Anmeldelse af: Brutus + Shy, Low. Ideal Bar, Kbh. 15. maj 2019.
Nogle musikere spiller over evne, andre er unødigt tilbageholdende – andre, som Brutus, rammer det perfekte mellemniveau live.
Foto: Christian Larsen
Kender du bandet Mastodon?
Selvfølgelig gør du det, hvis du er ordentlig metal-fan.
Så ved du nok også godt, at alle medlemmer i bandet tager vokal-donten til sig live og på plade, hvoraf nogle af medlemmerne klarer mere eller mindre størstedelen af dette arbejde.
På plade er det karakteristisk, interessant og afvekslende, live gør de det i min optik skidt, fordi de skal lave så meget lir på instrumenterne imens, specielt trommeslageren, Brann Dailor. De mangler så sandelig deres oprindelige forsanger eller en, der bare skal tage den opgave til sig med at synge.
Derfor var jeg spændt på at se, hvordan belgiske Brutus ville klare dette, hvor trommeslageren står for hele vokaldelen og er flankeret af en bassist og en enkelt guitarist, så det er et mere minimalistisk lydbillede, vi har med at gøre her end ved for eksempel Mastodon.
Hører man Brutus på plade, er det da også en brutal form for post hard rock, metal og post hardcore, man har med at gøre, for de skaber en god fælles tråd og sangstruktur i deres sange, men som egentlig ikke altid virker lige afvekslende, hvoraf en tredjedel ligefrem virker ensformig på hver plade, mens resten kan lyde spændende.
Så hvordan ville dette tage sig ud live for bandet for mit vedkommende?
Brutus er blevet hypet en hel del, men derfor var koncerten henlagt til lille Ideal Bar under VEGA, hvilket resulterede i en ret så intim atmosfære for både Brutus og opvarmning, og apropos opvarmningen:
Shy, Low
Jeg troede længe, der var tale om to bands grundet det komma, men det var åbenbart blot et enkelt orkester i form af amerikanske Shy, Low, der spiller en form for post metal med fokus på at skabe nogle episke semi-lange numre, hvor man så live skal opleve dette i symbiose med deres lysshow, der blev kontrolleret af især de to guitarister, der udgør bandets officielle besætning, men så ellers live har hyret en bassist og en trommeslager ind.
Det var ellers sidstnævnte, der næsten stjal showet ved både at være fremme på beatet, spille teknisk og simpelt. Eller som vores underbemidlede, medbragte fotograf sagde: “Nåh, hér endte Animal med at spille!”
Guitaristerne virkede til at have travlt med at styre både lysshow, effektpedaler og lignende, at det tog lidt fokus for dem at holde styr på strukturerne i sangene live, hvor de forsøgte at skabe et stemningsbaseret, halvt om halvt dronende univers, man skal fortabe sig lidt i.
Publikum skal have at vide, at selvom vi var godt proppede i det lille lokale, havde tæt på bar og toilet (endelig en “VEGA”-koncert, hvor jeg ikke for vild!), så var folk gode til at tie stille, ikke pille ved telefonerne og andet forstyrrende, så man kunne koncentrere sig om musikken.
Bandet virkede dog lidt for meget tilbagelænet og en anelse over-ydmyge i deres performance til, at man helt blev henslængt i deres lydunivers. Enten skal de have nogle andre elementer med, der skaber en helhedsoplevelse, eller også skal de hyre en person, der kan tage sig af det supplerende lysshow, der også ebbede ud ude af takt med musikken til sidst.
Brutus
Så var tiden endelig kommet til, at jeg skulle se, om hypen kunne holde for belgierne, eller om deres omtale mest beroede på lidt kort massehysteri, der egentlig ikke fungerer live.
Med det samme kunne jeg konstatere, at rammerne i det intime Ideal Bar var helt perfekte, og så var mit førstehåndsindtryk endvidere, at de soniske omgivelser, der især bliver skabt af guitarens tremolo-angriben på akkorderne og reverb på selvsamme og bassen, gjorde, at man kunne fornemme, at sangene stod godt frem, som man huskede dem fra pladen, men stadig gav dem en følelse af umiddelbarhed.
Bandet var meget ydmyge og lod musikken tale for sig, men modsat opvarmningen var sangene bare opbyggede på en mere direkte måde, der holdt sig til det korte format, uden de direkte var kandidater til at blive spillet på de mere mainstream-medier i radioen.
Deres musik er på en og samme tid inkluderende og noget, som man skal investere tid i, hvis man vil have alle nuancer med. Men om man så synker helt ned i detaljerne, eller man bare lade sig tage med af sangenes direkte angreb på en, så passede de perfekt i live-regi.
Ergo: de spillede lige til evnerne, hverken mere eller mindre, og intensiteten holdt koncerten igennem, specielt takket være publikum, der kom helt tæt på, jublede på de rette tidspunkter, ikke var for fulde og – ganske dejligt – ikke blitzede med deres telefoner konstant.
Eneste mellem-minus var, at trommerne samt vokalen måske blev skruet lidt for høje op på bekostning af guitaren og bassen, så fokus ikke altid lå på et samlet lydbillede, men mere at fremhæve vokalstemmen, som man måske havde frygtet, ville drukne sammen med resten.
Dog sang hun skide smukt hele vejen, modsat en anden trommeslager, der forsøger sig med det samme (se indledningen).
Min frygt kan blive, at bandet netop går hen og bliver nogle lidt for store darlings, så de bliver booket på nogle scener, hvor kontakten til publikum ikke bliver så direkte (det meste af tiden sad jeg to meter bag trommeslageren og følte mig omkranset af musikken), men det bliver en amputeret oplevelse, hvor lyden flyder ud uden at efterlade et indtryk hos lytteren, eller bandet begynder at skrive alt for tekniske sange til, at de selv kan fremføre dem, uden at skulle give bekostning på det samlede udtryk.
Men den tid den sorg – denne koncert var langt over godkendt!
Christian Larsen har venligst udlånt os dette galleri fra aftenen:
