Diva i trekantsområdet

Da Culture Club går på inde i den maks halvfyldte sal i Spektrum i Vejles DGI hus, er det bestemt til megen jubel fra et publikum med en ganske høj gennemsnitsalder. I dag er jeg selv med til at hive dette gennemsnit en god portion ned, hvilket jeg bestemt ikke har noget imod.

Jeg aner ikke, hvad man kan forvente af en Culture Club-koncert. Skal folk danse? Skal folk te sig tosset? Skal folk bare skråle med og klappe i takt? Hvad skal der mon ske? Dette er en af aftenens helt store gåder.

Humøret i salen fejler bestemt ikke noget. Publikum er klar på Culture Club, i hvert fald i starten. Der bliver klappet enormt meget med til musikken, og publikummet til Culture Club viser sig også som en enorm overraskelse: de kan nemlig finde ud af at klappe på de rette taktslag!
Dette er virkelig noget, vi, der hører metal, kan lære noget af, thi vores publikum har en tendens, ja, jeg vil nærmest sige en enormt veludviklet evne (hvis man da kan kalde det for det), til at klappe på 1 og 3 i stedet for 2 og 4. Derfor er det netop også en vaskeægte fornøjelse, når et publikum rent faktisk kan finde ud af.

Bandet spiller her til aften super godt.
Bevares, der er lidt små fejl hist og her, og nogle gange driller teknikken også, så vi får et par enormt høje hyletoner fra PA-anlægget. Særligt imponerer bassisten med sit lækre flow, sin gode måde at fange publikum og specielt det evigt glade smil. Ligeledes spiller både trommeslageren og saxofonisten suverænt, imens de to backing-sangere leverer et kor, som sidder lige i skabet. Faktisk virker det ofte som om at netop korsangerne er en god bid dygtigere end aftenens hovedperson, Boy George, der til tider har svært ved at finde sig helt til rette med sin vokal.
Der er nogle tidspunkter hvor den ikke helt sidder der hvor den burde, og stemmen lyder sporadisk en kende slidt. Ligeledes driller teknikken ham til tider, således at han har svært ved at høre de ting, han gerne vil høre. Heldigvis gør han det dog glimrende det meste af vejen.

Der bliver her til aften også tid til et par covernumre, for eksempel kommer der et glimrende David Bowie-cover og et overraskende godt Yoko Ono-cover. Under sidstnævnte sang virker det endda som om, at bandets energi lever lidt op.

Lyden er egentlig glimrende inde i Spektrum, og en del bedre end hvad man almindeligvis forventer af en idrætshal. Der mangler lidt guitar, leadvokalen ryger nogle gange for langt bagud i mixet, og der er måske en kende for meget bas, men der kan da høres detaljer i det levende sammenspil alligevel. Særligt overraskende for mit vedkommende er det, hvor meget Culture Club egentlig spiller reggae. Indrømmet, har jeg ikke hørt særligt meget Culture Club i mit liv, men det er nu alligevel noget mere reggae-præget end forventet.

Boy George er uden den mindste tvivl en diva, men han virker her til aften også lidt som en lumsk, men alligevel rar, og positiv diva. Der bliver lavet en masse sjov og flabet stage banter. Til tider bliver det dog en kende mere selvfedt end egentlig morsomt, og netop i disse situationer falder diva-genet lidt på gulvet. George kan til tider virke både sympatisk og arrogant på en gang, og det er da imponerende.

Vi får serveret et sjældent nummer imod slutningen af sættet, og også her lyser bandet og særligt Boy George op.
Det er nogle andre sange, bandet gerne vil levere, end de som publikum helst vil have. Til sidst i sættet får vi serveret det, som langt de fleste har ventet på nemlig “Karma Chameleon”.
Desværre leveres den dog ikke helt, som man kunne håbe, og er enormt hurtigt overstået, hvorefter bandet går af.

1 time og 45 minutter kunne det blive til i selskab med divaen Boy George, og det er bestemt en god oplevelse, omend koncerten ikke altid har kørt helt på skinner.
Der er dog stadig masser af glæde at spore til en koncert med Boy George og Culture Club.