For lidt mere end et år siden havde vi aalborgensiske Vægtløs igennem anmeldermaskinen her på redaktionen. Dengang var det i forbindelse med gruppens første 7-tommer vinyludgivelse under det meget sigende navn Kakofoni. Dengang overraskede det nordjyske band med et dybtfølt udspil, der på smuk vis tog tunge emner som livet kontra døden op. Ikke just originalt indenfor metal-genren og dens utallige subgenrer, men alligevel lykkedes det gruppen at gøre det på en anderledes måde. En fortrinlig og enormt effektiv måde. Dette spor fortsætter gruppen heldigvis i på deres første album, Aftryk, der i høj grad viser et band, der har styr på sin metier.
Følelserne sidder stadig uden på tøjet, og dette virker helt åbenlyst også som Vægløs’ vision. Det mørke deprimerende og dystre bliver fremført formfuldendt og med en intensitet, som emmer af ærlighed og smerte. Særligt i de hurtige staccatostykker, hvor guitarerne høvler igennem, som vi kender det i blackmetallen, kommer der knald på smerten.
Det er utroligt svært ikke at føle noget, når man bliver bombarderet af pladens soniske udtryk. Gruppens brug af digte i forbindelse med de mere afdæmpede passager og mellemspil fungerer rent kunstnerisk utroligt godt på Aftryk. Dette endda til trods for at man måske kunne frygte, at de ville virke for opdelende i forhold til musikken. Gruppen her får det til at spille enormt godt sammen. Dette afhjælpes naturligvis af nogle rigtigt gode og i forvejen digt-lignende sangtekster. Vægtløs skriver godt og nærværende.
Ambitionsniveauet er sat højt på denne debut, og gruppen efterlever så sandelig også ambitionerne med deres flair for sangskrivning af den dystre, atmosfæriske og til tider enormt umiddelbare omgang post metal, som bandet så sprælsk fyrer af.
Musikken spilles på pladen, som var den enormt umiddelbar, men den virker alligevel utroligt gennemtænkt og veludført. Stemningen, som instrumenteringen sætter, fungerer ligeledes afsindigt godt i symbiose med den til tider febrilske vokal.




