Første jagt

Ættir er et nyt dansk metalband med inspirationer i folkemusikken. På trods af at bandet er helt nyt, og dette er deres første udgivelse, er det altså nogle garvede musikanter, vi har at gøre med. Bandet tæller bl.a. Lasse Olufson og Nanna Barslev, der begge tidligere har gjort det som henholdsvis guitarist og sanger i Huldre, og Henrik Glass fra det fuldstændigt formidable doom metal band Saturnus på tønderne. Derudover har bandet Tor Pettersson på bas samt Veronika Kroell Voetmann på cello, begge kunstnere, som jeg ikke har kendt til, før jeg fik lyttet til Ættirs selvbetitlede debut EP.

Når man har at gøre med så glimrende og velspillende musikere og endda to af dem fra det nyligt opløste Huldre, har man nogle forestillinger om, hvad man har i vente. Navnet Ættir virker da bestemt også meget folket, og denne del er da også repræsenteret i musikken. Forventer man, at bandet lyder som Huldre, vil man dog umiddelbart tage fejl. Ættir er nemlig ikke Huldre, og det er faktisk umiddelbart en positiv ting, da det på sin vis ville virke for nemt at gå tilbage til en gammel og kendt formel.

Ættir byder derimod på noget nyt, som føles ret unikt særligt her på de danske himmelstrøg. Musikken er meget melankolsk, og dette klæder bandet rigtigt godt. Særligt overrasker Barslevs vokal i forbindelse med denne type musik meget, hvor man tidligere har været vant til, at det hele var lidt mere festligt. Vokalen er stadig utroligt unik og er et klart varemærke for Barslev, og den fungerer ualmindeligt godt til denne genre. Nærmest som en lille slags kontrast til det meget dystre og langsomme musik fletter vokalen sig ind på spændende og meget smuk vis. Min første sammenligning, da jeg hørte EP’en, var, at vi endelig har fået et band, der minder lidt om tyske Haggard, uden at det nogensinde bliver helt så symfonisk og grumset, men Nanna Barslevs vokal gør nu alligevel, at dette føles som noget, der er helt sit eget.

Musikken er rimelig riff-drevet, så det er meget positivt at riffsene er både spændende og til tider tilpas aggressive. Guitaren lyder ligeledes utroligt sprød, som man er vant til det fra Olufson. I Ættir er det bare som om, at hans riffs og spillestil får lov til at brede sig bedre ud, end den tidligere har gjort, hvor den bare har skullet ligge som baggrund.

Produktionen på pladen er flot og klar. Instrumenterne går rent igennem og lyder dejlige crispe. På enkelte tidspunkter ville man måske have kunnet overveje at lege lidt mere med lyden på bassen, men overordnet set fungerer det samlede mix urimeligt godt for en debut.

I EPens første nummer, “Gravfærd”, følges bassen og celloen sammen på en utrolig effektiv og stemningssættende måde. Det er altså bare vanvittigt godt skrevet, og da guitaren kommer ind og giver lidt smadder til den samme melodi, sætter nummeret virkelig i gang. Celloen er et instrument, der benyttes alt for lidt herhjemme i Danmark, når det kommer til metal, og Ættir viser netop at dette instrument er ufatteligt godt og meningsfuldt at benytte, i hvert fald når den spilles overbevisende.

Blandingen imellem det tunge og doom-inspirerede, med celloen og Barslevs vokal fungerer hele vejen igennem pladen. Man føler på intet tidspunkt, at man bliver træt af formlen, for den bliver på intet tidspunkt slidt eller uinteressant. Der er god variation at hente i løbet af de fire numre. Særligt stærkt står andet nummer på EP’en for mig, det pragtfuld og enormt dystre guitarriff drevne nummer “Sidste Jagt”, hvor alt bare spiller til UG. Faktisk føler jeg først, at der kommer lidt slinger i valsen ved EPens sidste nummer, “Mørkedans”, hvor hovedriffet i sammenhæng med trommerne ved første lyt lyder som om, at der bliver snublet.
Efter gentagende lyt har jeg dog bemærket, at det egentlig giver en god effekt i forhold til nummeret, der i øvrigt har den bedste afslutning på hele EP’en; aggressiviteten imod slutningen af nummeret med den nærmest Black Metal-inspirerede tremolo picking, de buldrende trommer og den voldsomme skrigende vokal sætter virkelig prikken over i’et og formår at vækker min interesse yderlige for projektet. Faktisk giver lige præcis det stykke kuldegysninger hos mig. Denne eksplosive kraft virker næsten uventet og alligevel som en naturlig del af sangens opbygning.
Her viser Barslev i øvrigt i sandhed, hvad hendes vokal kan formå, og at variationen imellem den flotte vokal og den aggressive røst er et punkt, som bandet bør omfavne mere. At nummeret så slutter afdæmpet af, øger kun virkningen af det intense stykke, der lå før, og efterlader lytteren med en lyst til at høre mere

Ættir beviser med deres første EP, at de helt klart er et band med noget at byde på. Jeg vil i hvert fald personligt glæde mig til at høre mere fra denne gruppe, som uden den mindste tvivl har vækket min interesse med deres første udgivelse.

Forhåbentlig bliver næste skridt et album, hvor man kan tænke mere i en helhed af koncepterne i musikken og universet.