Alice Cooper

Filmene vakt til live på scenen

-

Anmeldelse af: Hans Zimmer. Royal Arena, København. 27. april 2022.

At få oplevet de auditive aspekter til verdenskendte film i floromvundne opsætninger på en scene var ganske enkelt en uforglemmelig oplevelse.

 

Foto: Tommy Skøtt

“Dune”. “Pirates of the Caribbean”. “The Dark Knight”. “Løvernes Konge”. “Inception”.
Der er nok en stor chance for, at du har set nogle af disse film, måske alle og endda flere gange.
De film er gået hen og blevet (ny)klassikere, og du ved måske også, hvem der spiller med i dem, og hvem der har instrueret dem.
Men ved du, hvem der har lavet musikken?
Nej, jeg mener ikke lydeffekterne og heller ikke de albums med bands med sange, som man udsender i forbindelse med premieren på en film.
Jeg taler om de storladne og oftest symfoniske indslag, der præger de actionspækkede, stemningsfyldte og følelsesladede scener.

Et godt eksempel er “Pirates of the Caribbean”, hvor du måske i hovedet kan nynne melodien, der virkelig sætter scenen for, at vi er i piraternes territorie.

Det er Hans Zimmer, der har lavet den musik, og hans arbejde med at lave filmmusik går mere end 30 år tilbage, og det er ham, som de store instruktører går til, når de skal være sikre på, at publikum får vakt de rette følelser i de givne scener, hvor der skal sættes musik til.

Så hvad er mere nærliggende end at tage på turné med den idé sammen med et symfoniorkester fra Ukraine(!), en gudsbenådet guitarist, en kinesisk cellist og en parisisk-uddannet fløjtespiller, der spiller på en fløjte, der er fra før, Jesus blev født?

Så med over 880 dages forsinkelse af en vis grund kunne Royal Arena endelig blive fyldt med denne opsætning, hvor publikum skulle sendes gennem mere end tre timers filmmusik med lysshow, teatralske indslag og visuals på en skærm, der også sendte live fra scenen, så folk nede bagerst kunne se, hvad der foregik. (Indsæt så også lige en pause på en halv time midtvejs.)

Det lugter allerede af, at det er sådan en seance, hvor man har kjole på, sidder ned og holder sin kæft, indtil man høfligt klapper efter endt opførelse af hver sang – det har du ret i. Sådan foregik det, og bare det at klikke med en kuglepen gav genlyd under de stille passager i arenaen med flere tusinde mennesker.
Ve den, som formanede sig til at nyse!

Mere fisefornemt var det dog ikke, end at hr Zimmer lige kunne gribe mikrofonen og fortælle en morsom anekdote, og orkesteret samt alle de andre på scenen så tydeligvis også ud til at have en fest over at optræde.

Selv numrene var udvalgt blandt Zimmers nok mest kendte værker, og man kan sagtens fragmentere sådan en omgang filmmusik til enkelte sange, selvom jeg lod mig forstå af kendere, at udvalget var lidt for begrænset fra “hans” filmkatalog, som der – som nævnt – spænder sig over mange årtier og mange film.

Men sådan er det jo med kunstnere, som der får bragt mere og mere musik ud, at det er begrænset, hvor meget man kan opføre hver gang, når der også er tidsbegrænsning på.
Hans Zimmer fortalte selv, at hans oprindelige udgave af koncerten skulle have været på syv timer(!). Af samme årsag var der heller ingen opvarmning på denne aften.

Musikken havde virkelig fået et pift, så de blev storladne på en måde, så det nok ville have domineret for meget i filmene, hvis disse udgaver havde været de endelige versioner, men det er jo charmen ved, at man kan lege – som Hans også lagde meget op til, når man begik sig i det daglige – og skabe noget, som der tilfredsstiller en selv og ikke efter, hvordan eventuelt en instruktør ønsker tingene tilpasset.

På trods af alt det positive, som jeg ridser op her, så var der netop en ridse i lakken, som gør, at jeg ikke kan kaste den famøse femstjernet anmeldelse af mig, som jeg ellers gerne ville til denne unikke oplevelse (hvilket man da også måtte forvente, det ville blive, når man skuede til billetprisen på bare de billigste billetter til denne aften), hvilket er dén ting, der bare skal spille:

Lyden.

Der var mange elementer på spil, og selv Hans rendte mellem klaver, akustisk guitar og el-guitar, så man kan forstå, at der er meget, der skal spille sammen ved hvert nummers opførelse, og jeg tror da også, de har øvet sig, for dette var en af de sidste koncerter på denne tour.

Men musikken flød bare for meget sammen til tider, så det faktisk blev en anelse mudret, og det havde ikke skabt skår i glæden, hvis det her var en metalkoncert, for i sammenlignet ville man i så fald have kaldt lyden for skarpskåret og noget nær perfekt. Men når man har at gøre med legendarisk filmmusik, hvor der er så mange nuancer på spil, så skal det altså bare fungere, at man kan fintune ens ører efter, hvad man lige ønsker at fokusere på, og at man kan få alle aspekter med.

Det kunne jeg bare ikke, så derfor blev det her skam en uforglemmelig aften, men den var ikke perfekt.

 

Her er flere billeder fra aftenen, tager af Tommy Skøtt:

REVIEW OVERVIEW

Hans Zimmer

Share this article

Recent posts

Popular categories

Filmene vakt til live på scenenAnmeldelse af: Hans Zimmer. Royal Arena, København. 27. april 2022. At få oplevet de auditive aspekter til verdenskendte film i floromvundne opsætninger på en scene var ganske enkelt en uforglemmelig oplevelse.   Foto: Tommy Skøtt "Dune". "Pirates of the Caribbean". "The Dark Knight". "Løvernes Konge". "Inception". Der er nok...