Anmeldelse af Nailed To Obscurity + support, d. 01.12.25 på Spillestedet Stengade
Der moshes ikke. Hver især lukker vi i stedet øjnene og fordyber os i de mange detaljer hvert eneste nummer præsenterer for os i et dramatisk uimodståeligt virvar.
Foto: Gabriel Rasmussen
Det er december og det er den sidste koncert på Stengade i 2025. Et år der for mig har budt på mange oplevelser inden for disse vægge som Coven, Fate Gear, The Browning og Rezn samt Author & Punisher. Så at afslutte denne cyklus sker på en meget passende måde, når man ser på line-uppet. I aften indeholder en bunke bands, som jeg ikke har det store kendskab til. For at tage til koncert her er ofte ensbetydende med at tage en chance med de unikke bookinger man bliver forkælet med. En lille togforsinkelse gør, at jeg lige præcis kommer ind, da det første show begynder.
Oak, Ash & Thorn
Fra Amerika kommer Cierra White (trommer), Adam Armstrong (vokal), Erik Hoffman (bas), Jason Harding (guitar) og Kadin Wisniewski (guitar). Gruppen har været aktiv siden 2013 har udgivet 2 fuldlængde album.
Musikken er melodisk og har et snert af melodic death metal over sig og så er der også en stemning af pagan/folk der sammen med soloerne og den lidt episke stemning i “Dying Culture”, “Like the Sea I Raged” og “Auras” fra Our Grief Is Thus (2024) minder mig om Amorphis. Armstrong growler hæst med lidt black metal raspen og hans rene stemme med en smule vibrato sørger for de mere pompøse momenter. Harding og Wisniewski har et flot guitarsamarbejde og headbanger med deres vokalist, imens de spiller flere flotte harmoniske riffs.
Vi er desværre ikke mange denne mandag, men det går ikke Oak, Ash & Thorn på, og de spiller med indlevelse oplyst af røde, gule, grønne og lilla farver. Jeg mærker en smule progressive metal, men uden at det bliver alt for teknisk. Lyden kan forekomme en smule rodet og der er helt sikkert flere detaljer gemt i materialet, jeg bare ikke kan komme til at høre denne aften.
Uagtet dette så var det et godt første møde og jeg kan slet ikke afvise at jeg kommer til at opsøge det her band en anden gang. Slet ikke en skidt start, og som min kæreste tilsluttede sig selskabet, var jeg omgivet af de bedste mennesker. Julestemningen skal man finde omgivet af sine kære og med live heavy metal.
Yoth Iria
Hele vejen fra Grækenland skal vi finde næste soniske indslag. Siden 2019 har Jim Mutilator (bas), Vasilis Stavrianidis (trommer), Niklas Perlepe (guitar), Naberius (guitar) og He (vokal) gjort sig i black metal. Hvad dette ellers indebærer, glæder jeg mig til at finde ud af. Der afspilles noget flot sirenesang ud af højtalerne og He kommer ud med en halskæde i hænderne og lader symbolet hænge over os som en velsignelse. I corpsepaint sætter han sig ned på scenen og messer og påkalder unavngivne ting. Det her begynder i hvert fald interessant.
Da resten af Yoth Iria slutter sig til ham, er der meget der skal holdes styr på. Mutilator på bas har en solid plads i mikset og hans rytmesans tilføjer mange flotte og groovede detaljer til musikken. Guitarerne fra Perlepe og Naberius er utroligt smukke og de mange fantasifulde melodier flettes ind i hinanden i et netværk af medrivende åbenbaringer. Sangene er som en blanding af Rotting Christ og Harakiri For the Sky. Det skal siges at det er 2 meget positive bands at blive sammenlignet med i min bog.
He er et kapitel for sig selv. Hans stemme er ret simpel lige ud af landevejen korte black metal-skrig. Hans optræden er dér, hvor han for alvor løfter bandet. For sjældent har jeg set en vokalist, der har så svært ved at stå stille. Han hopper og kaster sig rundt på scenen og er tit helt oppe i ansigtet på de forreste og er flere rundture ude på gulvet blandt publikum. Han sidder på knæ, smider sig ned på ryggen og hans ustyrlige energi skaber en god uforudsigelighed i koncerten.
Da han lader sig falde ned i armene på denne anmelder, der ikke ved om han skal bære ham lidt over gulvet eller ligge ham forsigtigt ned, er det til stor glædelig morskab for alle og min kæreste fortryder stadig at hun ikke filmede mit ansigtsudtryk. Ja, sådan får man corpsepaint på begge arme og på sin Nick Cave & the Bad Seeds tour t-shirt.
De konstante forsøg på “HEY”-råb kunne måske godt skrues lidt ned og He tror fejlagtigt at han er i Holland. Men sangeren er en frontmand, der er svær at glemme. Han giver anerkendende klem på vores skuldre/arme og “Blazing Inferno”, “But Fear Not”, “In the Tongue of Birds”, “Rites of Blood and Ice” og “We Call Upon the Elements” fra Blazing Inferno (2024) hiver store bifald ud af gæsterne. Vi har ikke proppet lokalet, men Yoth Iria gør det ikke desto mindre til en stor oplevelse at være med i aften. Bassen forsvinder desværre kort, men der rettes op på det.
Vi får også et sejt cover af Rotting Christs “Non Serviam”. Min research viser da også senere at Mutilator plejede at spille med dem, så lærte man det. Med “Sid Ed Djinn” fra Under His Sway (2020) EP sørger grækerne for at jeg blev mindet om præcis hvorfor det er så fedt at tage til shows med kunstnere jeg ikke kender. Man kan nemlig blive mere end positivt overrasket. Jeg er fan!
Nailed To Obscurity
Det er fjerde dag med koncerter. I fredags stod jeg i Amager Bio til Killswitch Engage, om lørdagen optrådte jeg selv i Aalborg på 100Fryd og i går spillede VOLA i DR Koncerthuset. Jeg har gået igennem en 4 måneder lang periode med stress og at kunne have energien til at genoptage de vigtigste ting i mit liv er meget livsbekræftende. Et gensyn med Volker Dieken (guitar), Jan-Ole Lamberti (guitar), Jann Hillrichs (trommer), Raimund Ennenga (vokal) og Lutz Neeman (bas) skal vise sig at være yderligere terapi for mig.
Til at starte med er jeg usikker på hvordan det vil gå for i Amager Bio i 2022 sammen med Dark Tranquillity, Amorphis og Eluveitie efterlod tyskerne ikke noget særligt indtryk hos mig. Jeg er heldigvis stor tilhænger af at musik skal have flere chancer, så jeg finder mig godt til rette. Vi er spredt ud på gulvet da bandet kommer ind og spiller “Glass Bleeding” fra Generation Void (2025) og “Feardom” fra Black Frost (2019). Det kan det undre mig gevaldigt at jeg var upåvirket i 2022.
For hold nu op, hvor er der utallige melankolske fascinerende melodier i hver eneste sang. Det er eksplosivt på en tænksom og dragende måde og deres melodic doom med death metal-inspirationer efterlader mig med en lille klump i halsen. Der skal dog skrues en del mere op for Ennengas stemme. Hans vokal rettes til som koncerten skrider frem og det er skønt bedre at kunne høre hans store brøl og blide dybe rene stemme, der kan minde mig om Mikko Kotamäki fra Swallow the Sun. Men helt perfekt bliver han aldrig i lydmikset.
“Overcast”, “Generation Void”, “Spirit Corrosion” og “Uncage My Sanity” rummer stille stunder, brillante, fremragende soloer og medrivende tunge stykker jeg må headbange med på så godt jeg kan. Den introverte og sørgelige del af deres medrivende univers taler til min følsomme side og jeg er opslugt i de drømmende grå golde landskaber og tomme bygninger der toner frem i min bevidsthed til “Resonance”, “Liquid Morning” og “The Ides of Life”.
Bag ved bandet er der opsat flere lys stænger, der blinkende giver en følelse af noget større. Det er gruppens første gang som headliner og jeg er helt sikker på at flere af os vil huske på denne Generation of the Void Europe Tour 2025 som noget helt specielt. Vi er de få, der har valgt rigtigt ved at møde op.
Som i en trance rykker jeg helt foran scenen og min luftguitar og nakke kommer på overarbejde. Jeg var aldeles uforberedt på at jeg ville blive så rørt til “Echo Attempt”, “Deadening” og “Road To Perdition”. Det er en lang serenade af dystre emotionelle vanskeligheder, der får anerkendende liv af Nailed To Obscurity. Jeg vender tilbage på arbejde imorgen på deltid og jeg tror ikke at jeg kunne få mere mod på dette end via en så spektakulær storm af musik. Tak til de 3 bands og tak til Stengade for i år, vi ses i 2026!
