Anmeldelse af While She Sleeps + support: Ten56, d. 26.02.25 Pumpehuset

Af de mange koncerter jeg har deltaget i denne februar, så lå dette Live In Scandinavia-show i toppen af ting jeg havde glædet mig til.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Der er udsolgt og jeg ankommer kort efter dørene åbner af ren spænding, og for ikke at blive fanget i for meget kø til den udsolgte begivenhed. Jeg møder masser af de sædvanlige søde mennesker og trækker op i den store sal for at fange opvarmningen.

Ten56.

Til at sætte lidt gang i løjerne har vi deathcore fra Frankrig. Bandet blev dannet i 2020 af vokalisten Aaron Matts og består yderligere af Quentin Godet (guitar), Luke Garotin (guitar), Arnaud Verrier (trommer) og Steeves Hostin (bas). Med erfaring fra bands som Kadinja, Earth Trip og Uneven Structure så er det velbevandrede musikere vi har med at gøre her. Debutalbummet Downer kom i 2023 og et par singler har også set dagens lys siden da.

Jeg har ikke selv dyrket Ten56, men jeg husker Matts fra hans tid i Betraying the Martyrs. Jeg så ham med hans gamle band i Amager Bio i 2013 da de varmede op for Motionless In White, While She Sleeps og Asking Alexandria. Nu må vi se hvad hans andet projekt han præsterer.

I kraftig blåt strobelys kommer gruppen ind og vi bliver smækket i hovedet med hvad jeg vil kalde klassisk bøllecore blandet med lidt elektroniske krydderier her og der. Ten56 er lige friske nok da de beder om en circle pit næsten med det samme. Opfordringen fører heller ikke til noget. Giv lige folk tid til at lære jer at kende. Jeg husker Matts som en sanger med en stærk og brutal stemme, men i aften oplever jeg at han mangler styrke i både skrig og growl, kun når han kommer helt dybt ned klinger det af noget mere. Samtidig må jeg indrømme at på trods af min store kærlighed til nu metal, så nyder jeg ikke hans forsøg på rap.

I grønt og rødt lys gør nogen i Ten56 ellers deres bedste for at starte en fest, og stille og roligt virker det faktisk. En lille pit begynder og flere starter med at hoppe og bevæge sig i salen. Det er ellers ikke fordi at bandet som helhed gør meget ud af sig selv på scenen udover Matts. Resten virker direkte stillestående i flere perioder. Dog vokser deres musik på mange og et udmærket wall of death 2.0 finder sted og et ladies only-pit på Matts ordrer, hvor vi mænd bare skal holde os ude i siderne. Sidstnævnte giver alligevel et point som hyggeligt og sympatisk stunt.

En del sætter sig ned og hopper op i den klassiske manøvre og flere af mine venner og veninder er vilde med Ten56. Jeg selv finder det dybt forudsigeligt og hørt bedre mange steder før, men mængden af næver og horn i vejret er ikke til at tage fejl af og via god arbejdsindsats har franskmændene vundet i Pumpehuset. Vores egen Andreas Bjulver fra Cabal er inde og lave noget gæstevokal. Cool er det, men det er vel efterhånden også mere reglen end undtagelsen at han skal med på scenen når et udenlandsk core band kommer til byen. Dette er om ikke andet endnu et bevis på populariteten hos vores danske deathcore darlings og det skal vi jo bare være glade for.

Til sidst bytter de fleste instrumenter og der kommer ryk i resten af Ten56 i en vild afslutning hvor jublen fra publikum sendte dem af sted med maner. De fik gjort deres job og varmet gæsterne godt op, men personligt så kunne jeg ikke se mange kvaliteter i materialet. Her og der var der da et skægt breakdown og en rytme man kunne nikke med på, men det forblev i høj grad uopfindsomt . Numre som “Kimo” havde dog folkets hjerte, så måske står jeg alene med min opfattelse?

En godkendt lille hoppefest, men heller ikke mere end det.

While She Sleeps

Hovednavnet blev dannet i 2006 og med deres trejde EP The North Stands For Nothing (2010) begyndte Lawrence Taylor (vokal), Sean Long (leadguitar), Mat Welsh (rytmeguitar, backing vokal), Aaran McKenzie (bas, backing vokal) og Adam Savage (trommer) at gøre sig bemærket. Sammen med Bullet For My Valentine, Architects, Bury Tomorrow, Asking Alexandria og Bring Me the Horizon er de den dag i dag betragtet som en del af kernen af den store britiske metalcore invasion i 00’erne og 10’erne

Via debutalbummet This Is the Six (2012) fik jeg selv øjnene op for gruppen. De havde en unik lyd hvor brutalitet og smukke harmonier passede genialt sammen tilsat lidt ekstra hardcore elementer og i 2013 havde jeg fornøjelsen af at se dem på dansk jord sammen med Betraying the Martyrs, Motionless In White og Asking Alexandria. Dette cementerede endnu mere min store kærlighed til bandets musik, og i Store Vega i 2014 rystede de Vesterbro sammen med Wovenwar og In Flames.
Der skulle dog gå lang tid før jeg skulle se et af mine favorit bands igen og imens udgav de en række af eminente albums, Brainwashed (2015), You Are We (2017) og So What? (2019) hvor deres sangskrivning udviklede sig og samtidig bibeholdt den nerve, der gav dem større og større global succes. Jeg mødte Taylor på Copenhell 2019 til en kort og hyggelig sludder, men jeg måtte desværre forlade festivalen tidligt og først på Wacken Open Air 2023 genså jeg While She Sleeps. De 2 forrige skiver Sleeps Society (2021) og Self Hell (2024) har ikke gjort så dybt indtryk på mig som deres tidligere materiale, men det føles som om at jeg er vokset op med dette band og derfor betyder det alverden at skulle se dem som headlinere for første gang.

Der hænger et stort banner, hvor der står skrevet SLEEPS henover, og til tonerne af Nickelback og Chad Kroeger venter vi. Jeg glæder mig til at rapportere fra pitten som jeg plejer. Der er ingen rygepause i denne omgang, jeg står klar foran og tæller minutterne. Så slukkes lyset, og While She Sleeps ankommer.

På denne tour er Mat Walsh blevet hjemme, da hans kone skal føde, og de har derfor taget Steve Jones fra Bleed From Within med til at hjælpe dem. Der åbnes med de nye numre “Rainbows” og “Leave Me Alone”, og pitten eksploderer med det samme. Det er ikke fordi at sangene er vildt spændende på plade, men de vokser alligevel live og bare den rene glæde ved at stå her og hoppe til netop denne her musik er stor. Der er en vild wall of death (en af mange) hvor jeg selv står i midten under sammenstødet, i bar overkrop da min Trigger the Bloodshed t-shirt er røget af for længst.

Med “Anti-Social”, “You Are All You Need” og særligt det dynamiske, fængende gigahit “The Guilty Party” beviser While She Sleeps at de har publikum i deres hule hånd. Der bliver både sunget og råbt med af vores lungers fulde kraft imens at sveden hagler af os i pitten. Man kan tydeligt mærke, hvor meget de her numre betyder for så mange og der eksisterer et sammenhold i salen i aften, som er helt specielt.

Men bandet er også på deres helt eget niveau og Taylor er ude og crowdsurfe flere gange og brøle sit hjerte ud. Af og til mister han lidt luft, men med en så energisk og passioneret optræden går den slags små detaljer i glemmebogen. Resten af gruppen har i den grad også sjælen med i hver eneste soniske detaljer, der eksekveres perfekt i næsten konstant bevægelse.

De store, catchy og følsomme omkvæd når en helt særlig ekstase under “You Are We”, og jeg har svært ved både at synge med på teksterne, hoppe og moshe på samme tid. Mine lunger og min krop er på overarbejde og jeg får i den grad min motion for denne uge. Vi skal ned og sidde og hoppe op og nærmest hele salen løfter sig i én stor episk bevægelse.

Overalt ser jeg fremmede mennesker have en vidunderlig oplevelse ligesom jeg deler flere smil og krammere med venner og veninder, imens at fællessangen når uanede højder under de intense “Four Walls” og “Hurricane”. 2 sange der fortjener at gå over i metalcore historie bogen som nogle af de bedste. De rummer så overlegne melodier og breakdowns båret af innovative riffs, at jeg nærmest står med en ud af kroppen oplevelse imens jeg finder balance i det kontrollerede kaos på gulvet og i symbiosen mellem os og While She Sleeps.

Ligesom man ikke troede at det kunne blive vildere, så tager stemningen endnu et bombastisk hak opad, da introen til “Silence Speaks” modtages med stor jubel. Der er noget gigantisk og alligevel så relaterbart til netop dette nummer og der er en grund til at det for altid vil være at finde på deres setlist. Vi bliver bedt om at holde om hinanden og flere finder sammen på rækker i glædelig samhørighed.

“To the Flowers” er vokset enormt på mig de sidste par måneder og de tænksomme, ærlige og frustrerede tekster rammer plet, særligt inden den episk flotte solo hvor jeg med mine semi sygdomsramte lunger råber “I miss the optimist who told me I need nothing who said the consequence was equal to the moment”. Der er noget næsten magisk i atmosfæren i Pumpehuset og imens jeg spiller luftguitar på livet løs, glemmer jeg næsten alt omkring mig i et sårbart øjeblik, alene med mine følelser.

Den bombastiske “Sleeps Society” er skrevet om bandets fans og når man står til en koncert med While She Sleeps føler man sig i den grad set af nogle kunstnere der hver gang optræder som gjaldt det livet uden at misse en eneste chance for at levere et mindeværdigt show. Sammenholdet har nået et klimaks og vi efterlades udmattede og alligevel hungrer vi alle efter mere.

Jeg havde drømt om at høre “Our Courage Our Cancer” fra den første skive og i det hele taget noget fra This Is the Six, men selv uden at grave helt dybt ned i bagkataloget opnåede Taylor, Long, McKenzie, Savage og Jones at give en koncert der atter viste at når de gamle mastodonter i heavy metal endegyldig går på værdig pension så er While She Sleeps klar til at være bannerførere for den næste generation.

Fotos er taget af Joachim Vilholm Vilstrup