Anmeldelse af Tidejord – Væsen (EP). Udgivelse d. 07.01.25

Et nyere skud på den danske metalscene står klar med mere materiale

Oven på deres selvbetitlede debutalbum fra 2022 står Liza Rosenbaum (vokal), Peter Bøggild (guitar), Simon Le Févre Ryom (bas), Frederik Dalsgaard (trommer) og Andreas Bjerring (synths) klar med Væsen. En EP på 21 minutter og 12 sekunder. Altså en overskuelig musikalsk godbid.

De gør sig i en afart af doommetal, og det er altid sjovt at blive præsenteret for en genre vi ikke har mange rendyrkede udøvere af i Danmark. Endda hvor der synges på dansk hele vejen.

Sine steder kan jeg høre lidt Candlemass på åbneren “Skyggemennesket”, og de mere rockede sider vidner om at der også er potentiale til at gå lidt mainstream med det her projekt. 

Når det så er sagt, så kan man klart mærke en indestængt vrede og frustration i Rosenbaums vokal, der ikke vil være for alle. Hun kan 100% synge, både når hun demonstrerer de mere melodiske sider af sin stemme, men også når hun ligefrem skriger som et såret dyr i afmagt. 

Hun har en helt særlig røst, der i de mere aggressive sider godt kan forekomme lidt for højt i mikset og dermed virke malplaceret i sangene. Samtidig klæder det musikken med denne kant og vildskab. Dette vil i høj grad være en smagssag.

“Dødt Træ” har en retro-vibe over sig, samt et fedt groove i starten, før den tunge side af Tidejord viser sig i al sin kraft. Når man hører eder og forbandelser tilsat den næsten utrygge aura fra Bjerrings keys, er det som at lytte til en ildevarslende historiefortæller, der har set enden på livet. 

“Rumskrot” udmærker sig ved at sænke tempoet endnu mere uden at gå på kompromis med at male et råt billede af en illusion, der er ude af kontrol. Når guitarerne skærer igennem, skal det her nok have headbanger-potentiale live. 

Der præsenteres mange spændende ideer på Væsen og jeg er virkelig spændt på hvor Tidejord vil hen i fremtiden. Særligt hvis de skruer op for de mere skæve og syrede elementer, der findes i krinkelkrogene, vil de have potentiale til at skabe deres egen lille niche. For på trods af et allerede lidt unikt udtryk så tror jeg at denne vision kan mere end at lyde som semi-klassisk doomrock.

Det hænder nemlig at man får fornemmelsen af at et par riffs går lidt for meget igen. Besvares, vi er i en afart af musik, hvor det kan betegnes som et varemærke. Men der sker 2-3 gange for meget over de 4 numre. Produktionen er holdt simpelt og det kan klæde kompositionerne, men lidt mere fylde kunne også have haft en positiv effekt. 

“Opdrift” lukker EP’en og er sine steder det mest afdæmpede, vi får at høre fra bandet. Dog snydes vi ikke for noget mere dæmonuddrivelse i form af Dalsgaards trommespil, der brillerer her med sin diversitet. 

Det hele slutter dog lidt brat, og jeg kunne have ønsket mig et mere storladent farvel. For efter dette første møde med Tidejord, så tror jeg på at det bare er et spørgsmål om tid før de kan indtage de større scener i fremtiden hvis de brygger videre på de uformelige skygger som Væsen har sat i verden.