Anmeldelse af: Cattle Decapitation – Terrasite. Udgivet 12. maj 2023 via Metal Blade Records.
Der er ikke meget nyt under solen hos amerikanske Cattle Decapitation, der stadig er leveringsdygtige i smadder med stærkt pondus og intensitet.
Så er der godt nyt til alle med hang til ekstrem fart, voldsom vokal, imponerende trommer, slagkraftige riffs og en bundsolid og letgenkendelig sangskrivning. Cattle Decapitation er tilbage med gruppens ottende album, bærende titlen Terrasite.
Siden bandet i 2012 udgav det i mine øjne fuldstændigt eminente værk, Monolith of Inhumanity, har det musikalske udtryk fra bandet kørt lidt fast i en rille ikke helt ulig den måde, Slayer altid sad fast i den samme rille på. Heldigvis har Cattle Decapitation fundet sig en god opskrift, og hvorfor skulle man så også gå ud og prøve på at forny den? Vi er tilbage ved det gamle engelske ordsprog: ”If it aint broke, don’t fix it”.
Alligevel formår Cattle Decapitation at overraske på Terrasite, hvor der i et par numre rent faktisk bliver benyttet en ren vokal, og ikke blot det sædvanlige mix mellem det ondeste og dybeste growl i mands minde samt de vilde og semi-melodiske skrig fra forsanger, Travis Ryan. Den rene vokal bliver brugt meget lidt igennem pladen og hovedsageligt på skivens sidste skæring, “Just Another Body”, der med sin længde på lige over ti minutter også er albummets længste og så absolut mest ambitiøse nummer.
Man kunne foranlediges til at tro, at ren vokal slet ikke dur i forbindelse med Cattle Decapitations musikalitet, men det, at den er så sjældent benyttet, gør, at den egentlig er et spændende afbræk, særligt når den også ligger sammen med Ryans hæse skrig. Det spiller rigtigt godt og beviser, at forandring faktisk fryser – også for Cattle Decapitation.
Terrasite er spækket med afsindigt solide riffs af den slags, som gruppens fans efterhånden forventer at få serveret. Generelt er der ikke for mange overraskelser igennem albummet. Er man fan af de seneste tre plader, så vil man formentlig også være glad for denne, for der er virkelig ikke meget nyt under solen. Heldigvis i hvert fald for mit vedkommende fungerer Cattle Decapitatios opskrift stadig, og deres musik er til tider på grænsen til selvplagiat, hvilket er enormt velfungerende og imponerende. Bandet spiller fortrinligt igennem albummet med de lækre temposkift imellem det groove-orienterede og det smadrede. Trommerne er perfekt voldsomme, og man får virkelig dobbeltpedalen at mærke. Ligeledes præsterer Travis Ryan atter engang en vokalisk magtdemonstration af rang med sit altid voldsomme growls og inciterende og specielle skrig. Alt er, som det plejer.
Produktionen er ufatteligt skarp igennem albummet, og man formår at fange så rigeligt af detaljer i gruppens sammenspil. Dette er enormt vigtigt med de voldsomme skift og tempi, albummet besidder, da en bare lidt for skæv produktion vil kunne vælte hele læsset. Vi er ikke ude i en super dynamisk produktion, men det havde formentlig heller ikke fungeret alt for godt, når nu musikken så ofte kører på 11.
Cattle Decapitation lever op til forventningerne med et album uden for mange overraskelser; og dog. Den rene vokal og den lidt større ambitionsniveau, der viser sig i et nummer som “Just Another Body”, viser alligevel et band, der måske vil rykke lidt på sig. Det virker i hvert fald som en fornuftig og spændende afslutning på et album, der ellers ikke har indeholdt de store overraskelser. Terrasite indeholder måske ikke de store overraskelser, heldigvis heller ingen negative – det er, som vi kender og elsker det.
