Anmeldelse af The Browning + support på Stengade, d. 14.08.25
Efter en veloverstået første Brutal Assault, gik der et par dage, før jeg igen var klar til distortion og brøl.
Foto: Miglė Černevičiūtė
The Browning havde optrådt på Obscure-scenen på den Tjekkiske festival, men lige dér sad jeg behageligt på bakken med perfekt udsyn til Dimmu Borgir på Sea Shepherd-scenen med min kæreste, så der blev jeg + havde ikke set nordmændene siden Wacken 2012. Heldigvis fik jeg chancen igen for noget electronicore og mere til her på Nørrebro til en komplet udsolgt koncert.
The Defect
Første navn er ukendt for mig. Duoen startede i 2023 og består af Moon (vokal) og Johnny McBee (guitar, vokal). Indtil videre har de udgivet en bunke singler og et album: DEATH X DESTINY (2025). Dette bliver deres debut i Danmark.
Der er fem lamper i hver side af scenen, der med stor effekt kaster hvide, blå og lilla farver rundt i salen, som til et vildt undergrundsrave. Trommeslageren har gasmaske på, der også er udstyret med lys og til elektronisk backingtrack går resten af bandet på.
Moon har en god stemme, der sine steder minder om Alice Glass, særligt med de effekter der ligger over hendes sang, der har et skær af futuristisk dragende mystik og flere gange leverer hun også intense skrig. Resten af musikken, som “IMMORTAL”, er et lækkert miks af moderne metal- og pop-elementer. Man kan både danse til materialet og headbange som en gal. Og frem for alt, så er det catchy som bare pokker.
Hele setlisten besidder en intens rød tråd, imens hver af de velkomponerede sange har sin egen drømmende identitet. Havde tegneserien Cyber Chronicles et soundtrack, så var det det her. Ved siden af Moon, arbejder McBee med en blød ren stemme, samt brøl der akkompagnerer et nummer som “DREAMWALKER” virkelig godt.
Jeg er i høj grad solgt til The Defect og som temperaturen stiger så smider jeg helt min nye skjorte og lader mig føre mig væk af de let tilgængelige toner. Både de blødere synthwave og hårdere EDM-stykker, skaber en fest oppe foran hvor jeg selv er i ekstra hopla og flere og flere bagved mig bevæger sig, som koncerten skrider frem. The Defect rammer en nerve der sætter en høj standard for resten af aftenen.
Bevares, meget af det her er hørt før i hver sin genre og ej heller er kombinationen banebrydende, men nøj, hvor er det veludført. Så kan man måske være lidt nepotisme-skeptisk af at Mcbee er frontman i The Browning og han er kæreste med Moon, men jeg føler at opvarmningen slog fast at de i høj grad fortjener deres egen plads i den ende af metallen hvor den elektroniske kerne dominerer.
Polar
De er løbet tør for øl i baren. Sikke et tidspunkt når varmen stiger og stiger. Men publikum stimler sammen foran scenen og spændingen er til at tage og føle på. Polar, der består af Adam Woodford (vokal), Bruno Consani (guitar), Simon Richardson (guitar), Stefan Whiting (bas) og Max Flohr (trommer) er et ubeskrevet kapitel i Danmark og de har noget at skulle leve op til efter The Defect.
Bandet spilder absolut ikke tiden og stormer ind med en uforlignelig energi. Woodford har fat i kraven på os lige fra starten, og de mange opfordringer til at moshe, hoppe og gå amok på alle måder adlydes uden tøven. Hver musiker tonser derudaf som var der ingen i morgen og sveden drypper lige så meget af dem som af os.
Når det så er sagt så lander meget af deres repertoire ned i en lidt for velbevandret gyde af hardcore og metalcore. Her er intet ekstra, men tværtimod er det lige så standard og Woodfords råben. Man savner de helt gode omkvæd og jeg tvivler på at jeg får lyst til at lytte til det her derhjemme.
Det hele reddes dog i høj grad af et yderst tændt band, der på ingen måde giver slip på gæsterne. Det er til Polars fordel, da også lysshowet er skruet gevaldigt ned i forhold til tidligere. Det er nærmest ikke-eksisterende. Men når Woodford er nede og kommandere et circle pit rundt om sig selv på gulvet, og vi også som én stor klump, sætter os ned på knæ og hopper op igen, så er det værste tilgivet. Dog er sangerens stemme skruet for højt op i mikset og forstyrrer flere gange.
Uagtet dette så iværksættes en rasende wall of death og englændere kan forlade KBH med mere end æren i behold og de vandt helt sikkert en bunke nye fans. Live så holder det her overraskende nok meget mere end det burde på papiret.
The Browning
Siden 2005 har electroni-core-bandet fra USA, blandet breakdowns med festlige bipbip-lyde over 6 albums hvoraf OMNI (2024) er det seneste. Anno 2025 består trekløveret af Johnny McBee (vokal), Akeem Bivens (bas, backingvokal) og Brandon Funeral (trommer). På plade finder jeg faktisk The Browning ret kedelige, men live har de et ry for at være en helt særlig oplevelse så her er jeg, glohed over det hele og klistret, klar på at lukke denne torsdag med manér.
Der skal ikke gå mange sekunder før gruppen får hele rummet til at nå nye højder af vild opførsel. Det her har alle ventet på, og med McBee, der næsten konstant er i kontakt med os, vælter vi rundt på gulvet og jubler af vores lungers fulde kraft. Det er lige før der drypper kondensvand ned på loftet. Spillestedet Stengade er omdannet til en lavaovn og jeg husker ikke hvornår jeg sidst har været til et show der var så varmt!
Atter er de mange lamper tilbage i aktion og publikum lapper hvert eneste nummer i sig med stor glæde. Men når man lytter efter, så kan det ikke undgås at man bemærke, hvor simple sangene er.
Det hele følger den samme formular og når vi trækker vejret og McBee ikke hyper os så kan man høre at det hele faktisk er brygget på en ret tynd kop te. Men med en frontmand i verdensklasse kommer alle muskler i kroppen på overarbejde og kaster man de store analytiske briller af, så er det her en underholdning man hverken kan eller skal isolere sig fra.
Moon gæster og hendes stemme er atter et højdepunkt. Så på trods af det noget skrøbelige grundlag, det her projekt hviler på så er det umuligt ikke at have det uforpligtende sjovt til The Browning og af og til skal man også bare slå hjernen fra.
Særligt når et giga breakdown eller det rette EDM-stykke sender os i vejret og ind i hinanden som en stor kollektiv organisme. Hvem kan stå stille til det her?
Har man den mindste hang til lignende artister som Crossfaith og I See Stars så må man ikke gå glip af det her. The Browning vandt stort på Nørrebro og det her kan uden tvivl også fungere på større scener. Jeg kigger på jer Copenhell!
Fotos: Miglė Černevičiūtė
