Hotel Cecil er stadig nyt for mange af os koncertgængere, men alligevel føler man sig hjemme, når man går ned i kælderen, hvor baren er det første, man møder, og dernæst scenen på højre hånd.
Selve scenen er for enden af et til dels langt lokale, lidt i stil med Templet i Lyngby – her er der bare højere til loftet, lidt bredere scene og gardiner hele vejen rundt.
Der er stil over Hotel Cecil, og det kunne man også dufte i den faktisk kølige luft i lokalet – ja, man plejer ellers at svede, så det drypper, fra man træder ind i et lokale, hvor der skal foregå en koncert, men, næh, her kunne man faktisk dufte, at det ikke kun var den sædvanlige “jeg hælder lige en bajer i mig”-pils, men derimod en IPA, en ellers “finere” øl. Jo, selvom der blev drukket IPA og andre lækre øl, holdt det ikke folk fra at lave moshpits og stagedives!
Psy:code
Psy:code var første band på scenen denne aften i Hotel Cecils kælder, og de har desværre en tung start. De første 30 sekunder er det ekstremt svært at høre begge guitarister, Steen og Jesper, det eneste, jeg kan høre fra midten af salen, er forsanger Dennis Schou, bassist Dag Damkjær og trommeslager Kenneth Gøtsche.
Efter godt og vel 30 sekunder kan man så høre guitaristerne brage igennem på fuld hammer – sådan skal det lyde – så kan vi i publikum få noget ud af drengenes tekniske hardcore metal!
Psy:codes frontmand Dennis er på ingen måde en mand, der står stille på scenen, og til tider var jeg sgu selv nervøs for, at han ville falde ud over scenekanten, for er du da fuldstændig rådden, den mand kunne stå på kanten af scenen og growle, så alle de forreste personers røvhuller vibrerede! Dennis er helt klar blevet bedre til at styre sit growl, end han tidligere har været, det var super fedt at se!
Bandet i helhed spillede en god koncert i forhold til sidst jeg oplevede dem, da de varmede op for Bury Tomorrow i Pumpehuset, men jeg må være ærlig og sige, at de skal tage at finde sig en lydmand, der kan hjælpe dem, for den manglede virkelig noget, denne koncert – her var det ikke drengene skyld, men husets lydmand.
Hvis jeg stod nede foran scenen, var der fed lyd, der var drøn på, men den manglede sgu noget bund, man kunne ikke mærke det hårde punch i brystet fra Dags bass eller Kenneths stortrommer, og hvis jeg gik ned bagved i salen, som i 10-12 meter fra scenen, faldt lyden så drastisk, at jeg kunne tage ørepropperne ud og se koncerten uden at mærke nogen form for skader i øregangen. Det holder sgu ikke..
Jeg ved godt, at man vil have folk tættere på scenen, men det her er ikke måden at gøre det på 😀 høhøø… Find jer en lydmand, I kan stole på og få så noget mere punch i jeres ellers fantastiske lyd!
Drengene her lukkede af med et nyt nummer, “Black Souls”, det var egentlig ikke det nummer, de skulle lukke med, men i slutningen af nummeret døde bandets bærbar, som kører deres in-ears og backingtrack, og den var ikke til at få liv i igen – øv, at skulle stoppe en koncert et nummer for tidligt grundet teknikken er sgu ærgerligt.
The Interbeing
Her har vi et band, som ved hvad de laver! Der er styr på lyden hele vejen gennem deres show, bortset fra et par feedbacks fra mikrofon og guitar.
