Alice Cooper

Energifyldt fransk blackgaze

-

Anmeldelse af: Alcest. Pumpehuset, Kbh. 15. februar 2020.

Franske Alcest leverede en sprød og energifyldt Blackgaze-koncert, da de spillede for et udsolgt Pumpehuset i København.

 

Foto: Kasper Pasinski

Alcest er ikke et band, jeg har fået dyrket meget, og alligevel har de seneste singler fra bandet været enormt imponerende og har da helt klart været spændende nok til at lokke mig til København denne lørdag. Desværre ankommer jeg lidt sent til spillestedet og når desværre ikke at fange mere end et par numre af Kælan, der ellers på trods af manglende trommeslager virker som lovende musik. Derfor bliver aftenens første egentlige oplevelse Birds In Row.

 

Birds In Row
Det første, der falder en ind, når man denne aften oplever Birds In Row på scenen, er, at bandet besidder en enorm energi og helt klart ønsker at sparke en fest i gang. Der er masser af knald på, men her stopper det fede ved Birds In Row-koncerten også.

Lyden er decideret elendig. På intet tidspunkt kan man høre, hvad der foregår i forhold til riffs, musikalske skift, sangopbygning eller bas. Det eneste, publikum får lige i smasken, er masser af trommer og den lede omgang klynke-emo vokal. Det lyder mildest talt af helvede til, og man får mest af alt lyst til at gå i baren og drikke, indtil musikken begynder at lyde godt. Desværre findes der ikke den mængde af alkohol i verden, der vil kunne få denne koncert til at lyde godt.

Ligeledes lader brugen af lys en stå tilbage med ønsket om mere. På intet tidspunkt passer lyset til musikken, og netop dette får mig til at indse, hvor meget godt og gennemtænkt lys kan betyde for en koncert. Denne aften ville det dog ikke have reddet Birds In Row.

Den høje energi gør egentlig, at musikken virker som noget, der måske kunne være spændende, hvis nu man kunne høre, hvad i alverden der foregår i musikken. Dette kan man dog ikke, og netop denne koncert er noget af det mest triste, jeg har været vidne til i mange år.

 

Alcest
Med mindet om den elendige lyd fra Birds In Row som en kæmpe klokke, der ringer i baghovedet, er frygten stor i forhold til, hvad der nu skal ske for Alcest og deres post-metallede Blackgaze, der i høj grad kræver lydmæssig finesse. Bliver lyden bare i nærheden af, hvad publikum netop har måtte få blæst igennem kranierne, vil dette blive en udsolgt fadæse af den store klinge.

Heldigvis har Alcest en lydmand, der ved, hvordan man skal gebærde sig bag en mixerpult, og alt står krystalklart, fra første tone slås an. Her viser Pumpehuset sig fra den side, som jeg føler, at jeg er ved at være vant til her.

Ligeledes får publikum nu endelig at se, hvor meget et gennemtænkt og vellavet lysshow kan gøre for en koncert. Lyset er on point under Alcest og nok iblandt det bedste, lys jeg endnu har oplevet i Pumpehuset.

Alcest er noget mere udadvendte i deres optræden, end man lige ville regne med i forhold til deres genre, og de formår at fange deres publikum ikke blot med den smukke musik, men også igennem deres energirige fremtræden oppe på scenen. Normalt ikke noget, man ser indenfor denne stil, men Alcest får det til at virke og det endda godt! Energiniveauet er højt, og temperaturen inde på Pumpehuset stiger hurtigt.

Bandets sammenspil sidder lige i skabet og de får nemt publikum med på løjerne. Der lader til at være særligt godt gang i den oppe på de forreste rækker. På trods af at bandet eftersigende skulle spille Blackgaze, virker det ikke som om, at de rigtigt tager de dyder, som ellers kendetegner genren for højtidligt. Alligevel bliver Alcest på intet tidspunkt i nærheden af at virke farligt, men dette er netop heller ikke meningen. Så længe musikken spiller, og bandet virker engagerende, fungerer det, og netop dette klarer Alcest glimrende.

Musikken smuk og tydeligvis dybfølt, ikke kun for bandet, men i høj grad også for publikummet. Alcest overrasker denne aften enormt positivt i et udsolgt Pumpehuset, hvor det er svært at ikke stå måbende tilbage flere gange i løbet af koncerten.
Der har været momentvis tomgang, hvor det føltes som om, at der ikke rigtigt sker for meget, men bandet er heldigvis i deres alsidighed både i forbindelse med deres performance, men også som musikere, klar på at samle stafetten op, når den er ved at blive tabt.

Dette bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg skal opleve dette band live, for Alcest ved, hvordan en fremragende koncert skal skrues sammen.

REVIEW OVERVIEW

Birds in Row
Alcest

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories