Anmeldelse af Fatter Escobar, Fatter Eskil Aarhus d. 05/08-23.

Samarbejdet imellem Fatter Eskil og Escobar i Aarhus, som går under titlen ’Fatter Escobar’, gav os en genremæssigt bred vifte af forskellig dansk metal.

Fotos: Akemy Aoyama. 

Sadokrista

Aftenen starter ud med en gang gammeldags, primitiv black metal af den teatralske slags. Bandet har husket den onde sminke og al det teaterblod, Fatter Eskil kan tage, og virker generelt ganske tjekkede i deres fremtoning. Det er klassisk, og det virker også for Sadokrista her til aften. Særligt teatralsk bliver det midtvejs i showet, hvor det resterende af gruppen så at sige torturerer forsangeren ved at smadre øldåser i ansigtet på ham, til teaterblodet strømmer. Det er en rodet, men også effektiv affære, bandet her er ude i, og det står rigtigt fint til gruppens fremtoning og tjener showet godt.

Musikalsk er der så absolut ikke megen nytænkning hos Sadokrista. Det er relativt simpelt og lige-ud-af-landevejen black metal med alt, hvad der her hører sig til af dissonans, fart over feltet osv. Gruppens fremtoning passer glimrende til musikkens bestialske fremførelse, særligt når det kaotiske i musikken indtræder. Det er måske traditionelt, men det er godt eksekveret.

Desværre er lyden bare ikke rigtigt med det unge band. Særligt i de hurtigere stykker har guitaren en tendens til at drukne i virvaret, og bliver mere baggrundsstøj end en egentlig del af musikken.

Bandet gør det glimrende på scenen, og særligt forsangeren kæmper sin kamp for at opildne publikummet både på og af scenen. Energiniveauet er ligesom intensiteten skruet helt op, og det er en fornøjelse at se et så nyt band gå så meget til den. Desværre formår de ikke helt at fange så meget af publikum, som både de og denne anmelder ellers håber. Resten af aftenen byder heller ikke på yderligere metal af denne afskygning, så publikummet er måske heller ikke de helt rette til at køre den voldsomme moshpit, og da slet ikke så tidligt på aftenen.

Sadokrista leverer dog et glimrende show med en god indlevelse. Der er stadig lidt kanter at slibe skarpere, ligesom at lyden denne aften ikke just har været gunstig for det unge band, men der er helt klart et potentiale her.

Big Game Hunter

Nu er det på tide at sætte tempoet helt ned eller i hvert fald så langt ned, som vi formentlig kommer i aften. Aftenens næste navn er det aarhusianske stonerband, Big Game Hunter.

Firkløveren serverer her til aften en glimrende omgang stoner og viser, at de ligeledes er blevet et mere fermt liveband, siden sidst jeg fangede dem. Melodierne er glimrende, og riffsne swinger godt med trommerne, imens der er fin plads til, at bassen kan snige sig lidt rundt og fylde ud i lydbilledet, hvilket den i øvrigt gør ganske glimrende. Vokalen er lækker og tør. Den passer så at sige perfekt ind i det støvede og stenede lydbillede, som gruppen lægger for dagen.

Bandet har ligeledes en fin udstråling på scenen, der ligeledes går godt hånd i hånd med gruppens musikalske stil. Lidt tilbagelænet, men med en god gang headbanging. Hvor Sadokrista var vrede er Big Game Hunter mere afslappede og tunge.

Desværre fortsætter nogle af de mindre lydproblemer fra tidligere. Den ene af guitarerne er desværre ofte lige lav nok, hvilket betyder, at når der bliver spillet nogle af de ellers glimrende Thin Lizzy-inspirerede harmonier, mangler lidt af den ene guitar, for at effekten rigtigt får lov at folde sig ud. Heldigvis hjælper en solo-boost til at soli får lov til at skære igennem aftenens lyd-lagkage.

Big Game Hunter er her til aften enormt leveringsdygtige i fede guitarmelodier, ja, det lader sig nærmest være deres forte. Melodierne vikler sig pænt omkring sprøde og tørre riffs, og musikken spiller fremragende for stoner-bandet.

Aftenens stoner-optræden lander dejligt tungt og effektivt på Fatter Eskil. Big Game Hunter viser, at de har format, og at de er leveringsdygtige i veludført klassisk stoner med veludført dobbelt leadguitar.

Advocacy

Det er vist blevet tid til at finde taktstokken og læsebrillerne frem. Ja, det er progtid og til at åbne aftenens progressive bal byder Fatter Escobar på lokale Advocacy.

Der er i den grad dømt fart over feltet og tekniske passager, når Advocacy stilsikkert fyrer den af her til aften. Bandet spiller fremragende, og det siger ikke så lidt, variationen i riffs, rytmer og melodier taget i betragtning. Guitarerne er lækkert tekniske og skarpe i både lyd og stil, imens trommerne er dejligt varierede, og bassen faktisk utroligt spændende og diskret i sin ellers vævende melodiøsitet. Det er i høj grad nogle herrer, der har husket at øve hjemmefra, som her står på scenen, for den musikalske udførelse fremstår nærmest perfekt og utroligt skarpt skåret.

Ligesom med Big Game Hunter er den ene guitar dog desværre ofte skruet lige langt nok ned, og også her er det især ærgerligt i harmonistykkerne – og dem er der ellers en del af. Hvad der til gengæld spiller godt, er samarbejdet imellem de to vokaler, hvor guitaristen tager sig af det meste rene vokal, og bassisten det mere beskidte. Denne kombination fungerer glimrende for aarhusianerne her til aften, og lyden er heldigvis med dem på denne front.

Advocacy spiller fremragende, men har ikke den samme energi, som vi har været vidner til tidligere på aftenen. Til trods for at musikken er til den energiske side, bliver fokus fra gruppen umiddelbart (hvilket jo er fornuftigt nok) sat mest på at levere musikken gnidningsfrit, fremfor at lave de store armbevægelser. Der er ikke voldsomt gang i den på scenen, hvor de individuelle medlemmer ikke kommer helt så meget rundt, som vi så det ved de to tidligere koncerter. Mindre kan dog sagtens gøre det og virker passende til musikken. Det tekniske niveau er helt bestemt højt, og det er her, fokus ganske fornuftigt skal være. Musikken kommer i første række, og det er helt klart at foretrække, særligt når den kræver så meget opmærksomhed, som den gør fra musikanterne.

Advocacy overrasker med en fremragende levering af melodisk og tung progressiv metal. Gruppens helhed spiller godt på den lille scene denne aften, og variationen i musikken får også publikums humør op, også selvom det ikke altid kører i 4/4-tempo eller formår at have heftige og sjove temposkift.

Forstenet

Aftenens andet prog-navn har lidt lydmæssige udfordringer med en DI-Box, der ikke er blevet tilsluttet bassen. Det bliver heldigvis hurtigt fikset, imens aftenens konferencier, Rasmus ”Dio” Kostending, underholder – hvilket han (ikke overraskende) gør så ganske glimrende her til aften.

Da lyden først spiller, kører det over stok og sten for det sjællandske band, der selvsikkert fyrer det ene riff efter det andet i hovedet på aftenens fremmødte publikum, der i øvrigt i løbet af aftenen er blevet udsolgt, alt imens energiniveauet er enormt højt. Særligt forsanger, Lauritz Andersen, flyver rundt på den lille scene, og man kan næsten ikke undgå at blive imponeret over så stor energi og armbevægelser på så lille en scene. Gruppen har nærmest kun lige plads til at kunne være på scenen, og alligevel er både energi og humøret højt.

Forstenet spiller eminent her til aften, og det trækker i den grad også publikummet frem til de forreste rækker. Den gode stemning og energi fra scenen smitter i den grad af på aftenens publikum, der er klar til at holde den gode fest her til aften. Riffsne er spændende, bassen varieret, orgelet insisterende, og trommerne dejligt legende, alt imens Lauritz Andersen på eminent vis viser sit værd som vokalist med et utroligt bredt register. Særligt skarpt sidder de høje toner her til aften for den ferme herre.

Musikalsk bevæger Forstenet sig dejligt rundt i forskellige progressive universer, men en særlig kærlighed lader vandet til at have til et mix imellem gammeldags 70erprog og så naturligvis en god gang Opeth oven i hatten.

Forstenet spiller med en intensitet og et overskud, som mildest talt er imponerende. Samtidig spiller de umanerligt stramt og formår på fornemste vis at fange aftenens publikum med deres fængende og meget brede progressive metal.

Lightchapter

Aftenens sidste navn er lokale Lightchapter, som efterhånden har nogle år på bagen. Senest, jeg oplevede gruppen, var som opvarmning for The Arcane Order på Radar, hvor bandet havde lydmæssige odds imod sig. Denne aften viser bandet sig, til trods for værre lydmæssige odds, at formidle en fornuftig omgang moderne metal med en stærk og karismatisk intensitet, som i den grad klæder bandet og ligeledes aftenens koncert.

Lightchapter har godt med smæk på her til aften, og det får de forreste rækker til at give den gas. Bandet styrer slagets gang flot og har helt klart styr på, hvad de spiller, for overskuddet er helt klart med de øvede herrer denne aften. Bandets optræden fremstår kraftig og aggressiv, hvilket fungerer særligt godt på denne lille og meget intime scene på Fatter Eskil. Forsanger og guitarist, Mikkel Ottosen, gør det særligt fremragende her til aften, især i sin egenskab som frontmand.

Gruppen har både sans for det tunge groove og de flotte melodier, og netop melodi er der masser af hos Lightchapter, og den leveres helt bestemt skarpt skåret. Igen er den ene guitar en kende for lav, omend det ikke er helt så slemt, som det har virket tidligere på aftenen. Generelt har Lightchapter en, spillestedets størrelse taget i betragtning, ganske fin lyd, hvor instrumenterne står ganske fint i lydbilledet, til trods for at lyden er enormt høj.

Lightchapter gør det så godt, at der ligeledes råbes efter ekstranummer, hvilket ligeledes leveres med højt humør både på og af scenen. Bandet beviser helt bestemt sit værd som afslutning på aftenen med en god eksplosion af groovet og melodisk død.

Fatter Eskil og Escobar har formået at stable en fremragende begivenhed på benene, hvilket som tidligere nævnt ikke mindst udmunder sig i en udsolgt aften. Stemningen har ligeledes været fremragende hele aftenen, hvor vi er blevet præsenteret for en pose med blandede danske metalgodter.

Nedenunder kan ses et galleri fra aftenens optrædener taget af vores gæstefotograf, Akemy Aoyama: