Anmeldelse af Paganfest MMVVX, d. 13.01.25 i Roskilde Kongrescenter.

Det blev næsten legendarisk, da Alestorm og resten af Paganfest for en aften forflyttede det historiske oplevelsescenter Sagnlandet Lejre til legelandet Roskilde, hvor hedninge, vikinger og pirater var samlet til ‘P.A.R.T.Y.’!

Foto: Lykke Nielsen

Af praktiske årsager nåede jeg desværre ikke Elvenking. Men heldigvis var der stadig fire navne tilbage… Jeg havde aldrig været i Roskilde Kongrescenter, så jeg var spændt på, hvordan det fungerede som spillested. Til gengæld havde jeg både set Ensiferum, Týr og Alestorm før.

Heidevolk

De hollandske hedninge spillede klassisk folkmetal dog mest på deres modersmål fremfor engelsk. Det instrumentale og musiske folk var både let kendeligt for fans af folkmetal, hvilket frembragte en lystig stemning blandt en ellers mandagstræthedspræget fornemmelse.

Men de forreste rækker sang med, hoppede og hævede hænder. “Drinking with the Gods” var en lidt kedelig affære rent musikalsk, men pyt. Generelt var deres niveau fint for et supportband, som publikum blev man opvarmet og klar til et af de større navne.

Týr

Med “By the Sword in My Hand” brølende ud af højtalerne, gik færingerne på scenen. Desværre var der lidt lydproblemer i de første numre for specielt guitarerne, hvilket tog lidt af glæden, men Týr fortsatte meget professionelt.

Publikum var tydeligt mere begejstret for at se Týr, hvilket både skyldes deres legendestatus i folkmetalgenren og deres seneste album, Battle Ballads, fra sidste år, som jeg også var meget begejstret for. Mange af Týrs sange handler om hammere, “Hammered”, “Hail to the Hammer” og “Hold the Heathen Hammer High”, som jeg også nævnte i anmeldelsen, men det gik tydeligvis ikke publikum på – tværtimod.

Humøret var i top, og der blev sunget med på næsten alle sange fra “Blood of Heroes” “Dragons Never Die” til “Sinklars vísa”. Der var dog relativt mange pauser mellem numrene, hvor man som publikum mest bare stod og ventede på, at bandet ville gå på scenen igen. Heldigvis smittede bassist, Gunnar Thomsens, energi og Heri Joensens stemme af på alle i salen, så det gjorde op for de små skønhedsfejl undervejs.

Ensiferum

Hvis stemningen var god under Týr, blev det kun endnu bedre med Ensiferum. Kvaliteten af deres albums er måske faldet på Two Paths (2017), Thalassic (2020) og Winter Storm (2023), men det betød ikke noget denne aften. Til gengæld var lydproblemerne blevet større, hvilket vil sige, at der både var mikrofonudfald under sang og for trommeslageren.

Bandet klarede det dog med humor, og efter kort tid fortsatte festlighederne. Der var et godt, stabilt tempo ellers, som fængede publikum, og der blev dannet flere store circlepits til alles glæde selv for de “gamle” publikummer. Specielt under “Lai Lai Hei”, “Two Of Spades” og “Victory Song” steg humøret yderligere i pitten, hvilket smittede af på bandet og resten af salen.

Første og seneste gang, jeg har set Ensiferum, var på Copenhell 2015. Jeg husker koncerten som god, men jeg var spændt på, om de stadig var så gode, som jeg husker dem. Dét var de på trods af tekniske problemer.

Alestorm

“For fjollet, fornøjelse, for pirateriet Alestorm” – sådan kunne man godt beskrive aftenens hovednavns koncert. Jeg har set Alestorm to gange før: på Copenhell 2018 og i 2022. Første gang var afgjort den bedste, fordi det virkede mere originalt, og koncerten i 2022 mere var en kopi. Så jeg var spændt på, om det blev endnu en kopi eller en bedre oplevelse.

Vi skulle ikke mange minutter ind i sættet, før jeg måtte overgive mig til skotterne: Alestorm var i dén grad tilbage med manér! Deres ellevilde skørhed og musikalitet var en fremragende cocktail for alle tørstige fremmødte. Det var som at være til at være fest, men hverken uden at have tømmermænd eller være pinligt ædru.

Med på scenen havde de sanger og hurdy-gurdy-spiller, Patty Gurdy – som har været en fast del af tourholdet siden 2023 – komplementerer især Christopher Bowes’ mere vilde og rå vokal. Desværre var hendes instrument, hurdy-gurdy, ikke særlig tydelig i lydbilledet. På Copenhell 2022 slog Alestorm eftersigende rekorden for antal crowdsurfere, og det virkede til, at mange fans var indstillet på at tangere denne rekord. Sangene “Mexico”, “Fannybaws, “Fucked With an Anchor” og “P.A.R.T.Y.” gjorde også deres for, at både lattermuskler og dansemuskler blev aktiveret.

Alestorms festmaskine er effektiv som bare pokker. Hele salen var med dem, selvom man kunne savne lidt mere variation, så nåede man næsten ikke at tænke over det med deres høje pace. De beskriver sig selv som “silly metal”, hvilket i al seriøsitet giver god mening. Under en sang, valgte flertallet af publikum i pitten at satte sig ned og “ro” i takt med musikken. Det var et sælsomt syn!

Desværre var der enkelte midt i mængden som bare stod og kiggede og ikke deltog i løjerne. Det er selvfølgelig helt okay, men i dén situation var det mere de stående fans, der så fjollede ud, i stedet for de roende fans på gulvet.

Efter 70 minutters gak, spas og løjer, var festen forbi, og alle skyndte sig hjem. Jeg må indrømme, at jeg var godt underholdt det meste af aftenen, hvor dagens og morgendagens legender spillede.

Roskilde kongrescenter arrangerede det godt, hurtige sceneskift og begrænset ventetid, men som aldrende koncertgænger kunne jeg godt have ønsket mig, at bagvæggens sæderækker var trukket lidt ud. Trappen, den eneste siddemulighed i salen, og bordene ved garderoben var konstant optaget, så for at presse publikum tættere på scenen, kunne de med fordel have taget stolene i brug.