Judas Priest & Megadeth at Royal Arena

Alle gode gange fem – Del 2

Anmeldelse af: Viborg Metal Festival 2018, Paletten, Viborg, Paletten, 10. marts 2018

 

Førstedagen havde vist sig som en glimrende dag, med masser af god musik og hyggeligt selskab akkurat sådan, som man er vant til det på Viborg Metal Festival. Andendagen byder på et program, der fokuserer på død i forskellige former, krydret med lidt black- og folk-metal. Et spændende program til anden dagen af den femte udgave af Viborg Metal Festival.

 

Foto: Denice Bjørndal/Bjørndal Photography

Mother of All
Mother of All er tydeligvis godt inspireret af den gamle lidt mere proggede form for dødsmetal. Hvis du som læser tænker: ”jamen, lyder de så henad Death?’’ – så er svaret: Ja! Naturligvis er niveauet ikke på højde med Schuldiner og co., men mindre kan bestemt også gøre det. Bandet ledes af Martin Haumann, der velsagtens kan siges at lave alt i bandet, i hvert fald i studiet. Haumann er i øvrigt bedre kendt som trommeslager, hvor han har spillet i bla. Essence og Myrkur. Heldigvis er det band, som han har med ude at spille i Mother of All, veloplagte og dygtige musikere.

Publikum får sig en god omgang med old school død fra start til slut. Det er velspillet og tilpas progressivt til, at det ikke ender med at være alt for stillestående. Desværre er det som om, at det mest af alt er musikken, som ikke er stillestående. Bandet formår ikke rigtigt at komme ordentligt udover scenen. Det er som om, der bliver holdt lidt igen, hvilket bestemt er ærgerligt, da det musikalske bestemt ikke fejler noget.

Lyden er egentlig glimrende, uden at nå derop, hvor jeg vil kalde det for fantastisk. Man kan høre, hvad der foregår, om end der bare er et eller andet der alligevel mangler. Jeg kan ikke rigtigt sætte en finger på, hvad det er, desværre. Der mangler bare lige det sidste gennemslagskraft, for at koncerten når op på et virkelig højt niveau. Mother of All starter i hvert fald dagen ud på glimrende vis for mit vedkommende.
Det skal endda vise sig, at vi endnu ikke har set det sidste til den gode Haumann på dette års festival, men mere om det senere!

 

The Petulant
Så bliver det sgu alligevel tid til et gensyn! The Petulant har nemlig den altid karismatiske og eminente frontbrøler Asbjørn Steffensen, der leverede et brag af en koncert på førstedagen, som galionsfigur for Crocell. The Petulant er dog kun sammenlignelig med Crocell, fordi de har Asbjørn med og spiller dødsmetal. Undergrupperingen indenfor genren ligger nemlig mere i den hurtige og thrashede ende af skalaen.

Bandet kører på fuldt tryk fra start til slut. Man er som publikum overhovedet ikke i tvivl om, at de fine herrer fra The Petulant er kommet for at starte en fest. Bandet spiller sejt og med fuld fart over feltet. Der er også godt gang i den oppe på scenen, hvor bandet formår at komme godt rundt og udover scenen. Asbjørn gør sig stadig glimrende som frontmand endda, selvom han spiller bas i dag. Det er få på den danske scene, der kan formå at have den form for karisma, energi og gennemslagskraft, imens de spiller på et instrument.
Lyden har også fået et lille nøk opad, siden Mother of Alls koncert ganske kort forinden, og det er en fornøjelse at lytte til musikken. Der bliver svinget godt med håret oppe på de forreste rækker.

Det eneste kritikpunkt, jeg umiddelbart har til The Petulant, er, som med rigtigt meget dødsmetal for mig, at det godt kan have en tendens til at gå hen og blive lidt for meget af det samme. Det er altid godt med noget afveksling, men The Petulent har valgt at holde speederen i bund og levere en ond omgang thrash død. Der er bestemt intet galt i opskriften, men den er hørt mange gange før. Der hersker dog ingen tvivl om, at The Petulant gør det glimrende, særligt som liveband!

 

Afsky
Så er det sgu blevet tid til en afstikker – og så endda en interessant en af slagsen! Afsky er et enmands black metal-band, der er skabt af ingen ringere end Ole Luk, fra det lidt bedre eksponerede band Solbrud. Vi er stadig lidt ude i den samme dur, som den, Solbrud befinder sig i. Det er indebrændt, introvært og atmosfærisk black metal, dog med den force, at det er en kende mere ud af landevejen, end det er hos Solbrud. Det gør det til tider lettere at spise den kunstneriske præmis, som bandet stikker ud. At bandet så også har det muligvis fedeste navn, et black metal band nogensinde har haft i DK, er en helt anden side af sagen.

Bandet imponerede ganske meget til sidste års Mono Goes Metal i Aarhus, og derfor blev jeg netop også ekstra glad, da de blev offentliggjort til dette års Viborg Metal Festival. Det er nemlig bund solid black metal!

Ligesom med Martin Haumann i Mother of All, er Ole heller ikke alene på scenen. Han har nemlig et utroligt velspillende band med sig, og det er netop i denne line-up, at vi bliver genintroduceret for den gode Haumann, denne gang på trommer. Bandet spiller en fornuftig omgang mareridts-fræser black metal. Der er fuldt fart over feltet fra starten af koncerten, kun afbrudt af enkelte lidt mere rolige passager. Det er i sandhed indebrændt, og det er virkelig en sej omgang black metal, der bliver spyttet ud oppe fra scenen.

Lyden er skinger, sådan som det hører sig til med black metal. Heldigvis er der også en okay bund, så ens ører ikke bliver brændt ned af de høje frekvenser. Smæk for skillingen er, hvad lyden lover publikum, og det er langt henad vejen præcis også, hvad Afsky leverer. Der er ikke så meget pis, ikke noget snak imellem numrene og ej heller voldsom bevægelse oppe på scenen.
På det punkt minder det om koncerten, jeg oplevede sidste år. Vi får dog et ydmygt og lavmælt “Tak” fra Ole Luk, da koncerten slutter. Det her var helt klart en solid booking til Viborg Metal Festival!

 

Voidhanger
Neeeeeej, hvor har vi dejligt mange gengangere på årets festival! Både folk, der har spillet på årets festival eller tidligere år. Voidhanger, der som næste band entrerer scenen på Paletten, består nemlig af i hvert fald to genkendelige ansigter i form af Zyklon og Warcrimer fra Black Metal bandet Infernal War, der leverede et glimrende show til sidste års festival.

I år er blacken blevet en smule mere død, og Voidhanger leverer en dødsmetal-koncert, der ikke rigtigt kommer til at buldre ordentligt igennem endda på trods af, at bandet egentlig spiller godt. Der er desværre bare ikke ret meget i musikken, der reelt sætter sig i hovedet og virkelig får fejet benene væk under lytteren og beskueren. Showet er mig en kende stillestående, særligt for et dødsmetal-band, som i min optik må være eksplosivt live. Bandets tekniske kunnen er der til gengæld ikke en finger at sætte på. Spille, det kan de, og spille, det gør de.

Lyden er fornuftigt igennem hele koncerten, hvor man som publikum føler, at man får et godt spark til ansigtet af de massive guitarer og de stramme trommer, der lægger sig fint sammen med bassens buldrende, mens vokalisten brøler løs. Lyden er fremragende til en god omgang dødsmetal. Desværre formår det bare aldrig rigtigt at blive helt vildt interessant at opleve Voidhanger. Det er som om, at motoren aldrig rigtigt når op i de rette omdrejninger, og man bliver som publikum efterladt en smule tørstig efter mere musik. Man er i hvert fald ikke blevet mættet endnu.

 

Apocalypse Orchestra
Lad os træde lidt udenfor komfortzonen for aftenen. Indtil nu har dagen nemlig været yderst fokuseret på den mørke black metal og i særdeleshed dødsmetal, men nu var det blevet tid til årets afstikker. Dette er en ting, som Viborg Metal Festival i særdeleshed er gode til at have. Det er i hvert fald ved at være en karakteristik, at der er et band hvert år indenfor folk metallens banner. I år tilfalder denne opgave så et relativt nyt svensk band, der hedder Apocalypse Orchestra, et band, jeg endnu intet har hørt om. Det skal Viborg Metal Festival få lov til at ændre.

Og tak da lige for den kop svensker-metal! Apocalypse Orchestra går på scenen med enkelte medlemmer med store hætter på andre med langt hår, der kan skjule lidt ansigt. Foran sangeren er der stillet et stativ op, der passer super godt ind i det dystre livebillede, som bandet stiller op omkring sig selv og deres musik. Det er dunkelt, det er dystert og det er fedt! Det er en variant af folk metal, hvor der bliver blandet et godt skvæt doom i, en genre, som jeg personligt ikke er faldet for. Det vil altså sige før nu, for Apocalypse Orchestra leverer intet mindre end en magisk koncert på dette års Viborg Metal Festival.

Udførelsen er i top, og man kommer på intet tidspunkt med bare en smule interesse for det middelalderlige musikalske udtryk til at stå af vognen. Det er et godt stykke arbejde, og med alle de forskellige instrumenter, som der bliver tilføjet igennem sætlisten, som f.eks sækkepiber, drejelire og ekstra trommer, formår bandet at holde deres musik frisk igennem hele koncerten. Det bliver aldrig for gøglet, sådan som meget musik indenfor genren gør det. Vi er altid ovre i det lidt mere dystre, og det klæder bandet. Bandets optræden slår kegler hos publikum denne aften, der er begyndt at virke godt berusede efter en lang dag med metal, øl og ikke mindst billige shots.

Lyden gør bestemt ikke, at bandet bliver dårligere, for man kan netop høre forskellen på de forskellige instrumentationer, og bandet lyder generelt harmonisk i forhold til alle de instrumenter, der skal flettes sammen. De formår at komme godt udover scenen og leverer festivalens topkoncert. Apocalypse Orchestra viser sig som værende en overraskende god booking! De skal helt klart tjekkes mere ud i fremtiden.

 

Grave
Som rosinen i pølseenden får vi endnu et besøg fra vore brødre i øst. Sverige er glimrende repræsenteret iforhold til bands denne lørdag, og Grave er da bestemt heller ikke en ukendt svensk force. De er trods alt et af de helt gamle svensker dødsbands, og endda et af de bands, der i min bog gør genren bedst.

Der hersker ingen tvivl om, at netop Grave har været med til at trække rigtigt meget af årets publikum ind igennem dørene på Paletten. Folk er klar til at give den gas en sidste gang på årets festival, da Grave kommer ind på scenen. Der er dømt død af den gamle skole fra første akkord, der slås an. Aftenen står altså i den gamle skoles navn og ikke blot den gamle dødsmetal, men faktisk generelt det gamle materiale fra Grave. Vi får udelukkende materiale fra debut albummet, Into The Grave, og bagud, thi Viborg Metal Festival har fået Grave til at spille en af deres jubilæumskoncerter. Dvs. at der er en god håndfuld demo-numre, alle numre, som jeg i hvert fald ikke personligt kender. Det er lidt ærgerligt, særligt, når bandet har nogle virkelig fede plader, som f.eks. Soulless. Kendte eller ukendte numre, Grave spiller op til en fest af de bedre!

Bandet var godt på fra start til slut, hvor særligt guitaristen Mika Largrén og bassisten Tobias Christiansson kommer flittigt rundt på scenen og leverer en glimrende energi, der smitter særligt af på publikummet oppe i fronten. Forsanger og guitarist, Ola Lindgren, supplerer med stramt spillet guitar og en growlvokal, der virkelig kan få nosserne til at droppe. Vi får startet en god pit med de mennesker, der er tilbage oppe i fronten. Det betyder desværre, da langt fra alle er med på mosh pit og særligt så sent, at en god del af publikum trækker sig lidt tilbage. Det virker også til at påvirke bandet, der ligeså stiller rykker lidt mere over på autopilot. Heldigvis er autopiloten for Grave nu stadig glimrende, og de leverer en lækker præsentation af old school svensk død.

Og sådan slutter den femte færd på dette års Viborg Metal Festival. Der har været fest, der har været glæde, og ikke mindst har der været masser af fed metal. Crewet fra musikforeningen OLM har atter engang leveret et fantastisk stykke arbejde, og de fortjener al slags hæder, for at kunne stable en så solid festival på benene hvert år i en sådan by som Viborg.

Jeg glæder mig allerede ufatteligt meget til næste år.

 

Bonus!!!
Ak ja, jeg kan jo ikke lade være.
Også i år har Viborg nemlig fået besøg af den dejligste pølsemænd i mands minde, nemlig den rullende pølsemand i hans rullende pølsevogn, også kendt under det mere almindelige navn Christian Basse Rasmussen. Det er en fast tradition, at vi får dette fornemme besøg til adskillige af de jyske metalfestivaler, en tradition, som jeg kun kan og vil støtte op om. Det forlyder, at pølsemanden ikke selv hører metal, men at han netop faktisk nyder at være ude til metalkoncerter og opleve samt servere for metal-klientellet. Dette kan særligt mærkes i og med, at han har en særlig hotdog med til metalfolket, nemlig den i fredagsanmeldelsen omtalte famøse Crocell Dog. Han har haft den i nogle år, men i år er første gang, at jeg smager den, og her følger så en mini anmeldelse af Danmarks mest mædl håtter:

Det første, man lægger mærke til, når man læser beskrivelsen af Crocell doggen, er, at den er utraditionel på den vis, at der slet ikke er en pølse i. I stedet får man en ordentlig krabat af en hot dog med kebab, ostesovs, lidt forskellige former for lækre dyppelser, jævnt fordelt udover doggen, og så ellers på fornemste vis toppet af med syltede jalapeños, der på den dejligste måde kilder godt i ganen.
Smagsoplevelsen er af den greasy variation, men helt klart også af den slags, som virkelig sidder perfekt hos det øldrikkende metalpublikum.
Der står nævnt, at brødet er Prophet’s Bread. Jeg ved ikke, om det er et særligt godt brød, eller om det er navnet på håtteren, men det smager sgu glimrende!

Jeg forstår godt, hvis det med ostesovs ikke falder i alles smags, men det slår i hvert fald kegler hos mig denne aften! Jeg giver Crocell Doggen fire en halv flaske snaps ud af fem!

 

Herunder kan du se et galleri fra andendagen af festivalen fra Denice Bjørndal: 

Mærkater: , , , , , , , ,