Anmeldelse af: Fever 333 Pumpehuset, Kbh. D. 22 nov. 2019.
Danmark havde ventet spændt på at gense Fever 333 siden deres spektakulære udfoldelser på Copenhells lille scene i sommeren 2019, hvor de fuldkommen sprængte alle forventninger og brugte hele scenen som deres legeplads, mens de skabte vanvid og kampråb, som gav genlyd på hele festivalspladsen.
(Læs om bandets optræden på Copenhell HER.)
Foto: Mark Stoumann
Jeg gik ind til aftenens koncert denne fredag med høje forventninger til amerikanske Fever 333 ikke blot grundet deres formidable performance på Copenhell, men også grundet et fuldkommen udsolgt show, hvilket de denne aften bar helt på deres egne skuldre uden nogen form for supportbands til at varme publikum up. Men det skulle vise sig, at det var der faktisk overhovedet ikke behov for.
Fever 333
Et hvidt tæppe dækkede fronten af scenen, så kun silhuetterne af mikrofonstativerne kunne anes og skabte en mystisk suspense, hvilket drev publikum fuldstændig vilde. Jeg måtte næsten kravle langs panelerne for at møve mig op foran, da menneskemængden stod så tæt oppe ved fronten, at mange fans måtte kravle op på de stolper, som løb langs med muren i Pumpehusets store sal.
Fever 333 har ikke været et kendt navn i særlig mange år, men siden de startede deres debut i 2017 på en parkeringsplads bag en Donut Shop i Indiana, har rockstar livet taget fart. Bandet har uden tvivl fundet en lyd, som resonerer hos deres trofaste publikum. Dette har gjort, at de nu her i 2019 på rekordtid har sat deres mærke på den internationale scene, hvor de med deres egne ord giver ”magtdemonstrationer” frem for koncerter.
Der var i hvert fald ingen tvivl om, at publikum vidste, hvad det hvide tæppe gemte på af eksplosive overraskelser, da deres øredøvende råb ”333” intensiverede mere og mere, indtil tæppet endelig faldt til jorden, og Fever 333s trefoldige bemanding sprang frem mod sit publikum, som et vildt dyr sluppet fri af sit bur.
Det var som at opleve en atombombe af energi blive udløst på scenen, som sendte chokbølger gennem salen og rev op i samtlige gæster, der dårligt kunne stå stille af begejstring. “Made An America” fra albummet af samme navn var aftenens første musiske indslag, og det tog i den grad kegler. Sangens energi og hårdtslående beats blev bakket op af frontmand, Jason Aalon Butlers, frygtløse lyriske erklæringer: ”They call it “cleaning up the streets”, we call it “homicide”.” Gåsehud fra top til tå. Trioen, bestående af førnævnte forsanger, guitarist og backing vokalist, Stephen Harrison, og trommeslager, Aric Improta, bevægede sig med lethed gennem genrerne rock, hip-hop, post-hardcore og punk med elementer af drum and bass, alt sammen væltet sammen og spyttet ud i en flammende feberhed gryderet, der blev serveret som en brændende varm skefuld til sit publikum.
Aftenen fortsatte med numre som “One Of Us”, der med et dybfølt, politisk budskab og dundrende trommer skabte en velvoksende moshpit i midten af salen. Riffene, der kom fra guitarist Harrisons fingre, var betagende udført, mens han lokkende stillede sig ved fronten af scenen og rakte sit instrument over publikumsmængden. Butler kastede sig ud i det ene halsbrækkende krumspring efter det andet og agerede som om, tyngdekraften ikke fandtes, alt imens han skiftevis skrålede, rappede og sang lyriske guldkorn til vores øre. En af disse skræmmende stunts inkluderede en minitrappe, hvorfra Butler kunne springe i split over hovedet på sin guitarist, der upåvirket spillede videre, som om der ikke var en fuldvoksen mand mid air over ham.
Deres musiske missionerklæring om forandring, velgørenhed og fællesskab er et opråb til handling! I modsætning til blot at råbe og skrige om at alt er rædselsfuldt, opfordrer Fever 333s musik til, at mennesker skal stå sammen, tage action og kæmpe for folkets minoriteter. Som en mand af farve, der har oplevet racisme, fremmedhad samt politiets brutalitet er hans lyriske budskaber fyldt med vrede, men stadig med en håbefuld og handlekraftig tone, som er helt igennem inspirerende.
På scenen er overtøjet er for længst blevet smidt, og samtlige bandmedlemmer optræder nu i bare, tatoverede overkroppe. Det trofaste publikum følger trop, og salen forvandler sig til en fugtig masse af halvnøgne folk, som våde af sved fra top til tå og danser løs i den stadigt voksende og dampende moshpit.
Settet blev rundet af med favoritten “Burn It”, hvor jeg uundgåeligt blev revet med ind i den drivvåde mennesketornado, der på dette tidspunkt var så stor, at man ikke vidste, hvor den begyndte eller endte. Lemmer fløj overalt, temperaturen var 333 grader, og det var som om, helvede var brudt løs. ”Look Alive”, blev der skrålet. Og levende, ja, det må vi have set ud. De benhårde slag af trommer, akkompagneret af de rivende riffs sendte skælv gennem jordskorpen. Man kunne ikke stå stille, og man ville ikke stå stille. ”… sometimes you gotta burn it down, to build it up again”, sang Butler med en dybtfølt ren stemmeføring, som forvandlede sig til skingre skrig af raseri blot sekunder efter.
Encores bestod af numre som “We’re Coming In”, og “The Innocent”, og her var publikum stadig både umættelige og utrættelige. Personligt kunne jeg snildt have klaret en time mere i denne feberrus, men det er ikke sikkert, der havde været mere oxygen tilbage i salen.
Med en kollektiv magtfølelse formår Fever 333 at gribe sit publikum lige, hvor det gør ondt og holde os fast i er jerngreb, mens vi rives rundt i en koncertoplevelse, hvor man føler sig så inkluderet, at koncertsalen bliver forvandlet til ens helt egen vilde familiesammenkomst bestående af 600 mennesker.
Som et vedvarende spark i ansigtet sprængte trioen sig gennem et set på halvanden time, der føltes som et minut. Aftenens demonstration er et klart bevis på, at Fever 333 fortsætter med at stige mod toppen og allerede besidder en mægtig urokkelig styrke, som man skal tage sig i agt for. Personligt hopper jeg med ombord på anti-vaccineloven, så jeg kan fange denne feber igen!
Se billeder fra Mark Stoumann herunder
