Anmeldelse af Mother of All – Global Parasitic Leviathan, selvudgivet d. 12/04-2024.

Er man til progressiv og teknisk thrash tilsat en sjat dødsmetal, så er Mother of Alls nyeste skæring noget, man skal holde øje med.

Det Martin Haumann-ledet projekt Mother of All er et, jeg har haft stiftet bekendtskab med ad flere omgange live. Jeg husker det som værende ret inspireret af Chuck Schuldiners Death, også selvom Metal Archives såvel som gruppens pressemateriale sætter musikken i bås med den melodiske dødsmetal. Til trods for at Haumann formentlig stadig er ”boss” i bandet, så har han formået at samle sig et reelt lineup til denne udgivelse, og det er tydeligvis en flok dygtige musikanter, som er hoppet med på den progressive vogn og højoktante vogn.

Der går ikke mange sekunder på bandets seneste udgivelse, før man indser, at vi nok i dag nærmere er ovre i progressiv og teknisk thrash metal af den slags med utroligt meget pondus, konstant udvikling, brølende vokal og effektiv og velspillet soli.
Selvfølgelig er der stadig klare melodiske dødsmetalelementer igennem albummet, som det f.eks. kan høres i outroen til det glimrende afslutningsnummer, “Pillars”, men dette lader ikke til at være det musikalske fokus. Generelt benyttes den melodiske dødsmetal oftest i langsommere passager, og der er rigtigt ofte fart på drengene igennem dette album.

Global Parasitic Leviathan er spækket med fede riffs, ja, faktisk står de nærmest i kø for at få lov til at gøre deres indvirken på lytteren. Der er ligeledes albummet igennem en god variation i, hvordan de forskellige riffs gebærder sig. Der er både de hurtigere eksplosivt black metal-lydende tremolopickings, tunge fulde akkorder, god brug af forskellige dissonanser, harmonier og ikke mindst masser af fart på de stramme staccato-thrash-riffs.

Mother of All præsenterer lytteren for hele pakken, når det kommer til glæderne ved progressiv og teknisk thrash. Riffsne vækker til tider minder om bands som Vektor, Coroner samt det mere thrashede fra Obscura, og det er så absolut i den øvre ende af, hvad thrashen kan byde på for denne anmelders vedkommende.

Lyden er lækkert detaljeret med en god og stram bund. Der er virkelig mange elementer og indtryk fra de forskellige instrumenter igennem albummet, og særligt guitarerne formår at stå utroligt skarpt og lækkert på dette album. Trommerne har et godt boom og passer utroligt godt lydmæssigt på pladen. Heldigvis passer de også afsindigt godt stilmæssigt – det står meget klart, at Haumann (der selv har skrevet og indspillet trommer og vokaler) er en sindssygt dygtig trommeslager. Produktionen er dejligt ren og stram i sin lyd, hvilket passer perfekt til musikken.

Det er dog ikke kun Haumann, der er afsindigt dygtig på sit instrument. Igennem hele albummet kan man dårligt undgå at blive imponeret af guitarerne, hvor særligt et nummer som “Debt Crush” skinner igennem. Dette både i kraft af en god sangstruktur og seje riffs, men så sandelig også grundet de afskyeligt gode soli, der implementeres i nummeret. Generelt er soli over hele albummet sublimt spillet af Henrik Rangstrup, som også svinger øksen i Endarken.

Bassen fungerer, som den bør i progressivt metal, både som solid bund med trommerne samt som et slags bindeled mellem de forskellige instrumenter. Selvom den ikke altid gør noget særligt væsen ud af sig, så er den afsindigt vigtig, ikke kun hvor den adskiller sig, men helt helt generelt for dybden i musikken.

Mother of All har med Global Parasitic Leviathan skabt et helstøbt album med en stærk rød tråd. Albummet ligger mere ovre i thrash end i dødsmetallens land, og dette passer egentlig også ganske fint til gruppen. Den gode sammensætning imellem den super progressive og høj-tekniske thrash, de mere melodiske dødsmetal passager og ikke mindst den lækre sans for spændende kompositioner gør, at dette album bør være et must have for enhver med hang til fed thrash, hvor musikken ikke bare behøver at køre den typiske ”duga duga” og fuld smadder. Global Parasitic Leviathan er en helstøbt progressiv godte i sin egen ret.