LIVLØS “LIVLØS”-EP, selvudgivet, 2016
Debut-EP’en fra det danske band LIVLØS er et bombastisk monster, der forlanger nakkemotion fra begyndelse til slut.
Redaktionen havde fået tilsendt et eksemplar fra drengene i bandet LIVLØS med deres selvbetitlede EP. Sjældent markerer en førsteudgivelse sig på samme måde, som dette tunge foster gør.
Som en lille gratis public service-meddelelse, vil Metal A Day kvittere den sene anmeldelse (pladen udkom i april) ved at anmelde hvert enkelt nummer på skiven for sig.
#1 “Sheets”
Der er ikke så meget pis her! Det soniske angreb lægger fra land med et fængende thrashy riff med underliggende melodi, der leder tankerne hen på en krydsning mellem de to bands Light This City og Neaera. Vi bliver også serveret for nogle lettere Metalcore-elementer fra den bedste skuffe sammen med de melo-døds-agtige fraser, man kender fra førnævnte bands.
#2 “Passenger”
Tååång intro, der beviser den kloge beslutning i at have indspillet hos Jacob Bredahl i hans Dead Rat Studio. Her bliver der nemlig blandet den lettere kliniske tilgang med den smadrede produktion, uden nogle af delene stjæler hele billedet.
Da nummeret sætter tempoet op lidt senere, tipper vi igen til Jacob Bredahl, da nummeret her virker som Hatesphere i deres tidlige dage, hvor nævnte producer engang gjaldede i.
#3 “Hallucinations”
Da intro-riffet sætter i gang, lyder det næsten som noget, man kunne finde på den nyeste Gojira-plade mikset med tempoet og stilfraseringen i Unearth. Senere bliver tempoet sat ned og skivens langsomme(re) stykke bliver indledt – og afrundet med en laber solo på spaden! Hvis man skal fremhæve kun én sang til repræsentere bandets helhed og formåen, er “Hallucinations” et godt bud.
#4 “Decay”
Atter et godt eksempel på den rette produktion og spilleteknik. Rytmesektionen tonser derudaf umiddelbart ukontrollabelt, mens forest uden helt – men så alligevel lidt – at tage fokus er en underspillet melodi-linje i mainriffet på guitaren. Exceptionelt.
Og her bagefter, efter et par gennemlytninger, har man den bedste, men samtidig irriterende følelse af, at man vil have mere! Der er grobund for noget lækkert i sigte og på scenen, når både nakkemusklerne- og hårene bevæger sig!
Bandet mangler bare at træde helt ud af “heltenes” skygge og danne sig deres eget specifikke ståsted, så man kan skelne dem helt. Men den slags oplever man ofte ved nye bands, og jeg titulerer stadig d’herrer med et:
MER’, TAK!
