Cradle of Filth, Suffocation og Mélancholia. 25.11.25 Amager Bio, Kbh.
På en kold tirsdag drog jeg fra Hedehusene til København.
For der var atter booket en spændende international metal-pakke til hovedstaden. Det er som et overflødighedshorn de her dage. Der bliver afholdt og annonceret shows til højre og venstre. Lige det kan også have sine vanskeligheder, da vi måske bliver for vant til, at de store navne kommer på besøg.
Således var der ret tomt i Amager Bio til første band. Balkonen var da også lukket i dagens anledning. Jeg havde kæmpet med lidt halsbetændelse, så min Demon Hunter-longsleeve ryger ikke af i aften. Halvsløj fandt jeg helt frem til hegnet.
Mélancholia
Australien har en stor metalscene, og vi skal være i selskab med et af de nyere skud på stammen. Mason Page (trommer), Joshua Taafe (guitar), Billy Morris (guitar), Alex Hill (vokal) og Toby Thomas kommer ind i sort body paint og hvidt tøj. Særligt Hill med sin pelsjakke ligner en forskruet alfons fra en Tim Burton-film på crack med sine kontaktlinser.
Hans stemme er der ikke tændt for i starten, men der bliver heldigvis skruet op, og han har, skal det vise sig, en divers og god vokal. Fra imponerende high pitch-skrig, der minder mig om Narrenschiff fra hedengangne Illnath til pig squels, vilde fry screams samt dyb growl. Den mand kan sgu det hele, det må man give ham.
Bandet gør, hvad de kan, for at få gang i de sparsomme gæster og bliver ved på trods af den minimale respons og en opfordring til wall of death/stor pit, der ender i et pinligt tomt gulv, hvor ingen er i humør til at hoppe rundt endnu. Nej, problemet ligger i langt højere grad i deres materiale. Deres deathcore med nu metal-inspirationer og lidt elektronisk dressing er en formular, der på ingen måde fanger mig. Nu metal har fået en revival de sidste par år, der bestemt giver den udskældte genre tiltrængt oprejsning, men her gør den ikke meget godt for et mindeværdigt indblik i, hvem bandet er.
Det føles som om, man har taget en bunke klicheer og smidt dem sammen, fordi denne kombination er populær lige nu uden at tilføje sit eget præg. Når der hviskes og synges rent, går det lige an, men det bliver også lidt for klynkende uden at være lidende på den rigtig seje måde.
Her og der rammes der noget mere catchy i numre som “SPIT!”, “Picking Scabs”. Men “All Is Rust”, “icanseethroughtheholesinmyhands”, “Lithia” og “random.access.misey” fremstår anonyme. Goth-depressionen, der gennemsyrer sangene, giver til gengæld et glimt af, at Mélancolia ikke er et band, jeg helt vil afskrive endnu. Der er mere potentiale i sangene, end de udnytter. Så måske en anden gang vil deres klinisk vrede-core lande bedre. I denne omgang var jeg desværre ikke helt solgt.
Suffocation
New Yorker-bandet må anses for en institution i Death Metal, intet mindre. Siden 1988 har gruppen sat et stort bloddryppende aftryk, der har inspireret generationer af musikere siden debutalbummet, Effigy of the Forgotten (1991). Jeg har forsømt dette legendariske orkester i årevis. Således var min første koncert med dem på dette års Brutal Assault, og jeg var vist mere koncentreret om at fjolle rundt end rigtig at lytte efter. Det må der gøres noget ved nu.
Anno 2025 er det Terrance Hobbs (lead guitar), Derek Boyer (bas), Charlie Errigo (rytmeguitar), Eric Morotti (trommer) og Ricky Myers (vokal), der skal ryste salen, vi står i. Tyngden bliver ikke et problem, for Suffocation spiller med en sådan volume, at gulvet ryster i “Catatonia” fra Human Waste- (1991) EP, “Seraphin Enslavement” fra Hymns From the Apocrypha (2023) og klassikeren “Pierced From Within” fra Pierced From Within (1995). Det er brutalt som bare fanden, og teknisk er det helt i top. Havde man forventet andet?
Soloerne bliver liret af foran os med legende lethed, og når der graves helt ned i de groovede slam-elementer, som gruppen har opfundet, så er det en fryd at overvære. Alex Hill gæster, og det er en fed kombination som to generationer af ekstremmetal, der spytter foragt ud side om side. Amerikanerne er sympatiske, som dagen er lang, i snakkepauserne, og man hygger sig, inden der bliver opildnet til kamp.
Det er efterhånden noget tid siden, at Myers overtog vokalen fra Frank Mullen, og hans dybe growl passer perfekt til bandet. Med så meget erfaring i bagagen lykkedes det Suffocation at starte aftenens eneste circlepit. Dog melder flere deltagere sig ud, da der bliver bedt om at løbe rundt for fjerde gang. Det er stadig tirsdag. Selvom der ikke er den mest halsbrækkende aktivitet fra gæsterne, så er det svært at ignorere, hvor meget tryk der er på “Perpetual Deception”, “Funeral Inception” og “Liege of Inveracity”. Flere og flere nakker er på overarbejde, og jeg selv kan heller ikke dy mig til den afsluttende “Infection the Crypts” fra den første skive.
Det er svært at være utilfreds med et så solidt indslag som Suffocation, og selvom jeg er sikker på, at en mere fyldt sal i Pumpehuset eller Lille VEGA havde presset mere saft og sved ud af fansene, så er det en fryd, når nogle af genrens gudfædre viser, at de i den grad stadig er i live.
Cradle of Filth
Siden dannelsen i 1991 har englænderne udgivet intet mindre end 14 albums + de løse EP’er og liveskiver. Med et udgangspunkt i black metal har bandet flettet flere symfoniske og gotiske sider ind i musikken og har på den måde skabt en lyd, der er helt deres egen, ført an af vokalist, bandboss og eneste originale medlem, Danni Filth.
Netop det store antal af musikere, der har været inde og ude af Cradle of Filth, er lidt af en stående joke i metalmiljøet. For nylig fik denne spøg atter ben at gå på, da vokalist/keyboardspiller, Zoe Marie Federoff, og hendes mand, guitarist Marek “Ashok” Smerda, forlod bandet under den sydamerikanske tour.
Det resulterede i mudderkastning i medierne fra begge sider, og hovedpinen blev ikke bedre af, at tidligere medlemmer Paul Allender, Richard Shaw, Lindsay Schoolcraft og model Sasha Baxter er gået sammen med parret om at sagsøge Cradle of Filths mangement og derigennem Danni Filth selv. Hvor alt dette ender, må tiden vise, men gruppen har om ikke andet fundet vej til Amager Bio på deres Splintered In Winter–tour.
Jeg blev introduceret til bandet via Nymphetamine (2004), og de efterfølgende Thornography (2006) og Godspeed On the Devil’s Thunder (2008) er perler i mine formative år som metalfan. I Store VEGA i 2008 så jeg Cradle of Filth til en af mine allerførste koncerter sammen med Septicflesh, Moonspell og Gorgoroth på The Darkest Tour Filth Fest. Jeg kan nu lukke dette personlige kapitel, da jeg efter i aften har anmeldt alle bands fra dengang på henholdsvis Næstved Metal Festival, i Pumpehuset og på Gimle.
På Wacken 2012 fangede jeg Cradle of Filth igen, men siden da har jeg misset dem konsekvent. Så det skal der rådes bod på nu. Gad vide om mit ungdomsband stadig har det i sig?
I hver side tårner store sorte skeletter frem, og foran keyboardpulten og trommesættet er der hegn som metal ved en kirkegård, omslynget af planter. Som bandet kommer ind på scenen, er forsangeren flankeret af Martin “Marthus” Skaroupka (trommer), Daniel Firth (bas) og Donny Burbage (guitar) i fuld corpsepaint og kulsorte kostumer. Som nuværende tour-medlemmer er der Jirí Háb (guitar) og Kelsey Peters (vokal, keyboard). Et kæmpe banner med dæmonen fra det nye album hænger bagved.
Der er meget at holde styr på i lydbilledet hos Cradle of Filth, og allerede i “To Live Deliciously” og “Demagoguery” fra Screaming of the Valkyries (2025) skal lydmanden på prøve. Det lykkedes heldigvis, selvom Peters vokal kunne bruge en mere konsistent plads i aften. Hendes stemmer fader ind og ud. Det er to stærke sange, der viser, at på plade har Cradle of Filth siden Hammer of the Witches (2015) haft en ret stærk diskografi.
Danni skal lige have stemmen i gang, men jeg synes slet ikke, det står så slemt til, som jeg har fået at vide. Bevares, man kan jo ikke forvente det helt sublime efter årevis på landevejen og i studiet, men hr filth klarer det sgu fint.
Han speed growl samt hans signatur high pitch skrig er intakte på “Nocturnal Supremacy” fra V Empire of Dark Faerytales In Phallustein (1996) og klassikeren “The Principle of Evil Made Flesh” fra The Principle of Evil Made Flesh (1994). “Tonight we are playing songs from one album only, the best of Cradle of Filth,” siges der med tør humor. Skaroupka skal have særlig ros for sit solide arbejde for at sætte rytmen som en hammer, der slår som i Jesus’ hænder.
De mange flotte melodier, bandet har skrevet gennem tiden, fremstår både lokkende, smukke og skumle som Lilith i helvede. Hviskende og hvæsende tager Danni og hans lædervampyrer os igennem en sætliste, hvor den hurtige “How Many Tears To Nurture A Rose” fra Existence Is Futile (2021) og den melodiske klassiker “Nymphetamine Fix” + “White Hellbore” viser, hvor catchy sange de har i deres mange knoglekister. Som bizarre forbudte fantasier fremkalder Cradle of Filth en fascination, der årtier inde i deres karriere stadig er intakt. Det er et teater, hvor der måske ikke moshes, men man kan ej heller tage øjnene væk fra det yderst velspillende og oplagte band. Flere generationer er vokset op med dette nervepirrende orkester, og at se opbakningen til de mange genfærd på scenen er skønt.
Når forsangeren beder om larm, får han det, for når “Funeral Carpathia”, “Death Magick For Adeps” og “Her Ghost In The Fog” leveres så gennemført, er det svært at modstå gruppens mørke tiltrækningskraft. Temaer som okkulte gys, erotiske tragedier og historiske monstre leveres med lidenskab fra graven af englænderne, og det er betryggende at finde ud af, at Cradle of Filth stadig er særdeles relevante i 2025. Det store bifald, da der siges farvel, vidner om, at jeg ikke er alene i denne bedømmelse.
Se vores galleri fra aftenen af fotograf Joachim Vilholm Vilstrup herunder:
Melancolia
Suffocation
Cradle of Filth:
