Anmeldelse af Dirkschneider + support, d. 16.01.26 i Amager Bio
En legende indtog Amager og viste sig evigt relevant.
Foto: John-son, John Mortensson
Jeg skal indrømme at jeg efter et par ture i pitten til Architects i KB Hallen i går stadig var mere end normalt øm. Jaja, man nærmer sig de 35 og kærestemaven vokser. Alt dette skulle dog ikke stoppe mig i at tage en tur til mit gamle nabolag. Da jeg er nødt til at vende i Hedehusene efter arbejde, så misser jeg desværre størstedelen af supportbandet.
Evil Invaders
Salen er stuvende fuld og lyden af Joe (vokal), Senne Jacobs (trommer), Max (guitar) og Joeri (bas) og deres rasende speedmetal lyder tydeligt ude ved garderoben. Kl. 20:30 finder jeg en fin plads lidt i højre side og sikke en vildskab jeg er vidne til. Med high pitch skrig leder Joe os ned af en potent sti af festlig fadølsheavy. Hans lædervest er desuden dekoreret med en menneskelig rygrad. Jeg skrev engang en zombiehistorie i 10. klasse om en karakter med en lignende påklædning.
Joeri, udover at lave en cool bassolo så growler han for at tilføje lidt mere mørke til deres sange. Omkring hvert mikrofonstativ er der en metalcirkel med knive i og jeg det slår mig at det her band passer perfekt til Metal Magic. “This song is about bringing everyone together” siger Joe og således bliver “Raising Hell” fra deres In For the Kill (2016) EP sidste sang. Det bliver til en sidste solo oppe på podiet på scenen og der hamres ned i guitarerne og Joe tager knivene frem, der sidder i hans læder armbånd. Evil Invaders har eksisteret siden 2007 og jeg har desværre ikke hørt om dem før. Dette er en fejl da det var et pisse sejt indslag og jeg ville ønske at jeg havde oplevet mere, for så havde karakteren helt sikkert været højere. Næste gang er jeg der fra begyndelsen!
Dirkschneider
Tyskland er i sandhed et land med dybe rødder i heavy metal og med adskillige banebrydende bands. Ikke alene afholder de hvert år de verdenskendte festivaler Wacken Open Air og Summerbreeze, men det er også hjem for banebrydende bands inden for powermetal som Helloween, Blind Guardian, Gamma Ray, Freedom Call, Primal Fear og Avantasia og lad os ikke glemme teutonic thrashmetal med Kreator, Sodom, Destruction, Exumer og Tankard + Running Wild der var de første til at lege med såkaldt pirate metal.
Men vi skal længere tilbage i historien i aften til klassisk tysk tråd, hvor et band som Scorpions popper frem, det er dog Accept og særligt deres gamle forsanger vi skal dvæle ved. De blev dannet i 1968 af Wolf Hoffman (leadguitar), Per Baltes (bas) og Udo Dirkschneider (vokal). De var efterfølgende en stor inspiration for den senere thrash og speed metal. Gruppen havde deres gennembrud med Balls To the Wall (1983) og ligeledes er Metal Heart (1985) betragtet som en klassiker. Dirkschneider ville senere forlade bandet hele to gange, og han har siden da skabt sig en succesfuld solokarriere. Jeg så ham på Jailbreak 2024 optræde under U.D.O.-synonymet.
Dog skal vi tilbage til fortiden på denne Balls To the Wall 40th Anniversary Tour. For hele den banebrydende skive skal vi høre i aften + flere tidløse metalhymner fra Accept fra den originale stemme bag det fænomenale bagkatalog.
Der hænger et banner med artworket for Balls To the Wall – Reloaded (2025) der er en genindspilning af albummet med gæstesangere som Biff Byford, Mille Petrozza, Dee Snider, Doro Pesch og Michael Kiske. Jeg har i den grad undervurderet Dirkschneider, for aftenens arrangement er komplet udsolgt. Det troede jeg alligevel ikke ville ske. Men man skal ikke kimse af den herre, når ham og hans band spiller med musklerne.
“The Number of the Beast” kører ud af højtalerne, og ind kommer Udo selv, en lille rund mand med militærjakke, hvide handsker og kort karseklippet hår. Han flankeres af hans gamle Accept-bandkammerat Peter Baltes (bas), hans søn, Sven Dirkschneider (trommer), Andrey Smirnov (guitar) og Fabian Dee Dammers (guitar). Røgsøjlerne skyder op da der åbnes med “Fast As A Shark” fra Restless and Wild (1982), “Living For Tonite” fra Metal Heart (1985) og “Breaker” fra Breaker (1981). Jeg står helt foran i anden række og det kan godt være at der ikke er skyggen af en teenager herinde, men det modne publikum er sørme på. Der synges og rykkes i kroppene nede på gulvet. Særligt lige der hvor jeg står.
Men hvad med musikken selv? Det kan godt være at metalcore, trap metal og deathcore er de store bestsellere anno 2026. Men da grundstenen blev lagt, var det på et så solidt fundament, at det stadig ræsonnerer den dag i dag. Soloerne i “Flashin Rocking’ Man” sidder lige i skabet, “Metal Heart” skaber stor fællessang og den flotte ballade “Breaking Up Again” med Baltes på vokal skaber en mere afdæmpet, følsom stemning. Guitararbejdet er i top fra Smirnov, samt Dammers og begge ser de ud til at nyde hvert øjeblik. Dirkschneider junior på trommerne tæsker løs med liv og sjæl og hele bandet er en topprofessionel enhed, hvis sammen spil og kemi med hinanden, skinner igennem. De har en fest når de står og vrikker på række, og det smitter i den grad af på resten og os og jeg får helt ondt i smilehullerne.
Udo, der fylder 74 år om to måneder, har utroligt nok stadig meget af sin skærebrænderstemme intakt. Bevares han hopper ikke meget rundt, men opfordrer mest til klap. Men hans job er jo hovedsageligt også at levere de nostalgiske sange vi kender og dette lever han fuldt ud op til. Ganske vist skal han af og til have en pause og må forlade scenen, men det er ham vel undt og så er det jo godt at Dammer står klar til en flot guitarsolo i pausen. Der er stor “whooaa” sang flere gange der følger melodierne og genkendelsens glæde er stor hos de mange fans. Deres ikon er tilbage.
Lamperne blinker og bandet forlader scenen. Men dette var jo kun forretten. For nu kommer hele albummet der er i fokus og der brøles med på “Balls To the Wall” som et manisk fodboldkor og hornene og luftguitaren svinger til “London Leather Boys”, “Fight It Back”, “Head Over Heels” og “Losing More Than You’ve Ever Had”. Der er en grund til at netop denne del af Accepts diskografi er så hyldet og i aften bliver vi minder om det igen og igen. “Turn Me On” er en fræk satan, der kommer til at blive spillet hjemme hos mig oftere i fremtiden, og da den smukke “Winter Dreams” (en af mine personlige favoritter) er sidste sang så er der ingen tvivl i salen om at vi var vidne til noget helt specielt. Det her var en fejring, der ikke kommer tilbage lige foreløbig. “UDO” råbene ville slet ikke fortage sig.
Atter forlader gruppen scenen, men der er da naturligvis ekstranumre og den svingende og catchy “Princess of the Dawn” minder mig om at den burde spilles på enhver rockbar. Den gode lyd i aften gør at sagnene bliver præsenteret fra deres bedste side og “Up to the Limit” får dansegulvet i gang selv helt ude i højre side hvor jeg nu står. Den hurtige “Burning” sender os hjem med Dirkschneiders skrig i ørerne og en følelse af sand old school rock n’ roll heavy i hjertet, imens sorte bolde kastes ud til publikum. Man bliver aldrig nogensinde for gammel til metal, og Udo Dirkschneider er en af genrens gudfædre, der modtog den jubel, han fortjener efter et livs tro tjeneste i genren.
