Bruce Dickinson - Spoken Word

Intimkoncert med familien-metalcore

Anmeldelse af: Bury Tomorrow + Psy:code. Pumpehuset, Kbh. 23. april 2018.

 

Pumpehuset ender altid med at være mit go-to-place, når jeg mangler mit metalcore-fix, og denne mandag aften, skulle ingen undtagelse være.

 

Den musiske aftensmad blev serveret kl. 20.00, og menuen bestod af noget lækkert hjemmelavet metal fra smukke København, leveret af Psy:code, og en hovedret bestående af britisk melodisk metalcore fra Bury Tomorrow. Det var med sikkerhed et spisekort, der kunne fange min opmærksomhed! Trods det sparsommelige fremmøde til aftenens indslag, formåede både entertainere og publikum at gøre dette til en uforglemmelig aften!

 

Psy:code
De gæve gutter fra Psy:code bringer altid et smil frem på ens læber, når man ser dem indtage en scene. Selv i Pumpehusets lille sal formåede de at udfolde sig så umådelig stort, at selv jeg overvejede at påbegynde en udbygning af den lille scene!
Hæse skrigende vokaler lød ufejlbarligt fra frontmand Dennis Schou, som gav den utrolig meget gas og fik sparket gang i det lille publikum.

Disse herlige drenge leverer grum hardcore direkte fra hovedstaden, deres musik er defineret ved en masse fart og en masse lækkert melodisk larm! De store kødfulde riffs suppleres af forsangerens rene vokal, som skaber en fantastisk brutal alliance! 

Et nummer som “Leech” fremstod som et uforglemmeligt indslag denne aften. Rolige opbygninger, som rullede over i hårde toner og bandt melodiske synths for til sidst at kulminere i et eminent omkvæd og et endnu mere betagende breakdown.

Aftenen blev for bandets vedkommende rundet af med min personlige favorit, “The Strain”, som med den melodiske syngende guitar red oven på bølgen af de underliggende toner af benhårde riffs.
Psy:code formår at gøre enhver situation til deres fordel, og selv deres små ufuldkommenheder gør koncerten lidt mere spændende at lytte til. På trods af, at publikum dårligt kunne dække salens lille gulv, blev dette ikke et tab for bandet, som formåede at skabe en fuldkommen ærlig og autentisk kontakt, hvilket udmundede i en fed koncert, som i allerhøjeste grad sparkede røv!

 

Bury Tomorrow
Der var ikke plads til megen suspense på Pumpehusets lille scene, så glem alt om en fornem langtrukken entre her!
Bandet gik i samlet trop ud på scenen, og uden så meget pis kastede de sig straks ud i nummeret “Earthbound”, som nærmest væltede mig bagover. Energien lyste ud af samtlige medlemmer, som udførte denne lækre crowdpleaser med utrolig meget knald på. 

Forsangeren anerkendte ydmygt, lig deres opvarmningsband, at salen var sparsomt pakket, men det skulle ikke lave om på aftenens indslag – ”I just want to give you all a fucking great night.” Ja tak!

Disse hårde drenge har siden 2006 surfet bølgerne på metalcore-scenen uden tegn på at blive fanget under vandet. Bandet har en enestående evne til at gå fra det bløde og sårbare til det hårde og heavy i en ubesværet overgang. Daniel Winter-Bates leverer dyb hård growling, mens guitarist Jason Cameron kontrasterer med de rene vokaler, for det meste, under et omkvæd. De to sangere arbejder perfekt sammen, og begge stilarter supplerer hinanden, mens resten af bandet spinder et væld af store riffs og hvirvlende melodier bag dem.

Under et nummer som “Cemetery”, bliver samtlige mennesker revet ned fra trappegangen, bedt om at tage armen om sin sidemakker og hoppe enstemmigt til musikken, selv de to tilstedeværende fotografer, blandt andet vores egen Mark Stoumann, blev bedt om netop samme opgave af forsanger Daniel Winter-Bates. Selvom jeg på det givne tidspunkt kun fik en pæl at holde om, følte jeg den helt fantastiske stemning brede sig i salen. Vi var som en stor glad familie, som arm i arm dansede og rockede med til de lækre toner.

Guitarist Kristan Dawson viste sit musikalske talent i sine fremragende soloer, mens han brugte sin finger-tapping-teknik ufejlbarligt på strengene. Der blev fremført behagelige atmosfæriske melodier, som pludselig eksploderede af raseri i form af hårde riffs og dystre breakdowns. Winter-Bates leverede blodisnende brøl, som kunne vække en død mand til live, mens Cameron formåede at synger rent og yndefuldt uden at lyde som en kastreret korsanger!

Bury Tomorrow diskede ikke op med mange overraskelser denne aften. De er på mange måder et poleret, skinnende mainstream billede af metalcore-scenen med sange, der alle følger den samme skabelon: de blander Winter-Bates-vers med Camerons omkvæd og supplerer med hektiske breakdowns og melodiske overgange.

Når det er sagt, så gør det ikke koncerten kedsommelig, blot en smule forudsigelig. Der var en fuldkommen ærlig og autentisk kontakt til publikummet, som på sin vis forstærkede et bånd mellem os alle. Med mine arme i vejret kunne jeg rocke igennem til aftens sidste (og bandets nyeste!) nummer, “Black Flame”, med min nye metalfamilie på dansegulvet!

 

Se galleri fra fotograf Mark Stoumann herunder:

Fotograf: Mark Stoumann

Mærkater: , ,