Alice Cooper

Nerd alert: Devin Townsend triumferer!

-

Anmeldelse af Devin Townsend – PowerNerd. Udgivelse d. 25. oktober 2024 via Inside Out Music.

Giv ikke op – Townsend giver ikke op på PowerNerd.

 

I 2019 udgav Devin Townsend mesterværket, Empath, Copenhell 2022 spillede han et brag af en koncert, og indimellem og siden har han bl.a. både udgivet fire livealbums og studiealbummet, Lightwork. Townsend ligger altså ikke på den lade side – PowerNerd bliver Townsends 22. studiealbum siden 1996(!), men det smitter heldigvis ikke af på kvaliteten af hans seneste udspil.

Albummet har titlen PowerNerd, hvilket er en hyldest til nørder i alle afskygninger, inklusiv ham selv, åbenbart. Titelnummeret og albumåbneren, “PowerNerd”, viser allerede Townsends talent, både hvad angår heaviness og progressivitet. En pulsmåler-indikator indgår i lydbilledet, ligesom i albumcoveret/logoet, og det er en fed detalje, både visuelt og auditivt. Den dynamik går igennem hele skiven, så der er ikke ét nummer, som bliver forudsigelig og kedelig at lytte til.
I ét øjeblik har vi en Eurovision Song Contest-klingende ballade, i det næste har vi en tung satan af et progressivt opus. Lige når man tror, at man har regnet Townsend ud, skifter han gear og kører et helt andet sted hen.  

“Knuckledragger” starter ud og har flere 8-bit-lydpassager undervejs, hvilket kan lyde underligt, men det passer overraskende godt til sangen, når man hører den. Og så har han ovenikøbet humor, men det er ikke en nyhed. Endnu et bevis på, at Townsend er en nørd – måske ligesom flertallet af hans lyttere og fans.
Townsend er helt sin egen musiker, men på “Gratitude” låner han lidt fra Pink Floyd, eller det lyder det i hvert fald som med “You see me on top the word / Now gratitude … Mother / I long be be alone”, men når musikken spiller, og Townsend synger, så gør det ikke noget, for så ofte sker det ikke. Der er så mange indtryk og udtryk, der overtager; fra stolthed og hovmod til ydmyghed.
“Younger Lover” er delvist melankolsk, og “Goodbye” er delvist en ballade, men de udvikler sig, ligesom de andre, løbende undervejs. Det er svært at sætte sangene og Townsend i én bås, og dét skal roses!
“Ruby Quaker” bliver måske for fjollet, når han kun/bare synger om kaffe, men det er fængende som ind i helvede, og man får som lytter lyst til bare at danse og headbange rundt. Hele pladen afsluttes, ligesom den startede; ved at Townsend råber “PowerNerd!” – ja tak!

Engang var “nørd” et skældsord, ligesom gamer – det er heldigvis ikke tilfældet længere. Faktisk er nørd blevet kult, ligesom Troldspejlet og Jakob Stegelmann, og den kultstatus kan PowerNerd også få, specielt live. Men det må tiden vise. PowerNerd er i hvert fald ét af årets bedste albums, og Devin Townsend er endnu en gang en fandens talentfuld sangskriver, sanger og musiker. 

 

PowerNerd trackliste

  1. PowerNerd
  2. Falling Apart
  3. Knuckledragger
  4. Gratitude
  5. Dreams Of Light
  6. Ubelia
  7. Janism
  8. Younger Lover
  9. Glacier
  10. Goodbye
  11. Ruby Quaker
Mads Pristed
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

ANTAL STJERNER

Devin Townsend - PowerNerd

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af Devin Townsend - PowerNerd. Udgivelse d. 25. oktober 2024 via Inside Out Music. Giv ikke op - Townsend giver ikke op på PowerNerd.   I 2019 udgav Devin Townsend mesterværket, Empath, på Copenhell 2022 spillede han et brag af en koncert, og indimellem og siden har...Nerd alert: Devin Townsend triumferer!