Anmeldelse af Ethereal Kingdoms – Hollow Mirror. Udgives 11. oktober 2019 via Mighty Music/Target.
I de gamle eventyr fik prinsen på den hvide hest prinsessen og det halve kongerige. På “Hollow Mirror” får lytteren HELE kongeriget.
Den symfoniske metal har svære odds i Danmark, da den ofte bliver betegnet som “Eurovision-metal”. Det er en skam, fordi potentialet for at videreudvikle på genren og konceptet er stor, selvom der også er mange kliché-fælder. Så det er skønt, at Ethereal Kingdoms (EK) nu prøver kræfter med den.
Et af mine personlige yndlingsbands er finske Nightwish. Deres poesi, skønsang og episke melodier er svære at konkurrere med. Der er ellers mange, der har prøvet eller stadig prøver at gøre dem kunsten efter. Heriblandt Within Temptation, After Forever og Epica. Så man kan roligt sige, at jeg var spændt på at høre Ethereal Kingdoms’ debutalbum.
Forsanger, Sofia Schmidt, (der lejlighedsvis også er skribent for os på Metal A Day) komponerer, orkestrerer og synger sin sjæl ud, mens Christian Rasmussen smadrer spaden og også komponerer, Jakob Holm tæmmer bassen, og Jon Elmquist brænder trommesættet ned. Det er tydeligt, at Sofia er inspireret af Tarja Turunen (tidligere Nightwish forsanger). De begge kan begge synge clean og growle, og de lyder også lidt ens – på den gode måde.
Singlerne “Heartchamber” og “Distance” giver et godt lydbillede af, hvordan hele albummet lyder, men det er på “Beginnings” og “Endings”, at de virkelig brillerer. De to numres samhørighed og harmoni er noget nær perfekt.
På “Silent Dance” lyder de meget som Nightwish. Dette skyldes udover Sofias vokal også Christians guitarspil, som lyder noget, Emppu Vuorinen (guitarist i Nightwish) kunne have spillet. Dette kunne lyde som kritik, men det er det ikke – det er en stor ros.
“My Kantele” er et cover af et andet finsk band: Amorphis. Generelt synes jeg, at man skal passe ekstremt meget på, når man laver covernumre af et så stort band, men EK klarer det næsten bedre end originalen. Der er mere nerve og nærvær – bravo!
I slutningen af “Apparition” er der et “hidden track”, der lyder som noget, Heilung kunne have lavet – en god afslutning på et allerede lovende debut.
Men det er en svær balancegang, fordi man godt kan føle, at det bliver for meget af det gode, når det er så voldsomt, ligesom da jeg så dem på Gimle i august – læs anmeldelsen HER.
EK undgår de værste klichéer både lyrisk og melodiøst. En disciplin, som b.l.a. power-metalbandet Beast In Black og The Dark Element (som begge også er fra Finland) ikke mestrer med samme ynde. EK har en international lyd, de er autentiske og ikke mindst troværdige, så de har potentiale til at blive rigtig store. Derfor får de fire store stjerner.
Jeg glæder mig allerede til at følge dem og se udviklingen i musikken i de næste mange år.
Trackliste:
Distance
Beginnings
Aches Within
Heartchamber
Endings
Silent Dance
My Kantele
Embrace Me
Apparition
