Anmeldelse af Defecto + support, d. 05.12.25 på Hotel Cecil.
Et polariserende band vendte frygtløst tilbage i KBH.
Foto: Magnus Karms Blichfeldt
Mandagen foregik på Spillestedet Stengade med Nailed To Obscurity. Denne fredag skiftede jeg fra Nørrebro til indre by. Men regionaltoget driller så jeg ankommer lige præcis inden support navnet går på.
Exelerate
Sidst jeg så power thrash metalgruppen var i september på Rust sammen med Crucible. Dengang havde det været en god, lille fest. Ville det gentage sig på Hotel Cecil? Der er meldt få billetter til koncerten, men ikke alle er dukket op endnu. Da bandet går på, er det med den smooth, rene guitarlyd jeg har lært at kende. Stefan Jensen har en virkelig god stemme, der er klassisk high pitch for genren og på guitar sørger han for flere catchy melodier. Hans growl er let og bliver aldrig for brutalt så det ikke passer ind i materialet.
Exelerate skal lige lande og i starten er de ikke så udadvendte som jeg husker dem. Dette ændrer sig heldigvis, og Io Klarstrup (bas) er nede og spille blandt publikum og udstråler den største glæde som han danser rundt på scenen. Han er på knæ sammen med Jensen og hele bandet har en hyggelig kemi der smitter af på mig. Soloerne fra Mads Sørensen er opfindsomme og underholdningsværdien er stor. Røgen skyder op flere steder og vi er ved at ramme den rigtige omgang flabet hævi.
Der skal spilles en farlig sang om død, således får vi “Impending Doom” og senere er det et nummer der handler om groft og beskidt samleje i balladen “Falling In Lust”. Exelerate er ikke uden humor. Gæsterne jubler pænt, men det er ellers ikke den store modtagelse, der bliver kylet imod musikerne. Således er det jo nogle gange at være support band. Det bliver taget med et smil og med replikken “der var kun 1 der gabte”. Sørensen lader de forreste lege med hans guitar, og bandet gør en yderst hæderlig indsats for at skabe en god stemning.
“The Legend of Lightning” får gruppen op på podierne på scenen, og med alt den megen leg på deres strengeinstrumenter er det umuligt ikke at more sig. Det er old school hegn serveret med godt humør og der er flere horn i luften hen imod slutningen. Deres fjollede cover af Hammerfalls “Hearts On Fire”, der er omdøbt til “1000 Bajere”, er fladpandet, men man kan ikke lade være med at smile. Det er dog for meget for mine svenske venner, der går i baren. De holdt vist osse op med at lytte til deres landsmænd efter Legacy of Kings (1998).
Har du lyst til øl, fræsende riffs og metal med et glimt i øjet, så snyd ikke dig selv for de herrer i Exelerate.
Defecto
Dannet i 2010 slog bandet igennem med deres melodiske progressive metal på deres Defecto (2012) EP og i særdeleshed debutalbummet Excluded (2016). Gruppen var på alles læber og det blev til support jobs for Rammstein, Metallica og shows på Copenhell og over hele landet. Særligt Nicklas Sonne (vokal og guitar) var her der og alle vegne i de år hvor han også slog sine folder i Theory, Malrun og med Metallica Jam sammen med Dag Damkjær Jacobsen fra Psy:Code. Defecto var urørlige, men efterfølgende skete der en drastisk vending imellem de efterfølgende skiver Nemesis (2017) og Duality (2020).
Det blev nu mødt med hån hvis man var fan, som undertegnede var og det var jo pludselig slemmere at lytte til Defecto end til Volbeat. Jeg husker tydeligt negativiteten og fandt det dengang som nu helt ude af proportioner. At bandet ville ramme bredt og ønskede at slå igennem med lettere tilgængelig metal er på ingen måde en dødssynd, men fra alle sider af haglede hadet imod firkløveret. Sonne selv fortæller hudløst ærligt i Den Hårde Tone Podcasten fra 2023 om disse voldsomme oplevelser og udsendelsen er absolut et lyt værd.
Der blev stille fra bandets side og imens helligede Sonne sig sit soloalbum, deltog i Melodi Grand Prix + et samarbejde med Jonah Weingarten i symphonic metal duoen Aries Descendant. Således er det først i år at vi har fået et nyt fuldlængde album fra Defecto, Echoes of Isolation. Deres allerbedste i min mening.
Min første koncert med dem var til Prime Is Coming 2017 og siden da til When Copenhell Freezes Over 2017, Danish Demolition Tour 2018 i Lille Vega, Prime Is Giving 2019 i Amager Bio, Store Vega i 2020 og senest til Copenhagen Metal Fest 2021. Nu var det tid til et comeback!
Der er blevet godt proppet og til stor jubel kommer Defecto ind. Anno 2025 består gruppen af Thomas Bartholin (bas, backing vokal), Frederik Duus Møller (guitar, backing vokal) og Morten Gade Sørensen (trommer). Netop denne herre bag gryderne bliver interessant at se i aften. Hans CV er stort og tæller blandt andet arbejde med Pyramaze, Wuthering Heights, Aurora, Nephente og Amaranthe.
Lyden er skruet godt op og alle detaljer i danskernes detaljerede sange stråler. Man kan sige hvad man vil, men Defecto er og bliver vildt talentfulde musikere, intet mindre. “Eternal Descent” fra Echoes of Isolation (2025) repræsenterer noget af det mest fokuserede progressive, de har skrevet. Det er også tydeligt at mærke på gæsterne, at gruppen har været savnet. Der headbanges flere steder, specielt af denne anmelder, og man må blot stirre med åben mund på de imponerende tekniske soloer, der flænser luften på Hotel Cecil fra Møller.
Sonne er i sit livs form med en stemme der har episk flair ligesom hans solide growl sidder i skabet og der er fart over feltet i “The Shape of Things To Come” fra deres Worlds Collide (2022) EP. “Vi spiller pop, vi spiller heavy, vi spiller lige hvad vi fucking har lyst til og det her er en af de sange folk hader” siger Sonne og således får vi den iørefaldende “Savage” fra Nemesis (2017). Det er helt klart den mere rockede side af Defecto, men man skal sgu heller ikke tage det så seriøst hele tiden og jeg synger med det bedste jeg kan. Sørensen giver ekstra koncentreret kraft bag trommerne og er en meget velkommen tilføjelse.
Alle 4 musikere har en aura af at de har savnet at spille live og deres optræden bærer stort præg af deres lyst til at slå taget af spillestedet. Til “Condemned” fra Duality (2020) er der blå lasere ud i lokalet og røgsøjlerne giver en ekstra arena-vibe til de monumentale riffs og svulmende omkvæd. Der klappes af os alle i takt og måske er der ikke moshpits herinde, men alle smilene og hænderne i vejret viser tydeligt, at folk stadig nyder hele optrinnet. Tempoet sættes ned i balladen “Don’t Say Goodbye”, inden vi skal til en af mine favoritter fra den nye plade, nemlig “Heart On Fire”. Sangen er i høj grad pompøs, men nøj, hvor er jeg tosset med det. På pladen gæsten sangen af ingen ringere end Stig Rossen. Det afsløres at der også kommer en musikvideo til nummeret. Ja, så går man jo og glæder sig til det. Der er desværre knas med teknikken på den ene guitar hele 3 gange og det kvæler flowet i koncerten. Defecto samler både metalfans, men også folk udefra hvor de er deres indgangsvinkel til den hårde genre. Med den tonstunge “Endlessly Falling”, den speede “Aftermath” + den 9,48 minutter lange komplekse “Echoes of Isolation” er hærdede som nye heavy metalfans i sikre hænder. Keyboardet i sidstnævnte soniske saga og den rolige start sætter tonen for Defectos mest ambitiøse værk nogensinde.
Bandet går af scenen, men vi skal ikke snydes for lidt flere godter. Taknemmeligheden er tydelig fra kunstnerne og til et kæmpe bifald kommer den aggressive “Ball of Hatred” og naturligvis lukker “Excluded”. En sand hitparade hvor jeg alligevel savnede “Rise”, men man kan jo ikke få alt man peger på og vi fik så rigeligt.
Defecto er tilbage i rampelyset, og hvis fredagen på Hotel Cecil er nogen indikation, så er der et endnu større publikum til dem end før. Jeg glæder mig til et gensyn til Copenhell 2026 på Refshaleøen og til Mædlfest 2026 i Ringsted. Velkommen tilbage!
Aftenens galleri kommer fra fotograf Magnus Karms Blichfeldt:
