Alice Cooper

Vesterbro Rock Fest 2021 – del 1

-

Anmeldelse af: Vesterbro Rock Fest 2021. 17.-18. september 2021. Råhuset, Kbh.

Det blev næsten en engelsk invasion på Råhuset til Vesterbro Rock Fest anno 2021, men danskerne kunne også!

 

Foto: Anders Gross Mikkelsen

Vesterbro Rock Fest var nok gået under radaren for de fleste af vores læsere, da der fandt Copenhagen Metal Fest sted i den samme weekend, men det hele kan jo ikke være død og ødelæggelse (eller, det kan det godt, men man skal huske at opleve noget andet), så vi ville også se, hvad Vesterbro Rock Fest kunne diske op med i Råhuset i same bydel i Kbh, som festivalen deler navn med.

Det kan godt være, at arrangementet var mindre metallisk, men rock-nerven var stadig intakt i sådan en forstand, at den sagtens kunne begå sig med sin “modstander”, den skulle slås mod denne weekend.

En reel slåskamp var det nok ikke, for festivalen var udsolgt, og hvis man ser bort fra enkelte optrædender og nogle sange hist og her, så var der ikke meget overlap med denne festival og den, som der foregik ude på Amager.

Men lad os blive på Vesterbro og se, hvad der ville blive serveret denne første dag af Vesterbro Rock Fest 2021:

 

James White

Vi startede i hvert fald langt fra rocken, for engelske James White – der til dagligt spiller i et engelsk country-band – var hentet ind for at optræde som første akt denne festivaldag, hvilket han angiveligt også havde gjort sidste år.

Her er der bare en enkelt mand med sin guitar af den halvakustiske slags og en mikrofon, men trods et fornemt fremmøde til første akt så kunne han sagtens få sine singer/songwriter-evner over scenen til os alle, der blandt andet bød på et Cage the Elephant-cover og hans egen udgave af “Where Did You Sleep Last Night?”

Men humoren og det sande nærvær gjorde bare, at man var med fra start til slut, for det var så underholdende; så på sine egne præmisser var det gennemført, men man kan dårligt kalde det en opvarmning til en rockfestival, for man var kommet for at høre noget tråd.

 

Blue Rose Down

Det skulle der blot en enkelt person til. Men her var der tilsluttet forvrængning til guitaren, og der var placeret en stortromme foran den danske mand, der udgør Blue Rose Down, til at sætte tempoet, og med den hæse stemme, der akkompagnerede hans numre, så blev der lige skruet lidt op for attituden og støjen.

Rock kan man ikke kalde det, og han kalder det da også stodder-blues, og man kan også mærke den vrede attitude, der gerne ville frem, og det var noget, som der virkelig opslugte publikum; og jeg tror ikke, det var fordi, at man lige havde givet den en tak opad på støj-barometeret, men faktisk fordi, at folk elskede det!

Både de hurtige numre – i bluessammenhæng, forstås – og de mere tilbagelænede sange gik rent hjem, så jeg fik mig selv til at tænke, at det her ikke er et enmandsband – det er et enmandsorkester!

Blue Rose Down sejrede virkelig denne aften, og man kan kun håbe, han får en større scene at optræde på i fremtiden, for det fortjener han!

 

Hövring

Så begyndte det at lyde og ligne rock!
Det her var hjemlige Hövring, der for mig er hard rock i den mere afslappede facon uden at gøre så stort postyr af sig, men så længe musikken kan bære det, så er det jo intet problem.

Man kunne også mærke på publikum, at de fik den konstellation, de var kommet efter – selvom Blue Rose Down fik vundet sig nogle nye fans tidligere – og folk kom da også helt op til scenen under Hövrings koncert.

Nu er det nok mere mig, der godt kan lide, at min rock har bid, og her var der mest gummer, så stor fan blev jeg aldrig, men detaljerne i sangene begyndte da at blive mere markante mod slutningen af koncerten, så der var noget interessant at fokusere på.

Men publikum havde en fest, og det er trods alt det vigtigste!

 

The Meffs

Oi, mate! Så var der sateme dømt støjende og politisk punk af den slags, man kun finder i England, og det er da også her, at det to personer store/lille orkester er fra med den lækre accent, man kun kan holde af! En på guitar og vokal, mens den anden decideret tæskede tønder denne aften.

Lydmanden havde måske vænnet sig til, at det var et mere afdæmpet lydunivers, han havde med at gøre tidligere, for nu var guitaren for høj (hvilket også skal ses i kraft af, at bandet ikke har nogen bassist), mens vokalen var alt for lav.

Men festen var sikret, og når man kommer så meget ud i publikum og giver den gas, så bliver det bare medrivende – specielt når man slutter af med en lille fodboldkamp midt i pitten(?)

 

Superloader

Vi slutter af på hjemmebane med danske Superloader, der om nogle har scenetække, erfaringen og den musiske forstand til at skrive nogle ørehængere, så man tror, de aldrig har lavet andet – og måske sigter de da også efter den mere lettilgængelige rockversion generelt.

Selvom de kom lidt sent fra start, så var lyden med det samme rigtig god, også selvom vi under nogle numre havde at gøre med hele tre guitarister på scenen, som der i forvejen var sparsomt plads til.

Jeg synes, at salen havde været mere fyldt tidligere, men det påvirkede ikke danskernes lyst til at afrunde den første festivaldag med en gedigen fest, selvom sangene nogle gange faldt lidt fladt til jorden, når sangskrivningen mere gav stemning af stadion- og AOR-rock end til at nynne med i sådan en stor sal.

 

Det skal blive spændende, om det bliver englænderne eller danskerne, der skal vinde andendagen af Vesterbro Rock Fest, men indtil da kan du nyde et galleri fra Anders Groos Mikkelsen fra festivalens første dag herunder:

 

 

 

ANTAL STJERNER

James White
Blue Rose Down
The Hövring
The Meffs
Superloader

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Vesterbro Rock Fest 2021. 17.-18. september 2021. Råhuset, Kbh. Det blev næsten en engelsk invasion på Råhuset til Vesterbro Rock Fest anno 2021, men danskerne kunne også!   Foto: Anders Gross Mikkelsen Vesterbro Rock Fest var nok gået under radaren for de fleste af vores læsere,...Vesterbro Rock Fest 2021 - del 1