Alice Cooper
Forside Anmeldelser Jyske toner i jyske rammer

Jyske toner i jyske rammer

Author

Date

Category

Anmeldelse af: Mono Goes Metal Festival 2019 – dag 2. Monorama, Abyhøj. 26. januar 2019.

Andendagen på Mono Goes Metal festival 2019 bød på et meget langt, men også solidt program med et hovedfokus på Jyllands yndlings-genre: død!

Du kan læse anmeldelsen fra dag 1 af festivalen her.

 

Wulfaz
Lørdagen starter tidligt ud med den, for mit vedkommende totalt ukendte, danske Black Metal duo Wulfaz.

Det er fra start ganske tydeligt, at bandet besidder en utrolig dejlig ironisk distance til genren, og det klæder dem så sandelig. Der fyres jokes af imellem sangene, og bandets påklædning skriger heller ikke ligefrem traditionel Black Metal. Det gør musikken til gengæld. Musikalsk er bandet faktisk ganske spændende og velovervejet. Der er nogle super solide riffs og melodier, hvilket blot hjælper med at højne joken.
Bevares, det er da også sjovt med dårlig Black Metal, der ikke tager sig selv for seriøst, men når indholdet også er godt, tja, så højnes niveauet altså.

Lyden er smadret, sådan som den skal være indenfor genren, men man kan ”høre” vokalerne, og dette udnyttes da også sidst i koncerten, hvor bandet deler en sangtekst ud til et nummer, der kører på en gammel sang. Så kan publikum jo lige synge med.

Wulfaz viser i løbet af deres 20 minutter lange sæt, at man sagtens kan lave god Black Metal med en ironisk distance.

 

Deadflesh
Deadflesh fra Roskilde bliver dagens første dødsnavn, og dette gøres bedst efter den gamle skoles dyder og regler.

Sådan føles Deadflesh i hvert fald. Der er klare referencer til nogle af de største af de gamle dødsbands, når Deadflesh klasker deres dødsmetal ud i hovedet på Monoramas publikum. Musikalsk er der smæk på lige fra start til slut, og riffsene sidder altså lige der, hvor den rammer ens nostalgi rigtigt godt. Der er helt klart noget Bolt Thrower-inspiration, og det kan man jo ikke kimse ad.

Lyden er også ganske solid, dog hvor den ene guitar godt kunne få en lille nøk op, mest af alt for lige at få alle detaljerne med. Deadflesh spiller rigtigt fedt, og efter alle genrens forskrifter. Man får ikke på noget tidspunkt nogle enorme overraskelser, blot habil og solid dødsmetal.

Bandet er dog stadig ikke verdensmestre i at komme udover scenekanten, imens de spiller. Det virker dog ikke til at være, fordi de ikke har overskud til det, men måske der godt kunne være lidt mere nerve, mens der spilles.

Hvis du er til en god omgang af den gammeldags dødsmetal, ja, så vær glad for at Deadflesh i hvert fald gør, hvad de kan, for at holde dette banner højt på de danske breddegrader!

 

Demon Grinder
Vi får lige et kort afbræk fra dødsmetallen, før de næste tre bands skal ruske os igennem. Det er nemlig blevet tid til en omgang Rock’n’Roll med bandet Demon Grinder.

Demon Grinder spiller egentlig ganske glimrende rockmusik, og bandet kan da helt klart også finde ud af at spille, men det ryger sgu lidt ind af det ene øre og ud af det andet. Lyden er egentlig glimrende, særligt når man står inde i midten af salen.

Bandet forsøger at fange deres publikum, men det lykkes ikke helt i løbet af den ellers korte rockopvisning. Bevares, der bliver da nikket anerkendende rundt omkring i salen, og der er da heller ikke helt tomt oppe foran, men alligevel er det som om, at bandet aldrig rigtigt får slået ordentligt igennem. Man bliver aldrig totalt overbevist.

Demon Grinder leverer en okay, omend lige standard nok, omgang rock til dette års Mono Goes Metal festival.

 

Wayward Dawn
Så begynder vi sgu på en dødstrio! Første levende billede er det skanderborgensiske band Wayward Dawn.

Her er i sandhed tale om et band, der formår at komme udover scenekanten! Det er en sand fornøjelse at se de her unge knejter, der tydeligvis elsker at gøre det, som de gør, og så samtidig er ret gode til det.

Der er fra start knald på ikke blot i forhold til musikken, men i særdeleshed også på showet, hvor særligt frontmanden, Niklas Lykke, gør det utroligt godt med store armbevægelser og god energi. Samtidig følger det tight-sammenspillede band godt med. Der serveres solide riffs, voldsomme trommer og en rigtigt lækker og buldrende bas.

Spilleglæden fra bandet smitter hurtigt af på aftenens publikum, hvor der bliver givet god respons, særligt oppe på de forreste rækker, hvor håret hos adskillige publikummer bliver godt luftet igennem au naturel.

Wayward Dawn leverer altså en sprød koncert, der vil kunne glæde langt de fleste, som er glade for en omgang fe’ dø’, som det siges i Aarhus.

 

Deadnate
Vi fortsætter med mere dødsmetal.

Da Deadnate indtager scenen, står jeg udenfor og får en lækker døds-hotdog (i dag er alt lidt ‘døds’!), da jeg får at vide, at det næste band SKAL jeg altså bare se. Jeg kommer hurtigt ind til scenen, hvor jeg mildest talt bliver blæst bagover af bandet Deadnate. Hold da kæft, de drenge kan noget, der rammer helt rigtigt!

Deadnate formår at lave en solid omgang teknisk dødsmetal. Der er Gojira-lydende tappingstykker, men alligevel med et ofte højere teknisk niveau, end det der ofte findes ved Gojira. Sammenligningen med franskmændene er der, på trods af at Deadnate ikke går dem direkte i bedene. Dette er ganske forfriskende, da det altid er lidt kedeligt, når bands blatant forsøger at lyde som nogle andre. Denne fælde formår Deadnate på fornem vis at gå udenom.

Bandet har desuden en rigtigt fed fremtoning live, hvor de virkelig formår at nå ud til publikummet. Særligt sejt er det altså, når alle tre strenginstrumentalister står side om side og tapper løs, imens trommerne buldrer derudaf.

Ligeledes er lyden fremragende under Deadnate. Vi kunne måske godt have brugt lidt mere bas, særligt fordi bassen rent faktisk er ganske legende i dette band.

Deadnate leverer en helt igennem fed koncert, der virkelig viser, at den danske ungdom helt klart har et stærkt potentiale til at kunne komme frem med ny og spændende dødsmetal.

 

Mother Of All
Så er det sgu tid til et kærkomment gensyn, i hvert fald for mit vedkommende. Dette er egentlig kun Mother Of Alls tredje koncert, hvor jeg fangede dem til den ene af de to andre, da de spillede til Viborg Metal Festival sidste år.

Der har været nogle udskiftninger i truppen, men det er stadig Martin Haumann der er anfører, for uden den gode Haumann, ingen Mother Of All. Dette er hans projekt, men heldigvis har han altså nogle solide medmusikanter, til at hjælpe med at levere musikken.

Vi er stadig lidt ovre i det Death inspirerede univers, hvor dødsmetallen gerne må være progressivt og tungt. Dog vækker det ikke lige så klare referencer til Death, som det gjorde til VMF. Mother Of All er umiddelbart ved at have fundet deres stil.

Haumann er gået over på bassen, og denne håndteres godt og føles umiddelbart som en naturlig forlængelse af mandens rungende growl. De to guitarister får begge vist at der altså er en grund til at de er med i dette projekt. De spiller begge fremragende og har en glimrende og skarp guitar lyd, der netop får lov til at skære godt igennem lydbilledet.

Mother Of All er ikke verdens mestrer i at have kontakt til deres publikum. Det kan godt til tider virke lidt akavet, men når musikken spiller, så kører det altså ud af skinner. Musikken kan nemlig noget, og bandet lever rigtigt godt i sig selv imens de spiller.

Mother Of All har stadig ikke fået mange koncerter under deres bælte, men alligevel føles det som et band der er under forbedring, og helt bestemt har potentiale. Der skal bare ske lidt mere, og de skal ud og få spillet sig helt sammen.

 

Rising
Så er der sgu atter et gensyn, og så endda et kærkomment et af slagsen.
Jeg missede Rising, sidst de spillede til Mono Goes Metal, men tog så revanche måneden efter på Midwinter Meltdown. Siden da har der været støt fremgang for bandet, særligt i forbindelse med udgivelsen af deres seneste album, Sword And Scythe, som vores anmelder Thomas Brodersen gav fuldt hus på karakterskalaen. Dette album har i øvrigt i min optik noget af det fedeste artwork, som et dansk album har haft i mange år.

Det står hurtigt ganske klart, at Rising har bevæget sig siden sidst. Enten det, eller også står stjernerne korrekt her til aften, for denne koncert formår virkelig at imponere. Sammenspillet og kemien på scenen er en fornøjelse at overvære, og vokalen føles også bedre implementeret, end den har været tidligere. Musikken er stadig melodisk og sludget, hvor at jeg stadig synes, at man kunne bruge lidt mere aggression.

Lyden er rigtigt fed under Risings koncert, og riffsene får i sandhed lov til at vise deres styrke, og der er bestemt styrke at spore i de riffs, som Rising har i deres repertoire. Samtidig formår bandet at komme ganske godt udover scenen og får altså fanget publikummet på fornøjelig vis.

Rising har udviklet sig til et band, som jeg godt kan forstå, nyder den popularitet, som de p.t. får. De spiller godt og har en god udstråling, samtidig med at musikken er glimrende.

 

Ral .
Et nyt bekendtskab skal stiftes. Det næstsidste band for aftenen er bandet Ral ., som jeg helt ærligt kun har hørt om, fordi de var support på ’Geder og Forbandelser’-turnéen med BAEST og Ill Be Damned.

Ral . spiller ligeud-af-landevejen rock, og det gør de med løftede pander og et omfavnende show. Ligesom med så mange andre bands indenfor denne genre har Ral . dog svært ved at udmærke sig i det unikke.
Rock er på den måde en utroligt svær genre, fordi det meste enten er prøvet før, eller fordi man vælger at køre ud af de tangenter, som man ved, virker. Det, Ral . gør, virker da helt bestemt også, og de er skam også gode til at både spille og fremføre et godt og underholdende show. Personligt savner jeg dog ofte noget mere originalt og et personligt præg. Man behøver ikke at skulle totalt opfinde noget nyt, men lidt er stadig fedt.

Ral . har ellers godt med knald på deres show, og de nyder tydeligvis at spille live. Desværre er der her sidst på aftenen blevet tyndet lidt ud i publikum, men der står stadig en trofast skare af folk oppe foran scenen.

Riffsene er der, men det er ikke noget, der umiddelbart sætter sig ordentligt fast i øregangene. Dette er ikke noget, jeg kommer til at have på hovedet, når jeg tager hjem her til aften.

Alligevel leverer Ral . altså en fornuftig koncert med et godt energiniveau, på trods af at der unægtelig er blevet luget ud i publikum her sidst på aftenen.

 

Crocell
Som toppen på kransekagen, der er dette års lørdag på den ellevte Mono Goes Metal festival, får vi et kærligt gensyn med Aarhus-darlingerne i døds-snapse-bandet Crocell.

Personligt har jeg godt nok set Crocell mere end en håndfuld gange, og det tror jeg bestemt også, at resten af publikum har. Dette har dog netop også givet erfaring i, hvor gode de netop er live. Der er aldrig svinger i valsen, når det kommer til Crocell. De ved så sandelig, hvordan man tæsker sit publikum ordentligt igennem både igennem musikken, men så sandelig da også igennem liveshowet.

Musikken svinger fra start, og humøret er højt, særligt oppe på de forreste rækker, hvor der rystes hår, drikkes- og spildes øl ad libitum. Forsanger, Asbjørn Steffensen, er en fremragende frontmand, der på sin egen måde er ligeså morsom, som han er brutal. Crocell besidder, ikke helt ulig aftenens første band, Wulfaz, tilpas selvironi og jysk ”tøhø”-humor, til at man altid føler sig underholdt. Det bliver aldrig rigtigt for meget.

Lyden sidder lige i skabet, og ligeså gør de fede riffs. Crocell forstår at skrive nogle gode og solide numre, som er ret lette at sluge for de fleste, der hører dødsmetal. Bandet spiller ligeledes fremragende. Man kan godt mærke, at de har gjort dette i en del år efterhånden.

Crocell bliver en rigtigt god afslutning på årets Mono Goes Metal festival. De leverer en koncert som man kan stole på. Man går sgu aldrig galt i byen med de fine herrer!

 

Bonus-anmeldelse 2.0!!!

Ak ja, så skete det jo. Der er kommet en ny version af denne anmelders yndlings jysk-festivals-håtter, nemlig den lækre ‘Crocell Dog’ med prophets bread.

Jeg anmeldte sidste år den originale Crocell Dog på Viborg Metal festival, hvor jeg var ovenud begejstret over den noget så specielle håtter, som den rullende pølsemand havde med. I år er firmaet den rullende pølsevogn, men hotdoggen er der stadig, men med en opdateret 2.0-version er det på tide at kaste endnu en bonus-anmeldelse af sig:

Som sådan minder de to hot dogs egentlig meget om hinanden. Det er samme type brød, der er stadig kebab, og der er også stadig både jalapeños, ogchili ketchup. Til gengæld er der med 2.0 blevet tilføjet en pølse, og denne tilføjelse er ligeså fræk, som den er delikat. Det virker utroligt godt på sin helt egen særlige måde, at der både er et godt bid fra den sprøde pølse sammen med den stegte kebab. Chilien sparker egentlig godt igennem, uden at den på nogen måder bliver for definerende.

Hotdoggen føles dejlig afbalanceret og med et godt bid. Den er naturligvis mest tiltænkt dig, der godt kan lide lidt krads i din mad, men så er den også ligeså god, som den er speciel!

 

Mono Goes Metal bød på et program, som jeg helt ærligt ikke havde forventet det store af, men alligevel fik kastet nogle fede koncerter af sig. Atter engang har det været en formidabel oplevelse at være ude til årets festival, og på trods af at festivalen får nye arrangører, så ser jeg frem til at vende stærkt tilbage igen i 2020.

Mono Goes Metal er altså kommet for at blive!

Wulfaz
Deadflesh
Demon Grinder
Wayward Dawn
Deadnate
Mother Of All
Rising
Ral
Crocell

Recent posts

Viborg Metal Festival 2019 – dag 2

Anmeldelse af: Viborg Metal Festival dag 2. Paletten, Viborg. 02. marts 2019.   Anden dagen til Viborg Metal Festival bød på festivalens absolut stærkeste program nogensinde,...

Stemningsfyldt power-thrash til folket

Anmeldelse af: Pectora "Untaken". Udgives 03. maj 2019 via Mighty Music.   Et hvert band er helt sit eget, selv tribute-bands skal forstås på deres egne...

P6 BEAT rocker 2019 – Fotoreportage

En æra slutter med os som fluen på væggen.   Da P6 BEAT Rocker fandt sted for sidste gang, var vi med til at forevige det Konsensus...

En hilsen fra Carsten Holm om P6 BEAT

Interview med: Carsten Holm, P6 BEAT.   Den langhårede og langskæggede radiovært Carsten Holm sender os nogle rørende ord.   Du kender ham fra P6 BEAT, GAFFA-Prisen og...

Pest over Provinsen – interview

Interview med folkene bag "Pest over Provinsen".   I morgen kan du opleve arrangementet Pest Over Provinsen. Det kan du blive klogere på her.   Vi på Metal...