Alice Cooper

Når kopien kunne imponere originalen


Anmeldelse af: Queen Machine + Guitar Rebels. Køge, Køge Festuge. 29. august 2019

Queen-kopimaskinen imponerede undertegnede i sådan en grad, at jeg et kort øjeblik fornemmede, at sådan må det have været at se den originale udgave.

 

Det er festuge i provinsen, der er sat en scene op på torvet i Køge, de lokale handelsdrivende har sponsoreret foretagende atter engang, og de vante halbal-navne pryder plakaten, som altid trækker folk til, samt enkelte afstikkere.

Det er ufarligt, det er hyggeligt, men det er også langt fra at være det, som jeg ellers anmelder, så hvad havde dog fået mig på denne mærkelige idé?

For det første er jeg stolt køgenser, så jeg havde skam i forvejen intention om at besøge arrangementet, som det også er tradition for mig at gøre, men anno 2019 var det via en helt særlig årsag: Queen Machine.

I min øresnegl var dette coverband gået fra at være et acceptabelt kopi-arrangement af Queen til at være så godt hypede, at da jeg hørte fra andre (unge som gamle), der så dem selvsamme sted sidste år, hvordan de blev blæst bagover af bandets præstation, så måtte jeg da selv opleve det.

Først var der da et andet rock-orienteret kopiband, der skulle på scenen, så når man alligevel var ankommet i god tid, så kunne man da lige så godt tage dem med.

 

Guitar Rebels
Man skal ikke kigge mange gange på navnet, før man nok kan regne ud, at der er tale om et Volbeat-kopiband.

Dette band fra Sorø har valgt at hoppe på Volbeat-succesen og køre den sikkert hjem ved at spille Volbeat-covernumre, og det er der sådan set ikke noget nyt i (jeg sspottede selv et belgisk af slagsen for over 10 år siden!), og det skal de ikke klandres for, for de giver folk, hvad gennemsnits-fadølsdanskeren vil høre af rockmusik nu om dage, når man ikke lige har råd eller plads til den rigtige vare.

(FINURLIG FAKTA: Det ægte Volbeat spillede på Tapperiet i Køge just en spytklat fra torvet i byen. Dengang var der ikke opvarmning på, og ingen lokale bands havde tid. Det kostede 80 kroner at se dem, og vi var vel kun omkring 40 mennesker, når man ikke talte tilknyttede til bandet eller spillestedet med…)

Vi lagde desværre ud med den ringeste lyd, jeg nogensinde har oplevet: kun bas og trommer, og det tog flere numre, før den sad i skabet – til orientering skal det dog hede sig, at ved slutningen af koncerten var lyden genial.

Bandet prøvede ikke at karikere Volbeat mere, end at man kunne se, at de viste bandet ære ved fremførelse, sceneopbygning og ikke mindst fremførelsen af sangene, som man da også må forvente af et cover-band.

Vokalen var god, og den lød Poulsensk, og instrumenterne var der også, uden at de fremstod imponerende eller ærefrygtindgydende.
Om man kan lide Volbeat eller ej, så var tydeligt, at det her var et lilleput-band i forhold til giganten, men det var vel også forventeligt – men med tanke på den forbedrede lyd, og at publikum var godt med især til slut, så kan man ikke andet end at sige, at opgaven var godkendt.

 

Queen Machine
Jeg har allerede afsløret min mening i begyndelsen af denne anmeldelse, så lad mig bare starte med at opsummere: WAUW! Queen Machine er hele hypen værd, og jeg fatter ikke, at det tog mig så lang tid at opleve dem live!

Nej, de er ikke Queen og bliver aldrig Queen, alt andet er helligbrøde at påstå, men med lige dele personlig charme, “efterligning” og scenetække fra nogle bandmedlemmer, der – fraset forsangeren – lignede nogle, der skulle til at fremføre noget old school thrash metal, så var det svært ikke at blive imponeret.

Bare fremførelsen af sangene alene. Nøj, mand!

Og apropos den forsanger; ham kommer vi ikke udenom:

Bjarke Baisner, som han dog ikke alene ligner, men også SYNGER, så jeg tror selv saglige Freddie kiggede ned og smilede anerkendende, for hvis man skal gå hele linen ud og være det ægte ækvivalent til et af verdens største rockorkestre, så skal man også gøre det med mustache, mundering og munter jysk lune.

Et kort øjeblik blev Køge torv omdannet til Wembley Stadion, og de spillede næsten alle klassikerne (de kan af gode grunde ikke nå gennem hele Queens bagkatalog på én koncert), og stemningen kogte her på sensommeren, at jeg stadig tror, at husmurene, der omkranser torvet, dundrer langt ind i efteråret med efter-veerne af et: “Dunk, dunk, KLAP… Dunk, dunk, KLAP!”

Jeg håber, at Queen Machine også lover at komme igen til næste år, for så fortsætter denne tradition i mere end én forstand for mit vedkommende.

Se (stemnings)billeder taget af fotograf Mark Stoumann herunder:

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

Guitar Rebels
Queen Machine

Discover

Latest

Harmløse, enkle, rolige opsange

Anmeldelse af: H.E.R.O. - Bad Blood. Release d. 3. april 2020 via Mermaid Records.   Hvis H.E.R.O. skulle sammenlignes med en superhelt, skulle det være Spider-man:...

Endnu dybere ned i afgrunden

Anmeldelse af: CABAL - "Drag Me Down". Udgives 03. april 2020 via Long Branch Records. Salamanderøjne og flagermusevinger er byttet ud med auditiv død og...

Mølgaard anbefaler: Metal i hjemmet

Har du brug for lidt inspiration til de lange dage som hjemmegående, så er her en “top 4” over forslag til, hvad du kan...

Paralyserende, paranormale Parkway

Anmeldelse af: Parkway Drive - Viva The Underdogs. Udgives: 27. Marts 2020 via Epitaph Records Against the grain, Against the odds, Against the world, Forever...

Den røde, vibrerende tråd

Anmeldelse af: Chronicle - "Demonology". Udgives 27. marts 2020 via Mighty Music. Chronicle rammer jackpot på anden fuldlængde, der kaster omkring sig med en røde...