Alice Cooper

Kunst og professionalisme

-

Anmeldelse af: Apocalyptica + Epica. Amager Bio, Kbh. 25. januar 2023.

Efter to års ventetid er den længe udskudte Epic Apocalypse tour endelig landet i Amager Bio.

 

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Dette er ikke bare en almindelig onsdag aften, mine gutter. Det er et fyrværkeri af kunstnerisk storformat og topprofessionel underholdning, når Epica og Apocalyptica ruller maskineriet ud!

 

Epica – En legesyg maskine

Fashionably late går Epica på scenen. Efter to år er 10 minutter fra eller til ikke dét, der vælter læsset. Med en dyb rumlen fra Bioens store subwoofere blæses showet i gang med et cinematisk trykspark af en intro.

Der er fra starten kælet ekstremt meget for detaljerne i de farvestrålende visuals, der oplyser scenen fra den store LED-skærm. Det gør showet lige storslået at følge med i, om man har mast sig ind i pitten eller nyder en drink fra balkonen.

Til denne type musik, hvor lydbillederne er så store, og afstanden fra det mest stille stykke i en ballade til et kugleknusende blast i et breakdown, oplever man desværre, at det kun er i den ene ende af spektret, det lyder godt. Epicas og Amager Bios crew skal have ros for, at showet både er en fest for øjnene, og lyden er velbalanceret hele vejen gennem det brede dynamiske spektrum, som Epicas musik bestrider.

Vi kommer godt rundt i bandets store og storslåede diskografi, med toner fra bl.a. Omega, The Phantom Agony og helt nye The Alchemy Project i en velvalgt sætliste, der viser hele spektret af, hvad bandet og ikke mindst vokalist, Simone Simons, kan. Hendes klangskønne lyriske sopranstemme går uhyggeligt rent igennem det store lydbillede, og med en let og umiddelbar energi byder hun publikum op til både fællessang, circlepits og Wall of Deaths.

Da hun hilser på publikum, får man virkeligt følelsen af, at hele bandet oprigtigt har glædet sig til at stå i Amager Bio igen. Sidst, de var i Danmark i 2017, var det på selvsamme scene, og Epic Apocalypse-touren har været længe, længe undervejs med gentagne udsættelser grundet lockdowns. Faktisk var showet udskudt så længe, at jeg nærmest havde glemt, at koncerten med de to symfoniske sværvægtere stadig skete. I aften beviser begge bands, at det hele er den lange ventetid værd!

Personlighed er der masser af i Epica blandt alle medlemmer. En følelse af spilleglæde og af, at alle på scenen oprigtigt har det sjovt og nice med at spille, skinner gennem.

Nu vi er ved personligheder, så er det sjældent, at man får lov til at få en fornemmelse for et bands pianist, da de grundet instrumentets natur ofte er fanget i det hjørne, hvor keyboardstativet er sat op. Epica har løst dette ved at få lavet et genialt stativ på hjul, hvor keyboardet kan roteres frit 360 grader, hvilket Coen Janssen gør sig flittigt brug af. Den frie bevægelighed imellem instrumentalisterne (undtagen trommeslageren, Ariën van Weesenbeek) gav en befriende og let fornemmelse i musikken og sammenspillet, der grundet musikkens strukturer ellers nemt kan blive en anelse kompakt.

I den klassiske musiks verden er der et ordsprog: “Don’t disturb the organist, he’s already disturbed enough”. Dette gælder også for Janssen. Han er crazy på den fedeste måde, og hans personlige festabe-energi på scenen smitter af på alle omkring ham. Publikum jubler, da han endelig kommer til syne på forscenen med en bue-formet keytar og fyrer den ene solo af efter den anden! Det er lidt et novelty-instrument, men det er en gimmick, der i den grad fungerer!

Epica en en velsmurt maskine, hvor alt er timet, tilrettelagt og koreograferet nærmest ned til mindste sekund. Dette afholder dog ikke bandet fra at bevare en autentisk og legesyg energi, der står i fin kontrast til det gigantiske maskineri, der bærer det. Det kunne sagtens fungere uden alt scenografi-teknologien (misforstå mig ikke, jeg f*****g elsker gadgets!), og gør, at man ikke føler, at de lader sig falde tilbage på at lade effekterne bære showet.

Den store musikalske ekstase udebliver for mit vedkommende, men live-oplevelsen af Epica er en helstøbt og underholdende omgang, som jeg gerne tager turen til et venue for at opleve igen.

Efter et par encores går bandet af scenen til Hans Zimmer’s Kraken-tema. Den cinematiske æstetik er komplet, og selvom det er et lidt spøjst valg at spille et uddrag af Pirates of the Caribbean-soundtracket efter sin koncert, så køber jeg den, fordi jeg har været så fandens godt underholdt under hele showet.

På det etagehøje LED-display skinner afslutningsvist et hjerte med et dansk flag og den lidt ubehjælpsomt formulerede oversættelse “Tak skal du have”.

Ja! Tak skal du have for et show! Det var fedt!

 

Apocalyptica – Masseappellen og det sublimt kunstneriske

“We play cello in an most interesting way”

Tre konservatorieuddannede cellister og en jazz-trommeslager går på scenen i en ombygget biograf. Er det starten på en dårlig joke, eller er det starten på en ekstatisk koncertoplevelse?

For de uindviede er Apocalyptica en samling Metallica-covers på cello og muligvis en del af lydsiden til den nye Netflix-producerede The Addams Family spin-off serie Wednesday.

For de, der har fulgt den finske kvartet i helt op til tre årtier, er det næsten en kult.

Det er en ny måde at spille cello på. Det er en pionerende fusion af to æstetikker, den moderne kompositionsmusik og metal, der lægger tæt op ad hinanden. Det er originale kompositioner, der spænder fra triosatser af det fineste tone-filigran til radiovenlig hardrock.

Det er et projekt, der udvisker grænser og leger med musikken på en så frigjort måde, at det kun kan lade sig gøre, når man har øvet sig så mange timer, at man bliver ét med sit instrument.

Stemningen i salen er høj allerede, før bandet går på. Som flydende elektricitet sætter den finske kvintet deres sæt i gang med Ashes Of The Modern World fra deres nyeste plade Cell-0.

Bandleder og komponist, Eicca Toppinen, og resten af ensemblet udstråler samme oprigtige glæde som Epica over endelig at stå på scenen i det københavnske igen. Den høje energi og intensitet holdes oppe og eskalerer gennem hele koncerten. Et højdepunkt indtræffer, da vokalist, Frankie Perez, slutter sig til ensemblet på scenen. Enkelte af Apocalypticas udgivelser har vokal med, og de har ofte haft featured forskellige artister så som Till Lindeman, Nina Hagen og Joe Duplantier. Perez er i Apocalyptica-regi bedst kendt for sin performance på Shadowmaker-pladen, som vi også hører et par numre fra i aften.

Det er første gang, jeg oplever Perez live, og jeg er ikke skuffet! Hans kraftfulde hardrock-vokal og energiske performance har masser af attitude og udtryksfuldhed. Han åbner især for en særlig vredestynget sårbarhed især på nummeret “I’m Not Jesus”.

Ofte kan feature-vocals blive en anelse akavede live, grundet det ofte lidt korte sceneformat, men Perez’ tilstedeværelse virker så naturlig, at det føles som om, han altid har spillet med Apocalyptica.

Et højdepunkt i settet er “Shadowmaker”, titelsangen fra pladen af samme navn fra 2015.

Den spilles med en særlig ekstatisk vildskab, som jeg aldrig har hørt den før og som er vanskelig at beskrive. Studieversionen virker som noget fra Bamses Billedbog i sammenligning med, hvad der foregår her.

Under sangen bytter Perez og percussionist, Mikko Sirén, pludselig plads, så Sirén får muligheden for lige at tage en sejrsrunde omkring sættet. Det virker ikke gakket, det er ikke gimmicky. Det virker naturligt for det, der foregår, at alle spiller sammen på den flydende facon der udfolder sig.

I den strengeste forstand er det her vel teknisk set ikke engang en metalkoncert, når nu der ik’ er en fee hævi-geddar, men hvis det breakdown, vi er vidne til i slutningen af den 7 minutter lange sang ikke flækker dine gonader, skal du have tjekket din hørelse.

Sætlisten er skruet godt sammen med lidt af det nye, lidt af det gamle, og selvfølgelig skal vi også høre ensemblets superhittende “Nothing Else Matters”-Metallica-arrangement.

Nummeret har været en obligatorisk del af Apocalypticas sætlister de sidste 30 år og solocellist, Perttu Kivilaakso, spiller de ikoniske solo-linjer med sit eget touch og variation med sådan en lethed, at det føles som om, at det egentlig var Apocalyptica, der har skrevet sangen.

Folk snakker til koncerter, nogle gange lavt, men oftest højt. Om fadøl og kontorsladder, selv under Tool-koncerter med billetter til adskillige tusind kroner, skal ugens gang vendes med livemusikken hensat til baggrundstapet.

I den klassiske verden var man blevet smidt ud på røv og albuer for at knævre under Shostakovichs 8. kammersymfoni.

Og med faren for at træde ind i det elitære territorie, kan jeg til dels forstå det.

Det er en underlig følelse som koncertgænger, når sidemanden M/K højlydt ævler hen over en virtuos solo-passage i stedet for at nyde den dyrebare og unikke oplevelse, det er at se en kunstner udføre sin metier i levende live.

Men denne onsdag på Amager sker noget magisk. Under under det ikoniske ‘tallica-cover, er der næsten fuldkommen stille i Bioen.

Folk er hypnotisk dragede af de fire kunstnere, og næsten eneste lyd er, når salen synger med på refrænet “… and nothing else matters”. I sandhed, i dette øjeblik er der intet andet end musikken, der betyder noget.

Ved nærmere eftertanke føles det som om, at koncerten er delt op i 2 halvlege – og det fungerer enormt godt. Den nærmest ritualistiske første del af koncerten er slut, og Metallica-coveret er overgangen til efterfesten. Kivilaakso laver spas og løjer med publikum og annoncerer, at  “We’re gonna play some songs from the greatest danish band – Metallica!”.

Det er tid til et festligt party-medley af covers, og en eksplosiv, løssluppen og udadvendt energi blæser ud over Amager Bio og vælter alle, der vil lade sig rive med af stemningen.

I aften demonstrerer Apocalyptica endnu engang, at de favner alt fra masse-appellen over det raffineret smukke, det vanvittige og det kunstnerisk eksperimenterende med sublim ynde.

Der spilles på et ugudeligt niveau, som aldrig bliver elitært eller utilgængeligt. Det er lyden af fire mennesker, hvor deres respektive instrumenter er en forlængelse af dem selv og deres indre tankeverden.

Er det en metalkoncert eller er det en opvisning af kontemporær kompositionsmusik?

F**k if I know. Det kort og godt musik – og god musik, spillet godt, er godt uanset genre, instrument og alder.

En af mine kriterier for en god koncert er, om jeg har lyst til at spille musik, når jeg kommer hjem. Og da jeg gik fra Apo trak det i hele kroppen for at komme over i studiet og fyre op for, ja, hvad som helst, der kan lave noget lyd med distortion på!

Derfor.

5 stjerner til tre cellister og en jazztrommeslager i en ombygget biograf.

 

Anders Groos Mikkelsen to billeder af koncerten:

Sofia Schmidt
Sofia Schmidt
Vokalist i Ethereal Kingdoms. Klassisk sanger med forkærlighed for alt, der er den mindste smule prog'et. Https://SofiaSchmidt.rocks

ANTAL STJERNER

Epica
Apocalyptica

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Apocalyptica + Epica. Amager Bio, Kbh. 25. januar 2023. Efter to års ventetid er den længe udskudte Epic Apocalypse tour endelig landet i Amager Bio.   Foto: Anders Groos Mikkelsen Dette er ikke bare en almindelig onsdag aften, mine gutter. Det er et fyrværkeri af kunstnerisk...Kunst og professionalisme