Nissedans og fløjterock

Det har været en utroligt flot sidste vinterdag, højt solskin, godt humør og så selvfølgelig udsigten til at skulle se det formidable band Jethro Tull i den Blå Thors hjemby: Randers.

Humøret er derfor af ganske naturlige grunde højt, allerede inden jeg kommer ind på Værket. Der er tæt på udsolgt, men alligevel er Værkets personale utroligt søde og hjælpsomme, og mine kammerater og jeg ender således med at kunne sidde samlet, på trods af at vi har forskellige pladser. Det er sgu fed service, som jeg helt ærligt ikke havde forventet, men er taknemmelig for.
Tusind tak til Værket for fed personlig service!

Koncerten starter rimelig præcist klokken otte. Bandet og i særdeleshed Ian Anderson, som er det eneste originale medlem i bandet i dag, er i hopla. Aftenens show er meget lig med det, som jeg ligeledes anmeldte i Aalborg for lige knap et år siden, ja, jeg vil sige tæt på identisk.
Det er stadig 50-årsjubilæum, og der er fortsat videobeskeder fra folk, som tidligere har spillet med bandet eller været inspireret af bandet, imellem numrene. Her ønsker disse musikere at forskellige numre skal spilles, som er Jethro Tull en jukeboks bestående af lækre sange. Dette fungerer stadig i dag, og gør at koncerten på sin vis føles en smule dokumentarisk.
Hvor mange vidste for eksempel at Tony Iommi havde spillet med Jethro Tull tilbage i 1968? Ganske vist kun en enkelt koncert, inden manden startede Earth op igen i Birmingham, men det er da stadig et sjovt faktum.

Bandets sammenspil er formidabelt, præcis som man ville forvente det af et band, der har spillet så mange år. Jethro Tulls musik er ligeledes progressivt på den fede klinge, og der er masser af energi og spændende elementer hele tiden, lige fra den stramme bas, det legende keyboard, den skarpe guitar, de jazzinspirerede trommer og den enormt energiske fløjte, der er noget, som særligt Jethro Tull og Ian Anderson mestrer at udnytte.

Der er masser af energi i Andersons spil, men virkelig også i den fremtræden, som manden har på scenen. Han danser rundt, nærmest som en nisse eller en elver fra et eventyr. Dette er utroligt fedt og underholdende at overvære. Anderson kan i høj grad stadig levere et show. Samtidig er hans vokal stadig ganske glimrende, omend man godt kan høre, at han er blevet ældre, særligt på det legendariske nummer “Aqualung”, hvor halvdelen af vokalen stammer fra et backingtrack, hvortil der også kører video med en sanger, der for mit vedkommende er ukendt.

Denne brug af skærm som en integreret del af koncerten udnyttes meget i løbet af aftenen, hvor der på denne måde blandt andet inviteres gæstesangere til koncerten. Skærmen benyttes ligeledes til at skabe ekstra stemning under numrene, hvad end det er med gamle optagelser af bandet eller noget mere kunstnerisk. Særligt bider jeg mærke i, at bandet godt kan lide videoer af landbrug både med gammeldags hestetrukne plove og moderne traktorer.

Sættet er delt op i to dele ligesom sidste år i Aalborg, hvilket egentlig fungerer fint. På sin vis virker der til at være ekstra energi i numrene i sidste halvdel af sættet. Det bliver i hvert fald godt rocket, særligt da det tidligere nævnte “Aqualung” ligger som sidste nummer i sættet, hvorefter vi får serveret “Locomotive Breath” som ekstranummer, før bandet takker af og bukker for publikum.

Jethro Tull kan altså stadig, selvom det langt henad vejen er Ian Anderson med venner. Andersons venner spiller godt, og navnet Jethro Tull lever på denne måde stadig videre.

Ideen med at have gamle medlemmer til at præsentere numrene giver ligeledes noget autenticitet til et band, der kun har et originalt medlem, ligesom det giver mulighed for mange sjove anekdoter.

Jethro Tull bør bestemt stadig ikke afskrives den dag i dag.