Anmeldelse af Alcest + The Devil’s Trade. Lille VEGA, København. D. 03/10-2023.
Franske Alcest levede op til forventningerne, da de spillede hovedværket Écailles de lune i sin helhed med en inderlig, deprimerende og utroligt smuk koncert.
The Devil’s Trade
Før de melankolske franskmænd går på scenen, får vi lov til at stifte nærmere bekendtskab med ungarske The Devil’s Trade. Jeg skal være ærlig og indrømme, at denne aften er første gang, jeg rigtigt møder dette projekt, så det er jo glædeligt, at det skal vise sig at overraske positivt.
The Devil’s Trade spiller en form for Doom Metal, hvor der ofte bliver tilføjet lidt elementer fra andre genrer, hvor særligt post-inspirationerne får lov til at skinne igennem her til aften. Forsanger, guitarist og velsagtens manden bag bandet, Dávid Makó, spiller og synger mildest talt fremragende med en utroligt kraftig og bred vokal, der særligt spreder sig imellem det dystre og det smukke, ligesom den ynder af folkelige inspirationer. Det lyder måske spøjst, men det virker så absolut for den ungarske musiker. Vokalen er lækker, også selvom forsangeren selv antyder, at den skulle være rusten efter en tur på Christiania.
Sammenspillet i gruppen er dejligt levende, og selvom guitaren ofte står lidt alene, falder de andre instrumenter godt ind. Bassen bliver spillet som en synth-bas, således at man også kan fokusere på andre synth-lignende lyde, og det lyder faktisk utroligt godt og tungt. Denne tilgang til instrumenteringen er ikke just vanlig indenfor denne genre, men ikke desto mindre så fungerer det rigtigt godt for bandet.
Lyden er ganske fortræffelig på Lille VEGA her til aften, hvor trioens egen lyd fungerer fremragende. Der bliver braget tungt og doomet igennem, når det hører sig til, imens de mere afdæmpede passager er lækre inderlige. Lydbilledet er dejligt fyldigt og dynamisk her til aften, og det komplementerer i sandhed The Devil’s Trades musikalske udfoldelser.
Bandet er ikke just et, der bevæger sig vanvittigt rundt på scenen. Alligevel er den energi, som oser ud af gruppen, enormt god og fungerer virkelig godt i sammenhængen med den inderlige og til tider intense og eksplosive musik.
Til trods for for mit vedkommende at være et ubeskrevet blad imponerer The Devil’s Trade med en inderlig koncert, hvor fokus hovedsageligt ligger på musikken og de følelser, denne frembringer. En utroligt velspillet koncert med en fremragende og tjekket fremførelse, som helt klart vækker musikalsk interesse fra i hvert fald denne anmelder. Der er umiddelbart meget at hente her.
Alcest
Sidst, jeg oplevede aftenens hovednavn, blæste de mig mildest talt bagover. De blæste sågar min kompagnon, der i øvrigt ikke rigtigt ellers lytter så meget til metal længere, bagover. Alcest leverede en afsindigt god koncert på Pumpehuset, og derfor er det kun naturligt, at iveren for at fange dem igen er stor. Denne gang hedder spillestedet Lille VEGA, og sætlisten består hovedsageligt af hele gruppens velsagtens Magnum Opus: Écailles de lune.
En ting, der er helt sikkert ved aftenens Alcest-koncert, er, at sætlisten så absolut ikke fejler noget! Écailles de lune er et sublimt værk, og live står numrene om muligt endnu stærkere og mere følelsesladet end på pladen. Der løber tårer flere steder i salen i løbet af koncerten, som tydeligvis rammer adskillige af aftenens publikum lige i hjertet.
Koncerten begynder med en små mudret lyd, hvor især vokalen desværre ryger lidt for langt bagud i mixet. Således hører man i starten mest til guitaristen, Zeros, korvokal, hvor forsanger, guitarist og bandmester, Neige, desværre ikke skærer nok igennem. Dette bliver der rettet op på i løbet af de første numre, og herfra er lyden glimrende med en fin detaljerigdom. Et dynamisk lydbillede er nærmest påkrævet for, at Alcests musik skal skinne ordentligt igennem, og dette får vi heldigvis på Lille VEGA her til aften.
Bandet skinner igennem på denne scene, hvor det afdæmpede post går smukt hånd i hånd med det blackede og atmosfæriske. Neige synger glimrende her til aften, og gruppens sammenspil er lækkert og nærmest perfekt. Riffsne sidder i skabet, og melodierne leveres med lige dele ynde og inderlighed. Alcest forstår også at få godt med smæk på, og her kommer folks nakker mere på arbejde. Alcests musik balancerer elegant på en knivsæg imellem det smukke melankolske og det intense.
Bandet giver den fint med gas på scenen med et sceneshow, der generelt harmonerer godt med den melankolske og til tider aggressive musik. Det bliver varmt på Lille VEGA. Varmen, intensiteten eller måske noget tredje bliver til syneladende også for meget for en ung person oppe ved de forreste rækker, der som følge deraf går i gulvet. VEGAs personale er tjekkede og hurtige på pletten for at hjælpe vedkommende ud. Det er godt at se så hurtig respons fra VEGAs personale; der er de vakse. Forsanger og guitarist, Neige, bemærker situationen og siger, at han håber, at vedkommende har det okay, hvorefter koncerten fortsætter. Generelt er publikum utroligt nok til den afdæmpede side her til aften, hvilket er en sand fornøjelse, Alcests soniske dynamik taget i betragtning. Alcests musik fortjener fordybelse, og det har man umiddelbart okay forudsætninger for her til aften.
Foruden Écailles de lune får vi serveret en mindre kaskade af lækre numre fra gruppens bagkatalog. Alcest har heldigvis foruden aftenens jubilæums-album et glimrende bagkatalog at vælge fra, og vi får således glimrende numre som “Autre Temps” og “Oiseaux de proie”, skudt direkte ind i øregangen af det velspillende band.
Alcest lever i den grad op til forventningerne med et inderligt og på mange måder rørende show, hvor der både er plads til det mere voldsomme, samtidig med at der er plads til det afdæmpede; og så endda med et ret eksemplarisk og stille publikum.
Her følger et galleri fra aftenens koncert taget af Akemy Aoyama:
