Gensyn med de gamle drenge

Tag ikke fejl – Jeg holdt skam af Manowar og var i forvejen ret glad for Power Metal, som de jo unægtelig har bidraget til i uendelige mængder, når det kommer til temaer, musik og den visuelle repræsentation af de højtskrigende ballader om muskuløse krigere, der igen og igen drager blodig kamp efter blodig kamp.

Men det var længe siden, jeg for alvor havde sat mig og lyttet til dem, og med et band, der har været på scenen i godt 40 år og nu efter sigende skal sige farvel, var det svært ikke at frygte, at det måske ville blive en kende selvfedt.
Ville ego overtage performance? Eller var jeg på vej for at se en flok afdankede gale mænd, der skulle ralle deres sidste par skrig og tage en god sjat billetpenge til sig?

Da jeg først stod i Valby Hallen så tæt på scenen, som jeg nu kunne komme, blev min tvivl lagt til ro – i hvert fald, da koncerten gik i gang godt en halv time senere end annonceret. For pludselig slukkede lyset, og før jeg vidste af det, stirrede jeg på porten til en prægtig borg med fakkelbærende krigere stående på borgmuren, der messede…

Og så startede musikken.

KRIGSTROMMER
Der var ingen intro. Intet ”Hello, Denmark!” Ingen storskrydende selvforhøjelse til at sætte stemningen – alt dette kunne vente til senere (og så kom det til gengæld også i stride strømme!). For pludselig lød der et brag af elektrisk guitar, et skrig fra en mand i læderbrystplade med forgyldte muskel-mønstre og tordnende drøn fra et trommesæt med et skelet plastret ud over sig, der så lige så forskrækket ud, som publikum pludseligt var fornøjede.

Og jeg var skam også godt fornøjet, med hovedet og garnet godt rystende til den ene power-fantasi efter den anden, den ene sang om fjendens blod og krigernes klinger og soldaternes broderskab efter den anden. Og selvom det var godt, må jeg erkende, at det også blev lidt ensformigt efter et par numre.
Manowars styrke er bestemt i deres æstetik og deres temaer, og med en hel borg, en skærm bag den, der viste syrede videoer af ild, lyn og torden og alskens mobstre og barbariske krigere, var der ingen tvivl om, at billetprisen var gået til gode formål.
Men der er trods alt kun så mange gange i træk, man kan høre ord som ”brotherhood”, ”sword” og ”warrior” uden at stå tilbage med en følelse af: been there, done that.

Men så kom det. Øjeblikket, hvor musikken skruede lidt ned, og en af mine egne gamle favoritter spillede – selveste “Swords in the Wind”. Ved et trylleslag var jeg tilbage blandt nogle af de bedste venner, jeg har haft på mit lille efterskoleværelse, i et broderskab, der forenede sig i den fælles fantasi om kriger og drager, og før jeg vidste af det, sang jeg med i vilden sky. Og når først andre nævepumpende fan-favoritter som “Brothers of Metal, “The Gods Made Heavy Metal” og “Black Wind, Fire and Steel” derefter kom drønende, var der ingen tvivl: Nok var det guderne, der lavede Heavy Metal – men den mandag aften i Valby Hallen var det de gamle generaler, der videregav den til deres tro skare af ivrige soldater.

Og der var da heller ikke et øje tørt, når “Warriors of the World” blev spillet med en hel flok krigere tilbage på borgmuren, bærende flag fra lande verden over – inklusive vores eget, naturligvis.

VILDSVIN I EGET FEDT
Men selvfedme slap vi ikke helt for, og det kom primært fra bandets grundlægger, Joey DeMaio. Manowar har altid været defineret af deres højlydte machismo, og det var der bestemt rigeligt af, når Joey gav sig til at kaste sig ud i en guitarsolo, der, selvom den nok var imponerende, endte med at føles længere end de krige, Manowar synger om – især da det så småt blev tydeligt, at det drejede sig mere om at lave lyd end at lave egentlig musik. Og senere mod koncertens slutning var han der igen, denne gang med en lige så lang og passioneret tale om sammenholdet mellem publikum og band, hans had til pengemændene i musikbranchen, og et direkte vandfald af fucks, balls og brothers.
Det var lidt som at høre sin fulde onkel holde tale til brylluppet uden at have forberedt sig. Det var alt for meget, og varede alt for længe, men der var uden tvivl velmenende. Og når man har brugt et halvt liv på at definere sin egen genre, så synes jeg faktisk godt, man må blære sig lidt.

Alt i alt var Manowars ”The Final Battle” som at sidde til bords efter et vikingetogt og mæske sig i et stort, kødfyldt vildsvin, der havde sydet i sit eget fedt. Det havde måske været sundere at skære lidt af selvfedtet fra – men så havde det til gengæld sikkert kun smagt knapt så godt.