ORM Intet • Altet

Året er 2019. Stedet er Musikhuzet i Rønne, Bornholm.
ORM har indtaget scenen og 47 minutter, to numre og flere tårer senere havde ORM permanent indtaget mit hoved.
Hvorfor blev oplevelsen så stor? Og hvordan kan et band, hvis sange sjældent er under ti minutter lange, få universet til at gå i stå?

Med albummet IR og den efterfølgende EP, Mit Blod, har den Bornholmske gruppe skabt noget black metal, som man kan, og næsten skal, nyde i afslappet tilstand.

De oftest over 20 minutter lange numre er kraftcentre af melodisk og næsten psykedelisk natur, som får ens hoved til at lukke ned og være på grænsen til trance.
Så når bandet kommer til deres stille opbyggende midterstykker, så står man og bliver mere og mere et med sangen, bandet og publikum.
Det hele står stille, mens musikken roder i en, så tårerne stille finder vej frem.
Det er lidt den oplevelse, der gør ORM, til en af de mest interessante grupper, som vi har i dag.

Nu kommer de så med et nyt langt album på lige godt 90 minutter fordelt på fire sange.
Men med tanke på IR og deres EP har frygten været stor for, hvordan denne plade ville lyde.
Vil den kunne hamle op med IR?
Vil den være bedre, eller vil kaos ramme os og se ORM gå i jorden?

Frygten rystede i mig, da jeg satte albummet i gang, mens jeg gik en tur.
Men hurtigt, fandt frygten et hul i jorden, hvor den nu gemmer sig i skam!

Ganske stille åbnes albummet med et roligt guitarspil og en vedvarende lys tone.
Dette brydes efter to minutter og slår over i velkendt hurtig black.
Men efter nogle minutter ændrer tonen sig, og et legendarisk roligt og meget melodisk stykke tager over.

Det var her, at frygten på min gåtur blev begravet helt og holdent!

ORM har fundet en måde at lave melodiske mellemstykker, som går lige ind og hiver alle tanker væk.

Kun ét er tilbage: Ens åbne mund og potentialet for en enkelt tåre.

Den måske bedste måde at beskrive dette album er ved at sammenligne det med en musical.
Sådan en af de rigtigt gode med et gennembrydende mørkere tema og dyb historie.
ORMs måde at skrifte “scene” i løbet af historien gør, at man nemt forstiller sig en performance af den store kaliber.
Især fra de hurtige stykker over til de meget melodiske får man følelsen af at se en historie udfolde sig for øjnene af en.
Scenerne, hvor det hele går galt, og ondskaben er ved at vinde. Alt ser sort ud.
Men så skifter vi scene, de gode rejser sig og stille kommer tilbage.
Hele vejen igennem dette store album får man følelsen at blive ført igennem et eventyr.

Dette opleves bedst med lukkede øjne – eller foran Gehenna-scenen på Copenhell efter kl. 24!

Musik skal opleves, siges det, hvilket jeg også vil give ret i.
Men med ORM opleves musikken bedst, der hvor du fanges af den.
Hvad end det er i bussen, på Copenhell, derhjemme eller som i skrivende stund for mit vedkommende i Bella Sky Hotellets bar på 23. etage med udsigt til Refshaleøen.

Dette album har, som det nok kan læses, blæst mig helt væk.

Efter kunststykket IR var det interessant at høre, hvad ORM ville levere.

Skulle det blive en IR pt. 2? Eller et håbløst forsøg på at forbedre kunsten ved at prøve lidt for hårdt?

Nej, heldigvis var ingen af disse forslag det endelige resultat! Intet•altet er en historie, en oplevelse og større plade end IR. Ja, jeg sagde, at de har overgået IR. Du læste rigtigt.

Hvis jeg kunne give mere end 6 stjerner, så gjorde jeg det.