Alice Cooper

Heftige, (u)hyggelige hedninge

-

Anmeldelse af: Amon Amarth – The Great Heathen Army. Release d. 5. august 2022 via Metal Blade Records. 

Svenske Amon Amarth har været bannerfører for “vikingemetal” i over et årti – men kan de stadig bringe nyt til den over 1000 år gamle nordiske mytologi? Svaret er: “tja”…

 

The Great Heathen Army (TGHA) er Amon Amarths 12. studiealbum siden debuten, Once Sent from the Golden Hall, fra 1998. Med “Great” menes der storslåede, men den er mere hårdtslående. 

Jeg lærte Amon Amarth at kende med albummet Twilight of the Thunder God (2008) og hittet “Guardians of Asgaard”, men glemte dem lidt efter jeg desværre missede dem på Roskilde Festival 2009. Med Jomsviking genopdagede jeg dem på Copenhell i 2016, men jeg er aldrig blevet fuldblodsfan, fordi jeg synes, at det er lidt fjollet med deres vikingetema i tekster og med rollespillende vikingestatister på scenen under koncerterne – lidt ligesom Sabatons evige krigstema. Det er lidt paradoksalt, fordi forsangeren, Johan Heggs, vokal er meget dyster og seriøs ligesom Adam Nergal Darski fra Behemoth, og i modsætning til Joacim Cans fra Hammerfall og Joakim Brodén fra Sabaton, der næsten lyder lallede, når de synger deres powermetal.

Geden er et yndet symbolsk dyr at bruge i metal, men Amon Amarth tager geden til “nye græsmarker”: “Heidrun” handler om geden Heiðrún, der bor på taget af Valhal og giver bl.a. mælk til aserne og de afdøde krigere fra Midgård. Dét er Amon Amarths styrke: historiske og mytologiske fortællinger i sangene. Jeg tror, at denne sang bliver et hit live, hvor publikum kan synge/skråle med på: “Who’s the goat? / Who’s the goat? / Heidrun! / Heidrun!”

På “Saxons and Vikings” har de en gæstesolist med ombord på vikingeskibet: Biff Byford fra NWOBHM-bandet Saxon. Han giver en fin variation til Heggs dybe stemme og de øvrige sange. 

Singlen “Put Your Back Into The Oar” fra februar 2022 er desværre ikke med på albummet, hvilket virker lidt mærkeligt, nu hvor der også blev lavet musikvideo til den. Men det er også et modigt valg – lidt ligesom da Slipknot ikke inkluderede “All Out Life” (fra 2018) på We Are Not Your Kind (fra 2019).

Nogle gange lyder instrumentale passager som Metallicas to første albums, Kill ‘Em All (1983) og Ride The Lightning (1984), men den “rustne” stemme afslører, at det ikke er James Hetfield bag mikrofonen, men Johan Hegg. Hvis man synes, at Hetfields stemme er for pæn og kedelig, så er det jo heldigt. Dog har Amon Amarth samme tendenser som netop Metallica og også Machine Head, bl.a.: at mange af deres sange lyder ens (hvis man ikke har det store kendskab til dem). Det er lidt uheldigt, specielt fordi Amon Amarth tager på tour sammen med Machine Head i september og oktober. Det lover ikke godt – men den tid, den sorg. 

At sammenligne den nye, TGHA, med samtlige 11 albums ville være noget nær mission impossible, så jeg forholder mig til den i forhold til deres seneste, Jomsviking (2016) og Berserker (2019). 

Amon Amarth og TGHA er god træningsmusik – det har en fast, hurtig rytme, som er god at løbe til lidt ligesom bl.a. Rammstein, Bersærk og Trivium. Umiddelbart er der dog ikke lige så catchy numre her som “First Kill”, “The Way Of Vikings”, “At Dawn’s First Light” fra Jomsviking samt “Crack The Sky” fra Berserker, men der er ingen deciderede dårlige numre; tempoet er heftigt, og teksterne er lige dele hyggelige og uhyggelige for (historie)nørden. Nogle gange kræver vokalen dog, at man læser sangteksterne ved siden af, at man hører dem, hvis man skal være sikker på, hvad der bliver sunget. Men hvis man ikke har brug for det, men godt kan dekryptere/abstrahere fra den dybe stemme, så er det bare på med hørebøfferne og cykle afsted.

Jeg ville egentlig give The Great Heathen Army og Amon Amarth 3,5 stjerner, men jeg vil meget nødvendigt give halve stjerner, så jeg runder ned til 3. Berserker ville jeg give 3 og Jomsviking 4 stjerner. Jeg savner mere variation, nerve og charme, som man får på “Saxons and Vikings”. Til sammenligning har metalcorebandet Chaosbays nye album, 2222, for meget nerve og er for lidt heftig. Hvis de begge kunne finde en gylden middelvej, ville det blive rigtig godt. 

 

The Great Heathen Army trackliste:

  1. Get in the Ring 
  2. The Great Heathen Army 
  3. Heidrun 
  4. Oden Owns You All 
  5. Find a Way or Make One 
  6. Dawn of Norsemen 
  7. Saxons and Vikings (feat. Biff Byford) 
  8. Skagul Rides with Me 
  9. The Serpent’s Trail
Mads Pristed
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

ANTAL STJERNER

Amon Amarth - The Great Heathen Army

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Amon Amarth - The Great Heathen Army. Release d. 5. august 2022 via Metal Blade Records.  Svenske Amon Amarth har været bannerfører for “vikingemetal” i over et årti - men kan de stadig bringe nyt til den over 1000 år gamle nordiske mytologi?...Heftige, (u)hyggelige hedninge