Med ærlighed kommer man længst

For lidt mere end et år siden havde vi aalborgensiske Vægtløs igennem anmeldermaskinen her på redaktionen. Dengang var det i forbindelse med gruppens første 7-tommer vinyludgivelse under det meget sigende navn Kakofoni. Dengang overraskede det nordjyske band med et dybtfølt udspil, der på smuk vis tog tunge emner som livet kontra døden op. Ikke just originalt indenfor metal-genren og dens utallige subgenrer, men alligevel lykkedes det gruppen at gøre det på en anderledes måde. En fortrinlig og enormt effektiv måde. Dette spor fortsætter gruppen heldigvis i på deres første album, Aftryk, der i høj grad viser et band, der har styr på sin metier.

Følelserne sidder stadig uden på tøjet, og dette virker helt åbenlyst også som Vægløs’ vision. Det mørke deprimerende og dystre bliver fremført formfuldendt og med en intensitet, som emmer af ærlighed og smerte. Særligt i de hurtige staccatostykker, hvor guitarerne høvler igennem, som vi kender det i blackmetallen, kommer der knald på smerten.

Det er utroligt svært ikke at føle noget, når man bliver bombarderet af pladens soniske udtryk. Gruppens brug af digte i forbindelse med de mere afdæmpede passager og mellemspil fungerer rent kunstnerisk utroligt godt på Aftryk. Dette endda til trods for at man måske kunne frygte, at de ville virke for opdelende i forhold til musikken. Gruppen her får det til at spille enormt godt sammen. Dette afhjælpes naturligvis af nogle rigtigt gode og i forvejen digt-lignende sangtekster. Vægtløs skriver godt og nærværende.

Ambitionsniveauet er sat højt på denne debut, og gruppen efterlever så sandelig også ambitionerne med deres flair for sangskrivning af den dystre, atmosfæriske og til tider enormt umiddelbare omgang post metal, som bandet så sprælsk fyrer af.

Musikken spilles på pladen, som var den enormt umiddelbar, men den virker alligevel utroligt gennemtænkt og veludført. Stemningen, som instrumenteringen sætter, fungerer ligeledes afsindigt godt i symbiose med den til tider febrilske vokal.

Lyrikken er som på 7-tommeren på dansk, og rent teknisk er vokalen ikke synderligt pæn, men det er faktisk også fuldstændigt perfekt til den musik, som Vægtløs fremfører. Vokalen er i meget høj grad med til at skabe en autenticitet og troværdighed over albummet og dets budskaber. Gruppens forsanger, Troels Sørensen, gør et afsindigt godt arbejde med sin vokal på dette album, hvor niveauet lige er hovet et godt og sundt nøk op fra Kakofoni.

Der er ikke mange numre på Aftryk, ja, faktisk er det ”kun” fire numre, som udgør dette album. De er derfor i sagens og genrens natur også nogle længere numre, når nu herligheden alligevel forløber sig over små 38 minutters tid. Det betyder naturligvis også, at hvert nummer i gennemsnit har lige under ti minutter til at folde sig ud over, og dette gør samtlige numre på smuk vis.

Produktionen på albummet er nærmest en perfektioneret version af den, som vi så på Kakofoni. Dengang mente jeg, at vokalen var lidt for tilbagelænet i mixet, men med tiden og særligt efter at have lyttet til dette debutalbum må jeg sande, at mit temperament er skiftet. At vokalen flugter med instrumenterne, skaber en anderledes dynamik og ligestiller de følelser, der bliver tilkendegivet over hele den musikalske linje. Alt lader til at have en grund, og det dynamiske lydbillede fra producer Jakob Bredahl (Dead Rat Studio) gør, at samtlige følelser bliver udtrykt sonisk igennem albummet.

Vægtløs har med Aftryk fortsat og så godt som perfektioneret den stil, som de lagde ud med på deres første udgivelse. Desperationen, de dybe følelser, det umiddelbare, men alligevel absurd smukke og veludførte sammenspil. Man mærker følelserne igennem albummets små 38 minutters varighed. Det dystre – men også det forløsende; for forløsning er der.

Man siger, at man kommer længst med ærlighed, og så kunne det godt tyde på, at Vægtløs kommer til at gå rigtigt langt.