Alice Cooper

Forventningerne blev indfriet

-

Anmeldelse af: Vesterbro Rock Fest. Lille VEGA, Kbh. 25. – 26. august 2022. Del 1/2

Forventningerne var sat ret så høje til 2022-udgaven af Vesterbro Rock Fest, men jeg kunne sagtens have sat dem højere og stadig oplevet dem indfriet.

 

Foto: Anders Groos Mikkelsen

 

Jeg har et lidt blødt punkt for Vesterbro Rock Fest, der efterhånden har antaget Copenhell-agtige dimensioner for mit vedkommende, og det siger ikke så lidt.
Som så meget andet var det hunger under corona efter bare at finde LIDT tungt musik live, man kunne komme til, at jeg faldt over dette arrangement.
Men modsat mange andre tilbud, jeg greb til i den tid, som jeg nu, hvor samfundet er åbnet op igen, nok fravælger i fremtiden, så vil Vesterbro Rock Fest være en tilbagevendende begivenhed for mig, hvis de vil have mig – jeg er allerede klar til at dække det næste år, og så må andre aftaler bare tilpasses.

Hvorfor?
Ja, når man ser på, at det er en todagsfestival over en torsdag og fredag denne gang og ikke fra en fredag til en lørdag, som man ellers er vant til (det fuckede med mig resten af weekenden), og det ikke ligefrem var gigantiske navne – omend nogle, der ikke ses så tit i DK – så var det måske ikke dét, som der ville trække mest i denne anmelder i en tid, hvor der i perioden både var/er Næstved Metal Festival og Doomed Stairway på programmet, og man jo også lige skal have en pause.

Men min oplevelse af festivalen sidst har bare givet mig nogle minder for livet og nogle uforglemmelige (koncert)oplevelse, for hvor mange andre kan flyde lidt sammen eller blive glemte, så står den sidste omgang af Vesterbro Rock Fest så tydeligt frem for mig, at der ikke var nogen tvivl om, at samme anmelder her samt fotograf skulle afsted igen.

 

About A Girl

Vi lægger ud i den semi-grungede afdeling med et relativt fint fremmøde sådan en tilfældig torsdag eftermiddag i VEGA.
Angiveligt skulle dette danske foretagende hovedsageligt være et soloprojekt, men i denne dags anledning er de omdannet til en trio.
“Bandets” performance bærer også præg af en lidt singer/songwriter-tilgang til musikken, bare med den lidt mere tunge kant, så bandet kan sætte lidt fut under fødderne på de fremmødte.
Lyden er sådan set i den velplacerede afdeling, som jeg bevæger mig rundt i salen for at lytte, og sådan bliver det også resten af seancen igennem.
Det bliver aldrig decideret rocket eller “farligt”, men mindre kan også gøre det.

 

Jøra the Førtuneteller

Lad dig ikke narre af ø’erne, for det her er faktisk et britisk band, og hvis du har været til Vesterbro Rock Festival før, så ved du også, at det kan forekomme som et musisk udvekslingsprogram mellem De Britiske Øer og Danmark.

Jeg havde faktisk næsten allerede afskrevet den her firbande som et lidt trivielt orkester, men siden de leverede en mere rocket energi end About A Girl, så kom der så sandelig mere gang i festen her.

Og så var det bare en fest, da de spillede et cover “Come Together” af The Beatles.

Derfor måtte jeg slette den tidligere lidt lavere karakter, jeg ellers havde forudbestilt til dem, og sætte den lidt højere, for der var gang i dem fra start til slut.

 

Blue Rose Down.

Stodderblues. Én mand, én guitar og lidt ekstra legetøj. Frontmanden ser ikke ud af meget, men hans vokal er stor (i slaget).
Han kom ind som en erstatning, og han var med sidste år, hvor han lod til at være et hit – og seancen så nu ud til at gentage sig.
Han havde os i vores hule hånd, og stemningen kogte; men så skete der det, der ellers ikke må ske: Lyden forduftede fra guitaren.

Normalt ville det sætte en dæmper i oplevelsen, og folk ville måske trække sig tilbage til baren eller udenfor for at få en pause, men de/vi blev her troligt og ventede på, hvordan det skulle fortsætte.

Selvom det naturligvis gav et knæk i den planlagt performance, så gav den eventuelle indebrændte stædighed også lidt benzin til stodderbålet, så man især kunne mærke ham, da han fik assistance af trommeslageren fra Junkyard Drive på et nummer.

Det gør bestemt ikke mig noget, hvis Blue Rose Down også er med næste år!

 

Artemis

Så skulle vi igen et smut udenbys til Artemis fra Storbritannien, og der var da også noget at leve op til for punkrockerne her.
Men bandet lader ikke til at være ramt af den magtdemonstration af en performance, der var før dem, for de tager teten op med det samme og fortsætter det høje tempo i et lydniveau, der ligger det helt rigtige sted mellem lettere forvrænget og helt tydeligt.

Der må antageligvis være nogle blandt publikum – for ikke at sige en del – som der ikke kendte det her band, men de var med fra start af, for det var trods alt også en opskrift på rock, der var til at sluge; men en god opskrift fornægter sig heller ikke.

 

Junkyard Drive

Kæft, hvor jeg hader dem.
Altså, jeg hader dem, fordi de gør det svært for mig at variere mit sprog over positivtladede superlativer.
Kunne de ikke bare for én gangs skyld have en dårlig performance?
Med al respekt for de andre optrædende denne aften, så var der bare lige det halvandet nøk opad i professionalisme, energi, engagement, spræl på scenen og ikke mindst medrivende sange/hits, som man var klar til at synge med på, inden det første omkvæd var nået hver gang.
Klimaks blev så sandelig nået på en torsdag aften (de skiderikker…).

Ja, jeg gider faktisk ikke sige mere om de her danske drenge, men bare overlade scenen til flotte fotos fra Anders Groos Mikkelsen (og så mødes vi i del to!):

ANTAL STJERNER

About A Girl
Jøra The Førtuneteller
Blue Rose Down
Artemis
Junkyard Drive

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Vesterbro Rock Fest. Lille VEGA, Kbh. 25. - 26. august 2022. Del 1/2 Forventningerne var sat ret så høje til 2022-udgaven af Vesterbro Rock Fest, men jeg kunne sagtens have sat dem højere og stadig oplevet dem indfriet.   Foto: Anders Groos Mikkelsen   Jeg har et...Forventningerne blev indfriet