Anmeldelse af: Soen. Amager Bio, Kbh. 21. september 2023.
Har du nogensinde prøvet at glæde dig så meget til en koncert, at du endte med at blive skuffet? Dét var tilfældet for denne anmelder.
Foto: Tommy Skøtt
Det er altid farligt at have nogle som helst forventninger til en koncert. Hvis man er heldig, så kan det gavne, men samtidig kan det også ende med, at man står tilbage som en punkteret bold og længes efter, at ens forudsigelser var blevet opfyldt.
Jeg var opmærksom på, at jeg måske var i gang med at tale hele koncerten for meget op for mig selv på forhånd. Men det stoppede mig ikke i stadigvæk at være skuffet efter svenske Soens koncert i Amager Bio.
Jeg kan godt indrømme, at jeg har tilpasset mig Soens tidlige materiale mest, da det er betydeligt mere metalpræget end det nyere materiale. Men i anledning af denne koncert – der er en support-tour for deres nye album, Memorial – var jeg indstillet på, at sætlisten højst sandsynligt ikke bestod af alle mine favoritnumre fra de ældre albums.
Dylan Thomas’ digt “Do not go gentle into that good night” – et digt, han dedikerede specifikt til sin far, der opfordrer de døende til at kæmpe modigt mod døden – bliver læst højt fra højtalerne, mens bandet går på scenen. De starter med nummeret “Sincere” fra deres seneste album. Et album, med lidt for mange klichéer til min smag, men stadig fint.
Hele bandet er dygtige, dét kan man ikke tage fra dem, men i aften føles det som om, at de alle sammen spiller deres instrumenter for sikkert. Det virker uambitiøst for ikke at nævne vokalist, Joel Ekelöf, der lyder til at holde tilbage på vokalen og flere gange ikke rammer de rigtige toner.
“Savia” bliver fremført med underskud af godt og vel hele bandet, selvom det måske er koncertens højdepunkt med “Unbreakable” og “Lotus” som de eneste umiddelbare kandidater. Jeg kan heller ikke ende med at stå og undre mig over, om trommeslager, Martin Lopez, ikke må kede sig bag trommerne? I betragtning af, at han har været med til at skrive nogle af de mest genredefinerende progressive metalalbums med Opeth, så må det da næsten kede ham at sidde i halvanden time at give trommerne tæsk konsekvent i 4/4-takt.
Og, ja, Soen er klassificeret som “progressiv metal”, men meget af deres nyere materiale passer ikke altid til de adjektiver. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det føles nogle gange som om, at Soen prøver at lyde progressive, men egentlig ikke har den musikalske kompetence til det. Men man ved jo godt, at de har den musikalske kompetence; bare lyt til pladerne. Så det er synd, at den hårdtslående og progressive magi til tider går tabt i live-formatet.
Jeg er sikker på, at hvis man er mere til Soens nyere lyd, end jeg er, så har koncerten været glimrende. Men selvom jeg har gået og fortalt mig selv, at jeg skulle være indstillet på nyere materiale, så tror jeg, at min underbevidsthed har haft andre planer. Det er Soen, og deres musikalske evner skinner selvfølgelig igennem, men det var stadig en småærgerlig cykeltur hjem og skuffende følelser, jeg stod tilbage med efter koncerten.
Fotograf Tommy Skøtt bringer et galleri af Soen her:
