Lugten af et metallisk freakshow

Dylan Walshe
Første opvarmningsband har måttet aflyse på grund af logistisk problemer, og derfor starter vi ud med et stykke med den irske singer/songwriter Dylan Walshe. Det er meget specielt at have, noget der basalt set er et mix mellem irsk folkemusik og country, til at varme op for et metalband som Avatar. Alligevel virker det til at være et bevidst valg fra Avatar netop at gå efter det aparte, selv når det kommer til opvarmningen.

Dylan Walshe har masser af humor og fortæller nogle ganske sjove anekdoter imellem de numre, han spiller her til aften. Det er en meget stille måde at starte aftenen ud på, som stilheden før stormen. Walshe forstår virkelig at få publikum til at klappe med på musikken. Publikumsreaktionen er udover dette nærmest ikke eksisterende. En person nede ved publikum synes tydeligvis, at hele salen skal vide, at han er flyttet til Herning.
Der bliver snakket så højt, så det helt fjerner fokus fra musikken, som ellers egentlig er helt okay. At tale højere end musikken virker utroligt irriterende på samtlige andre publikummer. At folk ikke kan finde ud af at gå et andet sted hen, hvis de skal snakke, vil altid være mig en gåde. Nogle folks koncertkultur er bare lige til skraldespanden.

Walshe spiller heldigvis ganske fint og har en rigtigt lækker stemme. Man føler bare aldrig rigtigt, at man oplever noget helt unikt. De elementer af den irske folkemusik, som er tilstede i musikken, får aldrig rigtigt lov til at skinne igennem, hvilket er ærgerligt, da Walshe har den dejlige irske dialekt. Han får endda fyret et cover af klassikeren “Star Of The County Down” af, som aldrig rigtigt batter ligeså godt igennem, som den gør for de fleste andre irske musikere. Der mangler lidt puls og noget af den humor i musikken, som er kendetegnende for de irske musikere. Der er ikke nok glimt i øjet under selve musikken til, at det virkelig batter.

Walshes koncert føles en kende flad, på trods af at han helt klart er dygtig. Publikum er ikke med til at gøre dette til en bedre oplevelse, og man står egentlig bare tilbage med længsel på at skulle have noget metal blæst igennem knolden.

Avatar
Avatar bruger pausen imellem Walshes og deres egen koncert på at have noget hjemmelavet radio kørende, der mest af alt kan sammenlignes med radiokanalerne fra det vidunderlige Rockstar-spil “Grand Theft Auto: Vice City”. Det er en vidunderlig blanding imellem glimrende musik og god humor. Da bandet selv kommer på scenen, er det utroligt nok til tonerne af en af de meget få sange, jeg kender med dem, navnligt “Hail The Apocalypse”, og så er festen ellers i gang.

Avatar forstår virkelig at levere et show, der er sprængfyldt med energi. Der er gang i hele bandet fra start til slut, og samtlige medlemmer virker enormt tændte. Publikums-responsen er ligeledes rigtigt god og der åbnes hurtigt op for en lille moshpit, imens andre får rykket rundt i deres nakker, mens helt andre skråler med på musikken. Stemning er til at tage og føle på, og det er vidunderligt.

Johannes Eckerström er en vanvittig fed frontmand, og han forstår at hive publikum med ind i det gøglede og finurlige metalliske univers, som Avatar befinder sig i. Avatar dyrker det bizarre og besynderlige og sætter det sammen med super solid og ekstremt velstillet klassisk svensk melodisk dødsmetal. Der er enkelte referencer til gammelt In Flames og At The Gates, men alligevel formår Avatar at være helt unikke i deres udtryk.
Bandet besidder en energi, som kun de færreste metalbands kan matche, og man kan ikke undgå at være imponeret over den flotte og stramme fremførelse. Der er virkelig tænkt over showet, hvor medlemmerne, og særligt Eckerström, får skiftet kostumer til forskellige numre.
Sceneopsætningen er ligeledes overdådig og matcher virkelig bandets image. Bandet er helt klart gået langt for at skabe et helhedsbillede, og det går rent hjem. Showet er enormt veludført og professionelt, uden at det virker indstuderet.

Der skrues på et tidspunkt op for det sjove og spændende ved, at Eckström hiver en trombone med på scenen. Jeg aner ikke, hvad nummeret hedder (“Puppet Show”. red), men er fra start blæst bagover af, hvor godt skruet sammen det er. Avatar balancerer fint på knivsæggen imellem gøgl og seriøsitet.

Lyden har været ekstremt god under hele koncerten. Enkelte gange drukner vokalen lidt i mixet, men dette fikses som regel utroligt hurtigt. Avatar har som band en rigtigt fed og moderne lyd, som virker ekstremt godt sammen med deres stil og show.

Eckström får snakket en god del til sit publikum, og han får høstet store bifald, tilråb og latter, alt sammen, når det er fortjent. Manden er en god entertainer og formår at fremstå lige dele ydmyg og kæk. Han skaber et fællesskab med sit publikum, og man føler helt klart, at man næsten er et med bandet.

Et af aftenens sidste numre, “The King Welcomes You To Avatar Country”, indledes ved, at den ene af guitaristerne kommer ind klædt ud som konge af Avatar Country (som også er titlen på bandets seneste album) , og så er der ellers bare fuld gang i løjerne med totalt besøg og svedig svensker-metal.

Koncerten afsluttes på stor vis med sæbebobler, højt humør og det fede nummer “Smells Like A Freakshow”, og der lugter i høj grad af freakshow på den gode måde.

Avatar har her til aften bevist, at de så sandelig kan finde ud af at lege, men at det hele ikke altid er for sjov. Jeg ved i hvert fald, at dette ikke skal blive det sidste, jeg ser til Avatar, for sikke da et liveband, de er!
Der er nærmest er helt nyt univers at dykke ned i. Der skal helt klart lyttes mere til dette band i fremtiden. De kan sgu noget de svenskere.