022). Trekløveret består af D (vokal, bas), A (vokal, trommer) og K (vokal, guitar). De får æren af at åbne aftenen. 

Vi er ikke mange samlet inde på spillestedet ved Onkel Dannys Plads. Men det lader ikke til at påvirke Dead Void, der i rødt lys går i gang med deres døds tunge doom. Dog bemærker jeg med det samme, at de kun er to mand på scenen i aften. D mangler.

Det er langsomt som fandens klove hen ad et kirkegulv, men med et flair for at gøre deres musik sprød og aggressiv så sættes tempoet op flere gange, hvor et par stykker af os må nikke med nakkerne. A på trommer har et klassisk døds-growl, dog skal mikrofonen justeres lidt i forhold til afstanden til sangeren. I starten går hans stemme en smule tabt.

K får lavet nogle gode grimasser ud til de forreste, og med sine intense øjne kommer han fint ud over scenekanten, imens han spiller korte soloer og brøler. Det skal dog siges, at det her stadig er doom og derfor introvert, der er da heller ikke meget bevægelse nede på gulvet, men til denne genre er det dog næsten forventet. 

Det her er aldrig noget, der 100 % sætter ild i mig, men jeg kan sagtens respektere og høre, at det overholder alle rammerne, der kræves for den her slags musik. 

“We are Dead Void and we are a little stripped down tonight,” growler A. Et nummer som “Sadistic Mind” repræsenterer med sin mørke intro, nederdrægtige tema og vildskab alle styrkerne ved Dead Void, Men vi mangler dog hele trioen for at få det fulde billede.

D og A får på trods af det manglende medlem og et sparsomt publikum leveret en udmærket åbningskoncert, der fint matchede vejret udenfor.

Siderean

Hele vejen fra Slovenien kommer andet band. De blev dannet i 2010 og gik en del år under navnet Teleport, men det er altså Siderean der skal optræde for os i aften. Lovro Babic (bas), Darian Kocmur (trommer), Matija Dolinar (guitar), David Kocmur (guitar) og Jan Brisar (vokal) har udgivet to albums, Lost On Void’s Horizon (2021) og Spilling the Astral Chalice fra i år. Atter skal vi ud på afveje i ekstremmetallen. 

Lyden er virkelig god, og alle de mange stykker af musikken fremstår tydelige og klare. Det skal allerede her nævnes, at Siderean kommer bag på flere af os, positivt vel at mærke. For her blandes både speed riffs, melodisk guitar og adskillige rytmer fra trommeslageren til en cocktail, der flere gange føles helt progressiv. Særligt Darian Kocmur krydrer hver sang med mange spændende skift væk fra den overordnede struktur. 

Også Brisar på vokal fortjener et par ord med på vejen. Hans vokal virker til at starte med simpel, men han veksler godt imellem, growl, råb, spoken word og nogle hæse skrig, hvor han af og til når et toneleje, der næsten piber på en dramatisk flot måde.

Ingen af hans stilarter er nødvendigvis de mest ekstreme, jeg har hørt, men tilsammen giver det en flot variation. Guitaren har en klang, der både i vers, omkvæd og i de mere stille reflekterende passager giver én triste associationer til en stemning, der bliver næsten kosmisk depressiv i sit udtryk.

Af og til får man også fornemmelsen af, at man vandrer i en mørk skov uden ende, imens sneen langsomt begraver ens legeme. Det lille keyboard ude i højre hjørne af scenen bruges til stor effekt til at tilføje den sidste dystre atmosfære til bandet. Når det hele samles til et angreb imod os, er det til tider næsten kolossalt i sit udtryk. 

Et andet cool element er, når hele bandet headbanger, og alles ansigter er dækket af deres lange, krøllede hår. Det giver musikerne et simpelt mystisk flair. Der er god bevægelse i Siderean, men ikke meget publikumskontakt, et par korte tak er, hvad det bliver til. Det hører vel lidt med til den her slags bands. 

Desværre tror jeg ikke, at gruppen formår at nå ud til alle med deres mange musikalske idéer, og så lider de desværre lige så meget som Dead Void under, at vi ikke er mange, der er cyklet til Vesterbro i aften. Og flere af dem vælger at observere koncerten siddende på trapperne. 

Dog kogte de en spacy heksebryg sammen, der gjorde mig til fan, og jeg vil meget gerne opleve dem igen, hvor supporten forhåbentlig matcher Sidereans musikalske ambitioner.

Carcinoma 

Fra England kommer D. Couch (trommer), S. Waldron (vokal, bas) og S. Dean (vokal, guitar). Nu er vi tilbage i død. De har kun udgivet ét album, Labascation (2021), siden de blev dannet i 2014. Nu headliner de denne onsdag, lad os se, hvad det kan blive til?

Da musikken begynder, er vi ude i noget mere ligetil death metal, hvad angår instrumenter og vokalerne. Dermed ikke sagt, at det ikke kræver talent at spille det, og nogle steder bliver det næsten tech-agtigt. De stakkels trommer får også tæsk i en sådan grad, at man får helt ondt af dem, imens man står og er imponeret. S. Waldron står for det dybe growl, imens S. Dean leverer skrigene.

Guitar-lyden er tyk, og det hele har et apokalyptisk tight niveau, der holder ens opmærksomhed fanget. På trods af alt, hvad Carcinoma kan, er rummet nu næsten tomt, og det er svært at løfte stemningen. Der snakkes heller ikke til os, der er der, men fokus på at levere voldstoner giver da pote i det store hele.

Det er ikke nødvendigvis noget, jeg skal se igen, men det satte et fint punktum for endnu et godt undergrundsshow med One Day of Death.

Jeg fortsætter med glæde med at besøge disse arrangementer. Støt undergrunden!