Anmeldelse af: Metal For Fred: Avarice + Crown the Beast m.fl., d. 12.04.25 i Valby Kulturhus.
“Metal For Fred” i Valby Kulturhus havde noget for alle – fra dybt eksperimenterende stoner rock til hardcore i højeste gear, men noget gik galt med både afvikling og publikumsdeltagelse.
Foto af: Joachim Vilholm Vilstrup
”Metal For Fred” arrangeret af Ukraine Rocks bød på en maraton af hele 9 bands i Valby Kulturhus. Vi har anmeldt 5 af dem.
G INC
G INC leverede en interessant, men noget stille start på eftermiddagen. Den ukrainske trio spillede med en fortryllende stemme, hvor forsangeren både agerede som sanger og DJ. Deres blanding af elektroniske melodier og tung bas var både eksperimenterende og legende. Vokalen var ikke i fokus, men mere et element i deres musikalske leg, som var meget fokuseret på lyden. Der var en interessant dynamik mellem forsangeren og bassisten, særligt da de pludselig brød ud i et fælles skrig, der gav mig kuldegysninger. Lyden var meget elektronisk og størstedelen af tiden lidt lang fra metallens verden. Deres interaktion med publikum var minimal, og der var en nervøsitet, der kunne mærkes. Alt i alt en interessant start, men noget for eksperimenterende til de fleste tilstedeværende.
Down to None
Down to None, et band der spillede deres debutkoncert, satte virkelig gang i tingene med et hurtigt og intens set fra start. Vokalen var rå og energisk, selvom den kunne være blevet lidt højere, da den nogle gange druknede i lydbilledet. Musikken var hurtig og aggressiv, og bandet gjorde et fremragende stykke arbejde med at få folk i bevægelse. Deres cover af Alice In Chains kunne dog ikke helt få mig til at føle samme energi som resten af sættet, men det var stadig et solidt og energisk show. Deres hardcore elementer gik direkte i hjertet på mig, og Down to None har fået sig en ny fan hos mig!
SPLIT
SPLIT leverede et hardcore-show af høj klasse fra start til slut. Bandet spillede med høj energi og masser af kaos. Det var et show uden pauser og med fuld intensitet, der fastholdte den høje standard hele vejen igennem. Energien i lokalet var på sit højeste under deres optræden og man var ikke i tvivl om, at mange kom kun for at se de unge drenge fra Amager. Deres two-step beats satte den rette hardcore stemning, og publikum reagerede med masser af energi. Det var hardcore i sin reneste form. Jeg var yderst imponeret over disse unge drenge som jeg havde hørt så meget om. Deres koncert på Roskilde Festival i år bliver et must see!
Avarice
Avarice spillede til et temmelig tomt lokale fra start, og det var tydeligt, at folk var begyndt at falde fra i løbet af den tidlige aften. Deres hurtige dødsmetal var stadig intens og imponerende, og de formåede at få crowdet til at bevæge sig. Det var interessant at se hardcore indflydelser i dødsmetal, og forsangerens energi med kicks, hop og crowdsurfing gav ekstra energi til koncerten. Deres blanding af klassisk dødsmetal med et touch af hardcore fungerede umenneskeligt godt og jeg mener det er en kombination der burde udbredes meget mere. Jeg blev fanget af deres lyd og energi og jeg stod ikke stille med nakken.
Crown the Beast
Som hovednavn var Crown the Beast uden tvivl et band, der hører hjemme på større scener. Deres optræden var god, men det kunne mærkes at bandet og det resterende publikum var trætte og der var desværre ikke særligt mange tilbage til arrangementet. Der blev dog givet den en smule gas til sidst med en circlepit, som fik lidt energi tilbage i crowdet. Det var dog utroligt ærgerligt, at de blev nødt til at stoppe før tid på grund af en skredet tidsplan, og kun optrådte med 4-5 sange. Det er en skam det skal gå ud over et etableret navn på scenen, der har spillet på Copenhell. Jeg var dog ikke i tvivl om, at de er pisse dygtige og er et solidt navn blandt danske dødsmetal bands. Forsangerens energi var noget jeg virkelig lagde mærke til under det korte sæt. Han lavede en masse små mannerisms og måden han bar sig på, fik mig til at tænke ”ej hvor virker han bare som det hyggeligste og sødeste menneske ever”. Jeg vil se frem til at opleve dem med en fuld setliste, større publikum og mere energi.
Metal For Fred
Valby Kulturhus og Ukraine Rocks’ Metal For Fred event blev desværre præget af logistiske problemer. Tidsplanen var forsinket med ca 45 minutter, og der blev ikke annonceret, hvornår næste band gik på. Det gjorde, at det var svært at følge med og man endte med at stå og vente lidt længe i nogle tilfælde. Antallet af gæster fluktuerede en del i løbet af dagen, og da vi kom tilbage efter en pause, var der under halvdelen tilbage af publikum. Til hovednavnet var der ca 30 til stede, og det var lidt af en skuffelse, at arrangementet ikke havde den nødvendige organisatoriske styring. Det var dog stadig en dejlig og grineren dag med en masse fede koncerter og søde mennesker.
Fotos af Joachim Vilholm Vilstrup
G Inc
Down to None
Split
Avarice
Crown The Beast