Anmeldelse af Ghost. Helviti – Copenhell. Lørdag d. 17. juni 2023.

Der er forskel på en god og fantastisk koncert – det viste Ghost lørdag.

Foto: Tommy Skøtt.

Med “Kaisarion” og “Rats” blev der lagt fra land – både de navnløse Ghouls og Papa (Tobias Forge) spillede godt, og det gjorde de under hele koncerten, det føltes bare aldrig unikt og som noget særligt – der manglede kort sagt nerve. Måske skyldtes det også, at Forge snakkede engelsk til de fremmødte. Nu hvor han er svensk, og vi befinder jo i Danmark, så han kunne snildt have talt på sit modersmål, også selvom det åbenbart ikke er hans stil. Det bemærkede jeg også sidst, da de spillede i København, i november 2019.

I løbet af den time de spillede, nåede Forge at skifte tøj/outfit fem gange (flagermusevinger, mærkelig tophat, pavekjole med hat, blå palietjakke og rød læder-agtig-jakke). Det skabte for mange lange pauser mellem numrene, hvor resten af bandet gik lidt rundt på scenen og ventede på Forge, fremfor at tale til publikum imens, selvom det ikke er deres stil.

Folk stod tætpakket om scenen og helt ned til for foden af bakken, mange sang, surfede, klappede og brugte deres arme på anden vis. Publikum var mere end godt underholdt.

De spillede dog hverken “Twenties”, “Darkness At The Heart Of My Love” eller “Griftwood” fra deres nyeste album, Impera, som efter min mening var de bedste derfra. Vi fik “kun” singlerne fra deres seneste albums, heriblandt “Cirice”, “Year Zero”, “Dance Macabre” og “Hunter’s Moon”. Jeg ved godt at setlisten er optimeret til hits på festivaler, men Forge kunne godt have udfordret publikum lidt mere. Som de selv synger i “From the Pinnacle to the Pit”: “You have the power / You wear the crown / From the pinnacle to the pit / It is a long way down”.

Dette var fjerde gang jeg så Ghost live og uden tvivl den mindst gode.

Betragt hele galleriet af Tommy Skøtt: