Anmeldelse af: Saturnus + In The Woods… + The Foreshadowing. Richter, Gladsaxe. 14. oktober 2023.
Mens efterårskulden kryber ind over Danmark, var vi draget ud for at se doomkoncerter, hvilket var et både godt og passende valg.
Foto: Bjørn Bavngaard
Meget metal handler om alt det dårlige. Død, ødelæggelse og pinsel. Jo mere pessimistisk, jo bedre. Og når man skriver om så nedladende ting, kommer der også til at være bands, hvis primære mål er at få lytteren til at have det dårligt med sig selv. Det kan både være det lyriske og musikalske. Doomgenren har været god til netop dét. Kigger man f.eks. helt tilbage til 1986 på Candlemass’ æteriske og følelsesvækkende såkaldte “epic doom”-album, Epicus Doomicus Metallicus. Mens efterårets kolde melankoli vokser i Danmark, er det derfor svært at finde på et mere passende sted af befinde sig end på Richter til vemodige doomkoncerter.
Når stort føles småt
Første band i aften er italienske The Foreshadowing. Hvis man ikke står og føler sig heldig over, at sommerens ulidelige hede endelig er overstået, så kan man i stedet føle sig heldig over at være til stede i aften. Denne koncert er nemlig The Foreshadowings første koncert i Danmark. Det hele indledes på storslået og melodisk vis, men man kan stadig godt spørge sig selv, om det er nødvendigt at skulle fremstå så stor og pompøs? Ikke fordi det er dårligt, men mere som om, de begrænser sig selv ved at prøve at nå noget ude fra rækkevidde.
Vokalist, Marco Beneventos, der er iført formelt jakkesæt, dybe vokal lægger sig blidt over instrumentationen. Begge guitarister er med til at skabe det store lydbillede dog med den ubelejlighed, at man ofte ikke kan høre leadguitaren. Det resulterer i, at de opløftende melodier over det knusende rytmeguitarspil forsvinder. Da det primære, man kan høre i lydbilledet, er Gabriele Giaccaris tunge rytmeguitarspil får det hele koncerten til at føles mere som en ‘normal’ doomkoncert frem for den mere sentimentale og melodiske af slagsen, som The Foreshadowing formår at opnå på plade.
Heldigvis er det stadigvæk godt, det er bare noget andet end dét, man lige havde forventet. Nummeret “Departure” skruer op for både tempoet og det innovative, hvilket er rart, da doom i en livesetting kan føles utilnærmeligt. The Foreshadowing i sig selv er ikke utilnærmelige, men at indkapsle den kontrast og atmosfære, der er i deres musik, lykkedes ikke til perfektion.
Ind i efterårsskoven
Næste band i aften er norske In The Woods… Ikke nok med at årstiden er perfekt til denne aften, hvilket andet band ville have været mere passende end “In The Woods…”? Selvom In The Woods… ikke spiller doom i samme forstand som The Foreshadowing eller aftenens hovednavn, Saturnus, så implementerer de passende langsomme passager og vemodige følelser i deres blanding af progressiv og black metal.
Kald mig konservativ, men jeg må indrømme, at selvom jeg er kæmpe In The Woods…-fan, så er det deres tidlige materiale, der fremstår stærkest i min bog. Det nye er også godt, men det har ikke den samme “forsvind-langt-ind-i-skoven-om-efteråret”-følelse i sig, som deres tidlige albums har. Derfor er jeg en smule bekymret for, om det samme vil ske i aften, som der skete til Soen-koncerten for kort tid siden. Jeg er på forhånd klar til at se udelukkende nyt materiale, men til min store overraskelse kommer vi langt rundt i diskografien.
Meget atmosfærisk black metal vil gerne have dig til at forsvinde ind i musikken, men få formår at gøre det lige så godt som In The Woods… “Yearning the Seeds of a New Dimension” fra deres første album bliver fremført til absolut perfektion. Jeg ender med at stå og lukke øjnene og forestille mig selv ude i de orange efterårsskove. Man kan næsten fornemme bladene falde omkring én, dufte den fugtige skovjord, mærke træerne og naturens tilstedeværelse og høre skoven omkring dig. Det hele stopper dog til min store forbløffelse. Bandet vælger simpelthen – af ukendte årsager – at spille en kort version af det ellers normalt tolvminutters lange nummer. Mage til blasfemi har jeg i mands minde aldrig været vidne til! Jeg vælger blot at pointere: havde hele koncerten været lige så god som det stykke tid, de spillede “Yearning the Seeds of a New Dimension”, så havde vi været oppe og snakke om topkarakter. Desværre kan de andre numre ikke hamle op med nummerets fuldkommenhed, selvom de er gode.
Efter en lettere skuffelse bevæger vi os videre til numre som “The Coward’s Way” og “Wonderful Sin”. Begge er nyere numre og fungerer passende som variation til koncerten. Men igen de kan ikke sammenlignes med Bernt Fjellestads blackmetalvokaler på forrige nummer. Turen tilbage i skoven sker kortvarigt under det selvbetitlede nummer “In The Woods…”, men man står stadigvæk og vil have mere, grundet hvor helt unægteligt imponerende det bliver fremført af bandet.
In The Woods… hiver os med på skovtur for at se naturen forfalde til efterårets skønhed og farver. Men samtidig begrænser de os i, hvad vi kan få. De viser os alt det smukke, men stopper samtidig, før man når at blive helt besat af det.
Lad os drukne i melankoli!
Efter skovturen med In The Woods… er det blevet tid til aftenens hovednavn, danske Saturnus. For omkring en måneds siden var en medskribent inde at se bandet i BETA. Den koncert kvitterede han med 5/5 stjerner. Dér havde jeg travlt med at høre én tone i næsten to timer – men nu er Saturnus sørme tilbage. Det er langt fra første gang, jeg ser bandet live; og det er langt fra også sidste. For ligesom In The Woods… og deres atmosfæriske black så rammer Saturnus et sweet spot i den melodiske afdeling af doomgenren, som der ikke er nogle andre bands, der rammer helt på samme måde.
Koncerten indledes af regn-ambiance. En dejlig “foreshadowing” af, hvordan Danmark kommer til at være de næste mange måneder. “The Storm Within” fra deres seneste album indleder sætlisten. Guitar og klaver-duetten forstærker yderligere efterårets apati, der har ramt os alle sammen, og på melodisk vis trækker Saturnus efterårsstemningen ned over hovedet på os som en varm sweater. Thomas Akim Grønbæk Jensen growlende og pompøse vokal får nærmest spillestedet til at ryste. Dog ikke længe før hele bandet skifter over i stille og blide mellempassager, hvor det føles som en deklamation.
For resten, hvis nogle band læser med: har I nogensinde problemer med lyden til jeres liveshows? Så ring til Saturnus! Ud af de mange gange, jeg har set Saturnus live, har lyden altid været knivskarp. Alt fra de følelsesvækkende synths til de dødsens smukke leadguitarmelodier til den kolossale vokal går klar igennem. “Empty Handed” holder energien højt, og det er her, bandet for alvor får sparket aftenen i gang. Og hvor er det dejligt at se et band, der har så meget spilleglæde. Det er faktisk ret ironisk, at et doomband udstråler så meget mere spilleglæde og scenetilstedeværelse end mange danske thrash- og dødsmetalbands.
Men selvom Saturnus egentlig gør det fejlfrit, kan jeg ikke undgå at lægge mærke til en lille, konservativ del af mig, der er utilfreds med noget. Generelt kan jeg godt se bort fra, at Saturnus ikke spiller særlig meget af deres gamle materiale – også selvom jeg savner numre fra Paradise Belongs to You og eventuelt også Martyre. Mit hovedsagelige problem med Saturnus er, at det godt kan gå hen og blive meget formelagtigt; især i en livesetting. Det er svært at putte en finger på, men glimrende numre som “Forest of Insomnia” og “I Long” kan godt gå hen og blive lange i spyttet.
Der bliver heldigvis gjort op for det ved at have kultklassikeren “Christ Goodbye” som lukkenummer – hvor jeg med krydsede arme og min sure anmeldelerindstilling kunne håbe på et andet nummer fra albummet Paradise Belongs to You. Titlenummeret i stedet? “I Love Thee” måske? “Pilgrimage of Snow” endda? Det er måske mig, der er utaknemmelig. Men selvom man kan argumenterer for, at “Christ Goodbye” er ‘overspillet’, må jeg også lægge mig fladt ned og indrømme, at nummeret skam fungerer godt som lukkenummer, og hvis jeg så Saturnus for første gang, hvor nummeret ikke blev spillet, så ville jeg nok være skuffet.
Saturnus klæder os godt på til efteråret. De åbner det melankolske vindue til alle vores vinterdepressioner, mens de hiver os gennem soniske efterårslandskaber. Som en stor elg i skoven har Saturnus cementeret sig på den danske metalscene, som muligvis det allerbedste doomband, vi har.
